[b]Manden med den gyldne… sko?[/b]

I starten var der kun den velklædte spion med det trecifrede alias 007, dernæst kom den franske knap så nonchalante detektiv sat i samme skikkelse med noget så sjældent som et lyserødt rovdyr, og endelig opstod krydsningen af disse to ellers tilsyneladende uforenelige arter i form af Maxwell Smart. Den klodsede agent i “Get Smart” skabt af Mel Brooks og Buck Henry tilbage i 60’erne som prisbelønnet tv-serie bliver i dag genfortolket som spillefilm af manden bag “50 First Dates” og “Anger Management”.

Det internationale forbrydersyndikat “KAOS” har gavmildt uddelt gratis atommissiler til 30 diktatorer verden over og truer med også at give dem affyringskoderne, hvis ikke “KAOS”-overhovedet Siegfried modtager den nette sum af 200 milliarder dollars i løbet af et par dage. Det er nu op til den hemmelige anti-terror gruppe “CONTROL” og dennes nyudklækkede agent 86, Maxwell Smart samt det kvindelige modstykke agent 99 at stoppe global atomkrig.

Komedieverdens alt-mulig mand Steve Carell er med rette blevet valgt som den klovnagtige, håbløse, men også elskværdige agent 86. I Don Adams’ (den oprindelige Max) ånd – naturligvis uden dåselatteren – leverer Carell som altid god timing og prisværdig ansigtsmimik. Resultatet er morsomme situationer, hvor agent 86 og agent 99, spillet af Anne Hathaway, eksempelvis skal planlægge mand/kone-roller til deres fælles agent-alibi og i løbet af få sekunder ender med at skændes om børn vs. karriere på kriseramt ægteskabsmanér. Humoren er god og nutidig, men mister dermed også det mere syrede islæt fra 60’er-serien. Et bevidst valg af instruktør Peter Segal, der ønsker at hædre arven fra serien dog uden at kopiere den.

Bill Murrays lille optræden som den degraderede agent 13 skal også fremhæves som en af filmens små komiske perler. “Get Smart” har desværre også andre skuespillere end Carell og Murray, som førnævnte Hathaway, Ken Davitian (den nøgne mand fra “Borat”), The Rock og Dalip Singh (tidligere wrestler), hvoraf de tre sidstnævnte knap nok er skuespillere og dybest set ikke er sjove personer i sig selv, hvilket skaber et ulige 1:2-forhold mellem, hvad der fungerer og ikke fungerer. Med andre ord – for hver gang man griner i “Get Smart”, bliver man dobbelt så mange gange efterladt i stilhed eller værste fald kedsomhed.

“Get Smart” er en [i]gadget-film[/i] forstået på den måde, at en stor del af filmens fremdrift skyldes introduktionen af den ene ubrugelige dippedut tæt efterfulgt af den anden umulige himstregims. Der kan blot nævnes [i]cone of silence[/i], der viser sig at være et fuldstændigt nyttesløst fortrolighedsværn til hemmelige møder, en miniature armbrøst, som Maxwell samler af dele fra sin ene sko og præsterer at affyre alle andre steder end sigtet og endelig den berømte sko-telefon kendt fra tv-serien. Det er finurligt og sjovt, mens mange andre gadgets raskt går i glemmebogen, siden de hverken er særligt opfindsomme eller har nogen egentlig betydning for filmen.