[b]Det rene vanvid[/b]

Mangt og meget kan man kalde de to Coen-brødres mange film, men anonyme og uinteressante er ikke en af tingene, og deres nyeste film ligner da heller ikke på nogen som helst måde en typisk amerikansk komedie, men er derimod et værk, som hele vejen igennem bærer brødrenes umiskendelige stempel.

At følge en film som det Oscar-belønnede mesterværk “No Country for Old Men” op virker næsten som en umulig opgave, og derfor har brødrene da også klogelig valgt at gå i en fuldstændig anderledes retning. Ligesom “No Country for Old Men” handler “Burn After Reading” om mennesker, der foretager nogle særdeles dårlige valg, som de ikke er i stand til at overskue konsekvensen af, men derudover er den en helt anderledes uhøjtidelig og vanvittig screwball-komedie, som viser brødrene fra deres mest anarkistiske side.

Filmens snørklede serie af begivenheder sættes i gang, da CIA-analytikeren Osborne Cox bliver fyret. Harm over opsigelsen tager han sine frustrationer med hjem, hvor han prøver på at drukne dem i våde varer, mens han ubehjælpsomt forsøger at skrive sine memoirer. Hans kone har svært ved at skjule sin skuffelse, men finder dog trøst ved den aldrende charmetrold Harry. Samtidig er fitness-medarbejderen Linda Litzke ivrig efter at finde en ny partner, men ulykkelig over sin krops stigende forfald. Da hendes kollega – den kække, men tomhjernede Chad – finder Cox’ erindringer på en dvd, ser han pludselig en chance for at tjene nogle hurtige penge, mens Linda øjner en mulighed for at få betalt de plastikoperationer, som hun drømmer om.

“Burn After Reading” imponerer ikke mindst med en rolleliste stjernespækket nok til at kunne matche “Ocean’s Eleven”. Manuskriptet er eftersigende skrevet med de specifikke skuespillere i tankerne og giver derved mange af dem mulighed for at levere præstationer, der ofte tangerer det selvparodiske. Således er John Malkovichs sædvanligvis udspekulerede personlighed i stedet en klaphat med en absurd overvurdering af sin egen betydning og Clooney en lettere ynkelig scorekarl med guldkæde. Mest iøjefaldende er dog Brad Pitts hjerne-og rygradsløse fitnessinstruktør, og det bliver hurtigt tydeligt, at han på mange måder er filmens bedste kort. Scenerne, hvor han noget ubehjælpsomt forsøger sig som pengeafpresser, er så absolut blandt filmens sjoveste.

“Burn After Reading” markerer den første af Coen-brødrenes film siden “Miller’s Crossing”, som ikke er filmet af Roger Deakins. I stedet har Emmanuel Lubezki fra “The New World” og “Children of Men” overtaget kameraet, og han forsyner filmen med nogle bemærkelsesværdige øjeblikke og giver den også en mere udslidt fremtoning end, hvad man umiddelbart ville forvente.

Som handlingen skrider frem udvikler den sig på vanlig Coen-vis ikke helt, som man forventer, og den mere godmodige komik afløses af korte episoder af brutal vold. Disse virker dog hverken særlig sjove eller chokerende, eftersom filmens misantropiske natur gør det meget vanskeligt at blive det mindste involveret. Filmens hovedpersoner er så godt som alle en samling usympatiske fjolser, og den overvejende følelse er da også, at dette mest af alt er et filmisk frikvarter for de talentfulde brødre uden de store dybder eller ambitioner. Slutningen ankommer noget pludseligt og uforløst, og selvom det er svært at forestille sig en mere passende afrunding, føles den alligevel temmelig abrupt.