[b]En anæmisk gyser[/b]

De senere år har Hollywood kastet sig over remakes af gyserklassikere som “Halloween” og “Texas Chainsaw Massacre”, og filmen “Prom Night” er det seneste skud på en noget medtaget stamme. Så godt som intet af originalen er dog tilbage, og fred være med det. Desværre er filmen udstyret med tandløse og navnlig blodløse gys, mens handlingen tørner derudad af gysergenrens retlinede snor.

“Prom Night” åbner på ægte gysermaner med en lille prolog, hvor gymnasiepigen Donna en tilfældig aften kommer hjem for at finde hele sin familie dræbt af en psykotisk morder. Morderen er dog ikke hvem som helst. Han er nemlig Donnas lærer, Richard Fenton, som selvfølgelig er blevet morderligt forelsket i den lille gymnasiegodte. Plottet leger her – som gysere gerne gør – med samfundets tabuer og i dette tilfælde gymnasiefantasier i et mere drabeligt lys. Selvom filmen ellers anstrenger sig for at fremtone anderledes fra mængden, og tematikken da også fremmanes mere indirekte, lader den moraliserende pegefinger sig ikke fornægte. Lærere og elever skal tage sig i agt for at lade deres forhold udvikle sig ud over skolens undervisning.

Spol knap tre år frem, hvor Donna mirakuløst synes at være ovenpå trods den traumatiserende oplevelse. Som et andet high school-drama står det store afslutningsbal for døren. Tilsyneladende er det den største aften i enhver amerikansk teenagers liv. Desto mere katastrofalt – synes filmen at ville fortælle os – er det, at lige præcis på denne dag viser det sig, at Fenton er sluppet ud af fængslet, og hvad værre er, at han selvfølgelig dukker op til ballet, hvor han med kniv i hånd langsomt arbejder sig igennem Donnas gymnasiekammerater. Hvad betyder det, at vennerne dør som fluer, når blot håret sidder og tænderne skinner som perler?

Filmens appel er øjensynlig primært rettet mod et kvindeligt teenagepublikum – hvilket kunne forklare yderligere, hvorfor filmen i perioder læner sig tungt op ad teenage-komedier med lesbiske gymnastiklærerinder og pudrede næser. Måske derfor forsøger filmen også at undgå flere af de typiske gysertemaer. Ganske vist er sex oppe at vende, men i det mindste slipper vi for det sædvanlige lighedstegn mellem sex og død, som ellers præger de fleste amerikanske gyserfilm. De traditionelle scener med topløse kvinder for garderhusarerne og andre teenagedrenge er udeladt, og er noget tamt blevet erstattet af følsomme mænd og pigefnidder.

I stedet for at opgradere splattet fra originalen, som remakes og sequels gerne ynder, har folkene bag desuden valgt at nedtone mængden af blod og åbne sår. Selvom det er sympatisk, at filmen går uden om den ellers så populære trend med den bloddryppende torturporno, har man i takt med det nedtonede voldsorgie ikke formået at opjustere gyset på anden vis. Selvom klipningen er effektiv, glider handlingen frem efter en skematisk skabelon, så de store chok udebliver. Gys og spænding udhules samtidig af filmens tendens til at beskæftige sig lidt for meget med high school-intriger.