De senere år har Hollywood kastet sig over remakes af gyserklassikere som “Halloween” og “Texas Chainsaw Massacre”, og filmen “Prom Night” er det seneste skud på en noget medtaget stamme. Så godt som intet af originalen er dog tilbage, og fred være med det. Desværre er filmen udstyret med tandløse og navnlig blodløse gys, mens handlingen tørner derudad af gysergenrens retlinede snor.
[image=29525]
Spol knap tre år frem, hvor Donna mirakuløst synes at være ovenpå trods den traumatiserende oplevelse. Som et andet high school-drama står det store afslutningsbal for døren. Tilsyneladende er det den største aften i enhver amerikansk teenagers liv. Desto mere katastrofalt – synes filmen at ville fortælle os – er det, at lige præcis på denne dag viser det sig, at Fenton er sluppet ud af fængslet, og hvad værre er, at han selvfølgelig dukker op til ballet, hvor han med kniv i hånd langsomt arbejder sig igennem Donnas gymnasiekammerater. Hvad betyder det, at vennerne dør som fluer, når blot håret sidder og tænderne skinner som perler?
[image=29526]
I stedet for at opgradere splattet fra originalen, som remakes og sequels gerne ynder, har folkene bag desuden valgt at nedtone mængden af blod og åbne sår. Selvom det er sympatisk, at filmen går uden om den ellers så populære trend med den bloddryppende torturporno, har man i takt med det nedtonede voldsorgie ikke formået at opjustere gyset på anden vis. Selvom klipningen er effektiv, glider handlingen frem efter en skematisk skabelon, så de store chok udebliver. Gys og spænding udhules samtidig af filmens tendens til at beskæftige sig lidt for meget med high school-intriger.
[image=29524]