[b]Arns forløsning[/b]

“Arn – Riget ved vejens ende” er anden del af filmatiseringen af Jan Guillous trilogi om tempelridderen Arn. “Arn – Riget ved vejens ende” er fortsættelsen til “Arn – Tempelridderen”, der havde premiere tidligere i år. Den første film omhandlede den unge Arns opvækst, den kærlighed han havde til sin elskede Cecillia, og hvordan de bliver adskilt, da Cecillia bliver sendt i kloster, og Arn bliver sendt til Det Hellige Land for at tjene som tempelridder. Det er disse begivenheder, at “Arn – Riget ved vejens ende” fortæller videre på.

Arns tid som tempelridder i Det Hellige Land nærmer sig sin afslutning. Men inden han kan vende hjem til Cecillia, er han nødt til at deltage i et afgørende slag mod de arabiske krigere, som prøver at indtage Jerusalem. Samtidig forlader Cecillia klostret og vender efter mange år hjem, stadig med det håb at skulle se Arn igen.

Et af problemerne i den første Arn film var filmens score, som var alt for bombastisk og larmende i forhold til, hvad der var brug for. I “Arn – Riget for enden af vejen” er scoret langt mere afbalanceret med handlingen og er med til at danne den rigtige stemning. Et andet problem, som “Arn – Tempelridderen” led under, var dens lange spilletid. Den nye film er næsten af samme længde, men fordi den har en vel tilpasset handling, og dens tempo varierer bedre, bliver den på intet tidspunkt langtrukken som sin forgænger.

Der var både handling og dramatik i “Arn – Tempelridderen”, men alligevel manglede der en form for forløsning på den historie, som filmen havde opbygget – noget mere end blot det korte slag, som filmen bød på. Den forløsning kommer i “Arn – Riget ved vejens ende”, der byder på både flotte slag og individuelle kampe, som åbner for resten af handlingen. Det er også først i “Arn – Riget ved vejens ende”, at man for alvor kan se, hvorfor de to Arn-film tilsammen er Skandinaviens hidtil dyreste filmprojekt.

At det lykkedes at få de utallige mænd, som fylder slagmarken med deres uniformer og deres våben, til at ligne krigere fra 1200-tallet vidner om, at der er brugt mange penge, og at man har haft ambitioner om at lave en film, der kan matche Hollywoods middelalderfilm. Det ses da også tydeligt, at man har skelet til nogle af de amerikanske film under produktionen, da både retorik og replikker på slagmarken minder om de amerikanske produktioner. Det er for så vidt også i orden, men det bliver dog en tand for meget i scenerne op til det sidste slag, da referencerne til “Braveheart” står i en så skarp kontrast, at det næsten er komisk.

Undervejs i filmen kommer der nogle få flashback, som skal forsøge at gøre rede for, hvad der skete i den første film. Dette lykkes da også til dels, da de spørgsmål, som er opstået kort forinden flashbacket, bliver besvaret. Man kan dog undre sig over, at man har valgt at udelade en forklaring på, hvorfor Cecillia afsoner en bod i kloster, og hvorfor Arn er tempelridder i Det Hellige Land, hvilket var kerneelementer i den første film.