[b]Den grumme ø[/b]

Islandske film er ikke ligefrem hverdagskost på noget medie og da slet ikke i biografen. Det kan man egentlig godt undre sig over, når man en sjælden gang imellem ser en film derfra, for Islands maleriske landskab udgør en helt fantastik kulisse i den rigtige instruktørs hænder.

Et eksempel på det kan man se i den islandske kriminalfilm “Jar City”, der om noget bruger den golde natur som en fantastisk kulisse. Filmen handler om den hårdkogte kriminalkommissær Erlendur Sveinsson, der er en midaldrende betjent af den gamle skole komplet med kæderygning, rodet privatliv og et meget uafhængigt sindelag. Han bliver sat til at efterforske et tilsyneladende ganske ligetil mord, som ved første øjekast ligner et indbrud, der er gået galt.

Det bliver dog hurtigt tydeligt, at der er noget andet og mere på spil, og snart falder Erlendur over et mystik billede af en grav, hvori en lille pige, der døde som fireårig, blev begravet for mange år siden. Som sagen optrævles falder der flere brikker på bordet, og Erlendur konfronteres med voldtægt, korruption og Islands mest forhærdede forbrydere. Samtidig følger vi en anden mand, der sørger over tabet af sin ganske unge datter, og hvis gøren og laden på en eller anden måde synes forbundet til forbrydelsen.

“Jar City” eller “Mýren”, som den hedder på originalsproget, er en filmatisering af Arnaldur Indridasons kriminalroman, der er udkommet herhjemme under navnet “Nordmosen”, og er den første i en serie om den sammenbidte kriminalkommissær. Bøgerne så vel som filmen er i den socialrealistiske genre, hvor krimiplottet primært er anledningen til, at Erlendur kan traske gennem Islands mere betændte sider. Handlingen er for så vidt også meget traditionel og adskiller sig ikke voldsomt fra, hvad man typisk kan støde på i diverse krimiserier.

Hvad, der hæver “Jar City”, er dens samfundstegning, og dens betagende billeder. At Island er en formidabel kulisse, har vi tidligere bl.a. set i Simon Stahos “Vildspor”, men hvor den films natur ofte var meget billedskøn, er der en anderledes trøstesløshed over instruktøren Baltasar Kormakurs afpillede landskab. Det Island, vi præsenteres for, er et ugæstfrit land, der producerer hårde mennesker. Samtidig dvæler Kormakurs kamera ved de kropslige processer, og vi overværer rådnende lig, utallige glas med diverse indvolde krydret med nærbilleder af voluminøse lokale kødretter. Ikke mindst synet af det kogte fårehoved, der er en islandsk specialitet, og som Erlendur køber ved en drive-in, vækker alle de forkerte associationer. Når han prikker øjet ud på dyret med fingrene og spiser det, mens han tålmodigt studerer sagsmappen, gør det et uudsletteligt indtryk.