[b]Nr. 43[/b]

20. januar næste år bliver Obama officielt sat ind som USA’s 44. præsident, men hvad skete der med nr. 43? George W. Bush er i henhold til den amerikanske forfatning tvunget til efter otte år at afgive posten som verdens mægtigste mand, og hvordan vil manden så blive husket? Oliver Stone, der før har givet et portræt af den kontroversielle nr. 37. i rækken – “Nixon” – er nu tilbage med endnu en retrospektiv filmbiografi.

George Walker Bush er vokset op i en velhavende familie. Faren George H. W. Bush var den yngste marinepilot i USA’s historie og blev i en alder af 40 oliemillionær og endte som USA’s 41. præsident. For sønnerne George og Jeb kan det være svært at leve op til fars forventninger, hvilket driver George ud i det ene mislykkede projekt efter det andet. Fader Bush ringer rundt for at få Bush Junior ud af fængsel, få et nyt sommerjob og komme ind på Yale University. Jeb bliver guvernør i Florida, men George W. Bush ender alligevel med at blive den næste præsident i familien.

Et tomt baseballstadion. Et ekko af “The Star Spangled Banner” blæser i vinden. Midt på den grønne plæne står Bush uden publikum og lader sig hylde. Der bliver klippet til det hvide hus, hvor Bush og hele præsidentstaben er til krisemøde efter 9/11-tragedien. En hurtig brainstorm med Cheeney, Powell, Rumsfeld og Rice udmunder i det ejendommelige udtryk [i]”ondskabens akse”[/i]. Indledningsscenen i “W.” beskriver, hvad det er for en slags film, Oliver Stone har sat sig for at lave. På den ene side bliver Bush mentalt beskrevet gennem drømmelignende scenarier og på den anden gjort tykt til grin med klassisk politisk satire. Alle fordomme om skjult smædekampagne fra venstrefløjen må blive gjort til skamme, da Stone heldigvis er meget åben om, hvad “W.” er for en film. Selv den hårdeste republikaner må kunne trække på smilebåndet, når Bush farer vild på sin egen ranch. Det er tydeligt, det skal være sjovt, og det er det for det meste også.

En uendelig række af kendte og ukendte skuespillere cirkulerer rundt om Bush. Der er alt for mange karakterer, og flere bliver ladt i stikken i forsømte sidehistorier, men kernen er solid. Richard Dreyfuss som Dick Cheney og Jeffrey Wright som Colin Powell skraber effektivt mod hinanden i den hede debat om Irak-invasionen. Josh Brolin er dog til syvende og sidst grunden til, at “W.” er en god film. Ligegyldigt hvor rodet og usammenhængende Oliver Stones 17. spillefilm kan forekomme, binder Brolin det sammen i texansk karisma og perfekt mimik. Bush sidder på lokum, har tømmermænd, jager kvinder, ryger i spjældet og danser på bardiske. I rollen er Brolin måske mere Bush end Bush selv er, og giver et menneskeligt ansigt til en af verdens mest forhadte mænd.

“W.” er en historie om at have det største “W” i verden som mellemnavn. Om at være søn af en superstjerne. Om Bush virkelig har haft så mange problemer med sin far, om Jeb er blevet favoriseret, og om Laura Welch virkelig har kaldt ham “djævlen med den hvide hat”, kan ingen vide. Det er også ret lige meget, for “W.” giver sig ikke ud for at være en troværdig fortælling.