[b]Ingen dans på roser[/b]

Selvom den langtfra er perfekt, er det trods alt forfriskende at se en dansk film som “Dansen”. For her er ingen tåbelig pruttehumor, der sigter efter laveste fællesnævner… ingen rapkæftede røvere, stereotype turtelduer eller gakkede idioter, der forgæves forsøger at slå fast, at de er kompetente komikere. Sagt med andre ord: “Dansen” adskiller sig fra hovedparten af de indenrigsproducerede film, der udgives i kongeriget i disse tider. Men desværre afløses filmens første, glimrende akt af en langsommelig midterdel, som munder ud i et forhastet antiklimaks.

Trine Dyrholm og Anders W. Berthelsen gør det begge udmærket som fortællingens protagonister. Dyrholm spiller en talentfuld, godhjertet danselærer, Annika, som arbejder og stadig bor sammen med sin mor, der portrætteres af en typisk veloplagt Birthe Neumann. Blot få minutter inde i forløbet støder Annika på elektrikeren Lasse (Berthelsen), og selvom de ikke udveksler mere end en håndfuld ord, fornemmer man øjeblikkeligt, at de er tiltrukket af hinanden. [i]”I slår gnister,”[/i] joker Annikas mor, og hun har ret. Men ‘gnisterne’ kommer aldrig til udtryk under dybfølte kærlighedserklæringer eller romantiske svingommer på dansegulvet, hvilket havde været oplagt, men nok også en tand for dramatisk.

I stedet får vi lov til at bevidne duoens spirende kærlighed komme til udtryk i lynhurtige, længselsfulde blikke og i de passager, hvor der pudsigt nok [i]ikke[/i] ytres et eneste ord. Filmens største force er afgjort dens tålmodighed og stilfærdige væremåde. Den udfordrer seeren til at snige sig ind på karaktererne og virkelig granske deres reaktioner, og den hyppige brug af håndholdt kamera gør kun “Dansen” endnu mere troværdig. Der er en tidlig scene, hvor Annika og Lasse omfavner hinanden efter en næsten chokerende og uprovokeret indrømmelse af Lasse omhandlende hans tid i spjældet. Der ytres intet undervejs, men Dyrholm og Berthelsens skuespil er så forbløffende nuanceret, at man som tilskuer hives igennem det samme virvar af forskellige følelser som parret.

Instruktøren Pernille Fischer Christensen, der også stod bag den prisbelønnede “En soap”, får os hurtigt overbevist om, at Annika og Lasse betragter hinanden som en modgift mod hverdagens dilemmaer, også selvom vi kun har kendt dem i kort tid. Især fordi filmen lægger så godt ud, skuffer hovedparten af den. Efter Lasses afsløring bruger “Dansen” alt for meget tid og energi på at drille med ufuldendte historier om, hvad det var, som affødte elektrikerens fængselsstraf. Parrets poetiske beslutning om at tilgive fortidens synder glemmes hurtigt, og Annika bruger mange sekvenser på at finde ud af sandheden om sin nye kæreste. Og så præsenteres vi pludselig for en lang, konventionel efterforskning, der mønstrer adskillige klicheer og kun få overraskelser.

Talrige nye bifigurer dukker op, som portrætteres af skuespillere, der ikke har godt af at dele lærredet med Dyrholm og Berthelsen. Pludselig bliver manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson åbenbart også bange for, at hans karakterer udvikler sig for hurtigt, så Annika og Lasse går skiftevis fra at være et par sympatiske væsner til to lige lovlig ynkelige eksistenser, hvis ensartede skænderier og falmende tiltro til kærlighedens kraft hurtigt bliver trættende at overvære. Konflikten mellem Annika og hendes mor virker påklistret og ligegyldig, og slutningen forbinder lidt for hurtigt og bekvemt historiens mange løse, røde tråde. Det ville være løgn at sige, at det er let at være vild med “Dansen”.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format (coveret hævder fejlagtigt, at filmen præsenteres i billedforholdet 2.35:1). “Dansen” blev tydeligvis optaget på video. Billedet har et fladt, digitalt udseende, som man ikke har forsøgt at skjule via grading. Underbelyste scener har det til tider med at virke lidt mudrede, og udtværing forekommer. Der er heldigvis aldrig spor af edge-enhancement eller snavs, og utilsigtet gryn er en sjældenhed, hvilket ikke kommer som den store overraskelse, når man tager kildematerialets oprindelse i betragtning. Farverne er nedtonede og virker undertiden for matte, men er som regel ganske nydelige – især de grønne nuancer i skovene, som karaktererne hyppigt besøger. Sortniveauet er acceptabelt, men billedsiden virker en gang imellem lidt uskarp.

[b]Audio[/b]

Udgivelsens danske Dolby Digital 5.1-lydspor er meget besynderligt og kan absolut ikke betegnes som et surround-lydspor, selvom det tager seks højtalere i brug. Lydeffekterne, musiknumrene og replikkerne er krystalklare, og selvom sporet langtfra har en overvældende bund, så er dynamikområdet hæderligt, og støj optræder aldrig. Der er flere imponerende passager, hvor musikken overdøver resten af lydsidens elementer og opnår en næsten drømmeagtig tilstedeværelse.

Men alle tre fronthøjtalere leverer nøjagtig de samme lyde, ligesom de to baghøjtalere mønstrer de samme lyde. Det virker sandsynligt, at folkene bag skiven kun har haft adgang til en 2.0-master og derfor blot har ladet de to spor okkupere flere højtalere på samme tid. Det kan til tider godt blive en anelse forvirrende og irriterende, når de samme lyde optræder så mange steder. Derfor kan man ligeså godt benytte sig af det medfølgende, nogenlunde 2.0-mix og aktivere ProLogic-afvikling, hvorved en mere troværdig lydoplevelse sikres. Det er ikke ofte, et 2.0-lydspor overgår et 5.1-mix, men det er altså tilfældet her.

[b]Ekstramateriale[/b]

Blot otte minutters interviews med instruktøren Pernille Fischer Christensen og manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson medfølger. De to individer får ikke lejlighed til at sige meget, der ikke virker en anelse overfladisk. Derudover indeholder dvd’en blot filmens trailer og musikvideoen til Freddie Wadlings fortolkning af David Bowies “Let’s Dance”.