Folkene, der gav Anders Matthesens “Terkel i knibe” liv på det hvide lærred, er tilbage med en ny animationskomedie med højtflyvende ambitioner. Børn, skolegårde og den politisk ukorrekte humor, som var at finde i “Terkel i knibe”, har de ladet ligge for i stedet at koncentrere sig om Claus Deleurans’ tegneserie “Rejsen til Saturn”.
Danmark er nået til den epokegørende dag, hvor man skal sende en ekspedition til planeten Saturn for at klarlægge, hvordan den kan drænes for energiressourcer, alt sammen finansieret af den mægtige forretningsmand Karl Maj. Desværre får teamets navigatør salmonellaforgiftning i sidste øjeblik, og der må derfor findes en afløser i en fart. Valget falder på den helt almindelige Per, der gerne vil føre sig frem som astronaut. Begejstret bliver han dog ikke, da han finder ud af, at han er tiltænkt pladsen som navigatør i det i forvejen brogede astronautteam.
[image=30673]
Animationen af “Rejsen til Saturn” er forholdsvis enkel, som det var tilfældet i “Terkel i knibe”, men alligevel anderledes og væsentlig bedre. Væk er de sugerørstynde ben og arme såvel som de store hoveder. Figurerne i “Rejsen til Saturn” ser lidt mere “normale” ud lige på nær deres enorme næser, som er på størrelse med et miniflute. Den enkle animation er ikke noget minus, da der på intet tidspunkt er tvivl om, hvad der foregår, og animationen bliver samtidig båret af en god og sjov historie.
[image=30674]
Dem, der skuffer, er Casper Christensen og Iben Hjejle, der ikke får meget ud af deres roller som Per og Susanne. Til deres forsvar skal det siges, at deres karakterer ikke er videre interessante og slet ikke har fået den karisma, som de andre karakterer er i besiddelse af, hvilket har givet skuespillerne noget mindre at arbejde med. Alligevel burde Iben Hjejle være i stand til at fremstå som noget mere end blot en mørkhåret udgave af sig selv.
[image=30675]