[b]Austin Powers – Nu som inder[/b]

I disse Muhammedtegningstider ser man lidt frem med spænding til enhver form for satire eller komik, der gør nar af tabuiserede religiøse dogmer. En sådan film kunne Mike Myers “The Love Guru” måske godt ligne på afstand, og filmen har da også været årsag til adskillige klager fra en lang række hindu-organisationer, der i e-mails har krævet ændringer af filmen. Her på redaktionen har vi modtaget spandevis af slagsen.

Når man så endelig ser filmen, virker forargelsen nærmest absurd, for en mere ligegyldig og overflødig film skal man vist lede længe efter. Den er eftersigende Myers forsøg på at sammenblande spiritualitet og humor, men bliver dog mest en opvisning i at fortælle så mange sjofle vittigheder som muligt.

Historien handler om Guru Pitka, der er en amerikaner, som er opvokset i Indien og nu udspreder sit kærlighedsbudskab med stor succes. Han står imidlertid altid i skyggen af den endnu mere succesfulde rival Deepak Chopra, så han pakker kufferten og tager til USA for at blive rig og berømt. Her hyrer en ejer af et ishockeyhold ham til at hjælpe deres topspiller Darren Roanoke, der tidligere var et sandt es på banen, men nu er blevet reduceret til et nervevrag, efter at hans kone forlod ham til fordel for målmanden på det rivaliserende hold. Pitka får derfor et tilbud: Hvis han kan redde Roanokes ægteskab, vil en plads på Oprah Winfrey-showet være så godt som sikret.

Roanokes rival kaldes “Le coq”, eftersom han er udstyret med en særdeles stor hockeystav i underbukserne. Det er blot den første af ufattelig mange navne, vi hører for den mandlige anatomi i denne komedie, som befinder sig et godt stykke under bæltestedet. Det bliver dog også en af filmens problemer, for selvom sådanne vittigheder muligvis kan fungere i det puritanske og seksuelt bornerte USA, så har de ikke samme effekt i danske ører, hvor vi som bekendt er noget vanskeligere at chokere. Nogle af dem er stadig sjove, men i et voksende omfang begynder kedsommeligheden efterhånden at sætte ind, når man trækkes gennem en mængde af læresætninger, der forkortes til frække ord.

Den tvivlsomme komik afhjælpes ikke meget af Myers’ irriterende vane med at grine af sine egne vittigheder og derefter kigge hastigt i retning af kameraet, som om han gerne vil sikre sig, at vi nu også er klar over, at dette altså skal være morsomt. Som tiden går minder han mere og mere om en belastende gæst, man uheldigvis er havnet til bords med, og som uden den mindste situationsfornemmelse gentager den samme platte vittighed hele aftenen. Til forsvar for Myers skal det dog siges, at han har enkelte gode observationer og indimellem præsterer en underholdende udlevering af diverse tv-guruers ekstremt banale ordspil og læresætninger. Desværre er sådanne stunder få og hurtigt overståede.