[b]Magi i kærlighedsmaskinen[/b]

Pixars evne til gang på gang at skabe formidable film har været forbløffende, og på den baggrund er det en nærliggende tanke, at de nu omsider vil hvile på laurbærrene og blot levere sikker underholdning efter den vanlige formular. Det har de dog ikke just gjort. Tværtimod har de med “Wall•E” i stedet lavet deres til dato mest ambitiøse og vovede spillefilm. Det har de til alt held sluppet aldeles fremragende fra.

Filmen foregår i en (forhåbentlig) fjern fremtid, hvor mennesket efter årevis af forurening, uansvarlig deponering af affald og generel dårlig opførsel omsider har ødelagt planeten. Menneskene har derfor valgt at forlade den synkende klode, og er taget ud i solsystemet ombord på gigantiske rumskibe. Tilbage på den ugæstfri jord har de dog efterladt sig en lille vedholdende maskine: Den lille oprydningsrobot Wall•E, som med ukuelig ihærdighed fortsætter det omfattende arbejde som den sidste aktive robot på jorden. Under arbejdet har han opsamlet forskellige souvenirs bl.a. et slidt videobånd med en gammel kærlighedsmusical, som Wall•E gentagende gange ser med en udtalt længsel i blikket.

Hans århundrede gamle hverdag bliver dog permanent forandret en dag, da et rumskib ankommer til jorden. Det sætter en lille robot ved navn EVE af, og inden længe er Wall•E forgabt i hende til op over begge linser. Hun viser sig at være en lettere ensporet og smule skydegal robot, hvis glatte overflade hightech udstyr står i kontrast til Wall•Es mere beskedne funktioner. I et forsøg på at vække hendes interesse lader Wall•E hende se alle hans anskaffelser inklusive en lille spire, han har fundet. Spiren viser sig at have en overraskende effekt, og snart er EVE på vej ud i rummet igen med Wall-E i følge som skjult passager.

Der er en overvældende universel charme, humor og uimodståelighed over “Wall•E”, som på mange måder minder om stumfilmskomik, og det er nærliggende at opfatte den som præcis den form for animationsfilm, Charles Chaplin ville have lavet. Ligesom Chaplins berømte vagabond kan Wall•E ikke tale, men det forhindrer ham dog ikke i at kommunikere på alle mulige andre måder, og via kropssprog samt et arsenal af forskellige lyde synes han mere end rustet til opgaven. Det siger noget om Pixars evner for mediet, at de første ca. 40 minutter er uden egentlig tale, men ikke desto mindre fungerer fuldstændig uovertruffent.

I en tidsalder, hvor selv animationsfilm for de mindste mere og mere proppes med spektakulære actionscener og larmende eksplosioner, føles en film som “Wall•E” vidunderligt befriende, eftersom den tager sig tid til at bygge stemning og atmosfære op, og som i perioder sætter handlingen i bero for at dvæle ved scenerne. Derved skaber den også nogle af de mest betagende og mindeværdige øjeblikke i mands minde, hvor ikke mindst scenerne i rummet er fuldstændig overvældende.

Hvad, der dog først og fremmest fungerer over alt forventning, er etableringen af de to robotters personlighed og efterfølgende romance, der hurtigt bliver langt mere bevægende, end man ville forvente. Wall•Es forsigtige for ikke at sige frygtsomme natur bliver kombineret med et ihærdigt mod, der hurtigt bliver både morsomt og rørende. Hvor Wall•Es følelsesregister altid er let at læse, er EVEs mere undvigende og feminint. Hendes reaktioner bliver primært afspejlet gennem formen på hendes digitale øjne – en effekt, som animatorerne bruger med kolossal effekt. At to robotter bliver romantisk involverede er umiddelbart et svært element at acceptere, men når det fungerer så sømløst, skyldes det ikke mindst, at deres respektive personligheder og kønsroller er så ualmindeligt veldefinerede. Man føler ganske simpelt lynhurtigt med dem.

Som handlingen skrider frem bliver tonen tiltagende satirisk, og filmen forsømmer ikke lejligheden til at gøre nar af både vores smid-væk mentalitet og vores gradvise udvikling til viljeløse sofakartofler. Samtidig er der dog også slapstik i spandevis og et underfundigt lune over moderne teknologi, som ville passe upåklageligt ind i en Jacques Tati-film.