[b] Pang! Tju! Bang! [/b]

Efter værker som Michael Manns “Collateral”, Sam Mendes’ “Vejen til Perdition” og sidst, men bestemt ikke mindst Luc Bessons udødelige “Léon” har lejemorder-filmen for længst etableret sig som sin egen genre. Som en anden dødsengel bevæger en mand (eller kvinde) oftest ubemærket sig fra hus til hus og tager sidste åndedrag fra de planlagte mål og sørger dermed for klienternes kundetilfredshed. Lige indtil den dag følelserne kommer i mellem det kolde professionelle arbejde. Tvillingerne Oxide og Danny Pangs skud på stammen, “Bangkok Dangerous”, afviger ikke fra formlen.

Joe er professionel lejemorder og en meget kold og beregnende en af slagsen. Efter et succesfuldt job i Prag skaffer han sig hurtigt af med al bevis på sin eksistens, inklusive menneskelige kontakter, og bevæger sig hurtigt videre til Bangkok, hvor hele fire mord skal udføres, hvorefter pensionen og palmerne venter. Da Joes kontakt i Bangkok, Kong, begynder at sætte spørgsmålstegn ved jobbet, bilder Joe ham ind, at det kun er onde mennesker, der bliver udryddet. Efter at Joe sætter Kong ind i kunsten at være lejemorder, finder den døvstumme pige Fon, som Joe har mødt i et apotek, ud af, hvad han i virkeligheden laver. Lejemorderen står nu over for det klassiske valg: karrieren eller kærligheden.

Kan Nicolas Cage egentlig lave andre film end dem, hvor antallet af rappe one-liners kun bliver overgået af slowmotion-blyfyldte ofre i kampens hede? Husker man tilbage på David Lynchs “Vilde hjerter”, Mike Figgis’ “Leaving Las Vegas” og Spike Jonzes “Orkidè-tyven” er svaret [i]ja[/i], men alt for mange overflødige og ligegyldige titler danner et broget karriere-billede for den populære Hollywood-skuespiller. Men Cage har sikret mange blockbuster-succeser og søger for tiden udenlandsk skuespillerarbejde, hvilket sikkert også er motivation for at hente ham ind i Pang-brødrenes thailandske projekt.

Som en klassisk noir-film bliver “Bangkok Dangerous” ledt af Nicolas Cages stemme, der fortæller om lejemorderens kredo. I samme stil er filmen fyldt med kontraster, skygger og dystre gyder, og Bangkok er ikke overraskende en glimrende kulisse for den regnfulde noir-stemning. Pang-brødrene viste allerede i 2002 med horrorfilmen “The Eye” sammen med den faste fotograf Decha Srimantra, at de mestrer spænding såvel som visuelt håndværk, og “Bangkok Dangerous” er ikke en undtagelse. Et af Joes mål bliver i en næsten poetisk sekvens likvideret i en swimmingpool. Det er spændende og veludført. Joe selv sidder i et eftertænksomt øjeblik i skyggerne op ad en nøgen væg, hvor sollyset kommer ind af vinduet og rammer kun ansigtet, der bliver kraftigt oplyst og efterlader samme ansigts silhuet på den lyse væg bagved. Fyldt af lys og mørke, yin og yang. Det varer blot sekunder, men er enhver fotografs våde drøm og grænser til det geniale. Og her stopper morskaben så også.

Joes kærlighedsaffære med apotekeren Fon er koldere end de mange lig, han efterlader i forbifarten. For ikke at tale om Joes nye lærling Kong, der egentlig kun skulle være midlet til målet, men ender med at blive Joes bedste ven. Overgangen er ulogisk og Kongs evindelige platte thailandske fy-ord smidt efter læremesteren er fuldstændig spildt comic-relief, ligesom den anmassende symbolik gennem hele filmen mildest talt hører hjemme i billedsprogsdiskussion i tredje klasse – hvis det da findes. Filmen udmunder i et billigt John Woosk inferno (på en dårlig dag) og slipper alt for let fra, hvad den egentlig ville.