[b]Glad i låget[/b]
Den store optimisme og livsglæde er noget, vi ser relativt sjældent i filmverden, som i stedet mest handler om de kriser og konflikter, der skal overstås på den prøvende vej til lykken. Det er der nu også en god grund til, eftersom det netop er de kriser, der skaber dramatik, hvorimod begejstring og en positiv tilgang ofte virker overfladisk og uinteressant.
[image=30393]
På trods af alle de indvendinger, så må man alligevel se forundret til, at engelske Mike Leigh ganske ubesværet kan trodse alle forhindringer og lave en film, der formår at være oprigtig positiv, uden at den bliver hverken kvalm, naiv eller overfladisk af den grund.
Titlen “Happy-Go-Lucky” hentyder til den ukuelige begejstring som børnehaveklasselærerinden Poppy udviser over for livet. Poppy, der altid er klædt fra top til tå i spraglede farver og godt humør, forsøger ivrigt at sprede sin glæde til de ikke altid lige modtagelige omgivelser. Hun lever på tiende år sammen med en veninde, har ikke nogen kæreste eller børn, og dyrker stadig på mange måder et teenagerliv komplet med våde byture og søvnige søndage. Da hendes cykel bliver stjålet, trækker hun ubekymret på skuldrene og konstaterer, at det nu er på tide at få taget kørekort, og inden længe tager hun sine første køretimer hos den indadvendte kørelære Scott, der hurtigt viser sig at være hende diametrale modsætning.
[image=30394]
Med en titel og et tema som denne film har, vækkes ens mistanke hurtigt. Der må da være et eller andet ironisk statement eller en krise på vej? Vi bliver vel kun lokket til at slappe af, så maestro Leigh kan ramme os med en følelsesmæssig forhammer, når vi ikke venter det? Poppy er så positiv, åben og kærlig, at man med vanlig kynisme hurtig antager, at der må være et eller andet galt med hende. Mistanken er måske ikke så underlig, eftersom Mike Leigh tidligere har lavet ganske depressive film så som den mesterlige “Naked”, hvori David Thewlis vandrede omkring i et dystopisk London i en evig cyklus af angst og desperation. Motivet med “Happy-Go-Lucky” er dog et ganske andet, og i stedet udfordrer Leigh vores forventninger med hensyn til optimisme, pessimisme og hvad præcis, omgivelsernes reaktion er på en person, der er så åbenlyst lykkelig.
Sally Hawkins’ vandt sølvbjørnen ved Berlin-festivalen, og det er let at se hvorfor. Hendes præstation gør Poppy til en til tider lidt anstrengende, men essentielt uimodståelig og elskelig figur. Filmens handling består primært at en serie tilsyneladende urelaterede møder med de forskellige personer i Poppys tilværelse, og efterhånden tegner der sig et mere nuanceret billede af hende.
[image=30395]
Som altid i Mike Leighs film udspringer historien mere af spontane udvekslinger end af manuskripttung dialog, og det er et vidne om hans evner, at han får det til at se så let og ubesværet ud. Selvom historien kun har en ganske overfladisk lighed med socialrealisme, så flyder den naturligt, og man tror langt hen ad vejen på dens personer. Der er dog en undertone af, at noget mere alvorligt er på spil, og filmen bliver ikke mindst tankevækkende, der hvor den konfronterer Poppy med andre personligheder, og vi må erkende, at hendes lyse tilgang til livet måske alligevel er den mere rationelle.