[b]Gal sex[/b]

Ved første øjekast ligner “Opium” til forveksling en periodefilm om kærlighed, seksuelle længsler og højspændt romance – og derved måske også en perfekt date-film. Daten bliver dog nok en noget særpræget oplevelse, hvis den krydres med denne film, som ikke ligefrem fordrer velbehag og glade følelser, men i stedet byder på galskab, stoffer samt middelalderlignende behandlinger af sindslidende.

Filmen, der er i hvert fald delvist baseret på rigtige begivenheder, foregår i 1913 og følger den ungarske læge Dr. Brenner spillet af Ulrich Thomsen. Han er også forfatter, men er røget ind i en uoverstigelig skriveblokering, som har resulteret i et kraftigt morfinmisbrug. For at sikre sig en uproblematisk måde at skaffe det nødvendige stof, tager han et job i en anstalt ledet af den håndfaste Dr. Moravcsik.

Brenner føler afsky for Moravcsiks metoder, der da også ligner noget, Stalin har fundet på, men til gengæld bliver Brenner stærkt interesseret den unge kvindelige patient Gizella, der er overbevidst om, at hun er besat af onde kræfter. Hun er imidlertid også besat af konstant at skrive, og det er hendes digte og kaotiske fortællinger, der for alvor vækker Brenners interesse, da han pludselig ser den passion, som hans egne skriverier mangler. Snart bliver hans betagelse mere konkret, og de to indleder et bizart forhold.

“Opium” er fra sine første billeder tydeligvis ude på at ryste og chokere os, og som tilskuer får man bl.a. lov til at sidde ved første række for at overvære en lobotomi-operation udført med hammer og mejsel via patientens højre øje (ja, velbekomme). Vi følger filmen ind i sindssygeanstalten og overværer forskellige metoder, der nærmest ligner rendyrket mishandling, og som af uransagelige årsager altid kræver, at de indlagte kvinder er nøgne. Sex synes i det hele taget aldrig at være langt væk fra filmen, og vi overdynges af læssevise af falliske symboler og penetrationer. Lige fra førnævnte operation over de utallige nærbilleder af Brenners sprøjte, der stikkes i opiumglasset, og vand, der sprayes ud over Gizella, som selv onanerer lystent med sin blyant. Jeg har ikke det fjerneste imod seksuelt indhold i film, men der kommer et tidspunkt, hvor det holder op med at være erotisk og begynder at blive ufrivilligt komisk, og “Opium” er langt ude over den grænse.

Historien fortælles gennem de to hovedpersoners indre monologer, som dog ikke mindst i Gizellas tilfælde ikke gør tilskuerne meget klogere. Norske Kirsti Stubø spiller rollen med hud og hår og holder intet tilbage, men vi gives ingen form for indsigt i hendes psyke eller tilstand, og derved bliver hendes endeløse fabuleringer udvekommende, anstrengende og – værst af alt – kedelige. Vi får et lille glimt af noget i hendes fortid, der omhandler hendes mor, men det er et kort handlingsspor, som filmen umiddelbart efter dropper for aldrig at vende tilbage til. Ulrich Thomsen spiller Dr. Brenner med en passende kølig distance, der gør, at man vitterligt er i tvivl om, hvad man skal mene om ham, men det opgør, der lurer mellem hans moderne psykoanalytiske metoder og anstaltens middelalderlige praksis, kommer aldrig i spil og bliver i stedet endnu et uforløst emne.