[b]Kærlighed bygger bro(e)r[/b]

Kemi er en vidunderlig ting. Altså ikke den slags kemi man træt og modvilligt studerer i årevis i skolen, men kemien mellem dygtige skuespillere. Der er ikke megen nytænkning til skue i den romantiske komedie “Min brors kæreste”, som hyppigt gør brug af sin genres klicheer. Men det er svært ikke at komme i godt humør i selskab med fortællingens muntre og troværdige karakterer, der portrætteres af et veloplagt ensemble anført af Steve Carell og Juliette Binoche, der sammen udgør en uimodståelig duo.

Selvom hovedparten af skuespillerne aldrig har spillet over for hinanden før, tvivler man ikke på, at karaktererne har kendt hinanden i årevis. Plausible figurer, man rent faktisk kan relatere sig til, og som vitterligt føles som mennesker af kød og blod, er ved at blive en sjældenhed i romantiske komedier. Det føles ofte, som om der lægges større vægt på at få attraktive og/eller storbarmede teenageidoler på plakaten end på at suge publikum ind i fortællingerne og få seerne og karaktererne på bølgelængde. Modsat mange af sine nyproducerede artsfæller føles “Min brors kæreste” simpelthen [i]ægte[/i].

Det kommer dog ikke som den store overraskelse, eftersom det er Peter Hedges, der har medforfattet og instrueret seancen. Manden, som bl.a. skrev manuskripterne til “About a Boy” og “Hva’ så, Gilbert Grape?”, er ekspert i at opdigte dialoger, personer og situationer, der føles virkelighedstro. Derfor kommer det også som en stor skuffelse, når han en sjælden gang imellem tyer til kedelige klicheer både i form af genkendelige (og ofte for sentimentale) replikker, få utroværdige bifigurer og enkelte ekstreme tilfælde. Sidstnævnte får også filmens troværdighed til at krakelere en anelse, og tilhængere af genren vil for længst have forudset flere af de ‘overraskelser’, filmen forgæves forsøger at få os til at grine og måbe af.

Skuespillerne giver os til gengæld rigeligt incitament til at le. Ligesom han gjorde i den fortryllende “Little Miss Sunshine”, viser Steve Carell, at han sagtens kan håndtere mere seriøse roller. I sine komedier spiller Carell som regel lettere akavede individer, der sjældent prøver på at være sjove. Og Carells kendte, kejtede væremåde passer perfekt til hans rolle som familiefaren Dan, der er blevet så opslugt af sin avisklumme om læsernes kærlighedskvaler, at han har fortrængt, hvordan han selv skal agere over for det modsatte køn i den virkelige verden. Et tilfældigt møde med den smukke, varmhjertede Marie i en boghandel ændrer på hans indstilling, men desværre for Dan (som den danske titel antyder) viser hun sig at være enkemandens brors splinternye kæreste.

Marie spilles af Juliette Binoche, hvis kærlige, højlydte latter virkelig får én til at ærgre sig over, at hun ikke oftere får lov til at slå gækken løs i komedier. Både Binoche og Carell er bedst, når de optræder over for hinanden. Maries drilske fandenivoldskhed og Dans forsigtighed skaber en helt unik og dragende dynamik. Det er også forfriskende, at Dane Cook, der spiller Dans bror, ikke opfører sig som et usympatisk fjols, hvorfor trekantsdramaet ikke bliver fuldstændig betydningsløst. Alison Pill, Brittany Robertson og Marlene Lawston er også glimrende som Dans tre nuttede døtre. Bedst af alt er filmens slutning, der runder fortælling af på tilfredsstillende vis og samtidig lader døren stå åben for publikums egen fantasi. Hvor ofte oplever man det i disse dage?

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1.77:1 anamorphic widescreen-format. Ved første øjekast ser “Min brors kæreste” nogenlunde ud. Farverne er sædvanligvis troværdige (kun sjældent for mætte) og bløder aldrig, kontrasten er ganske solid, og snavs og pletter optræder aldrig. Men billedet er ofte en smule sløret, og det er kun nærbillederne, der virkelig fremstår skarpe. Derudover optræder der edge-enhancement i talrige scener og undertiden i et irriterende omfang.

[b]Audio[/b]

Udgivelsens engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er langtfra overvældende, men det plages ikke af nær så mange problemer som transferet. Baghøjtalerne mønstrer sjældent andet end forudsigelige panoreringer og åbenlyse atmosfærelyde, men ingen uønskede lydeffekter irriterer. Sporet har en solid bund, dialogen er tydelig, og musikkens subtile toner er også dejlig distinkte. Hverken støj eller overstyring figurerer. Det minimalistiske lyddesign passer ganske godt til filmen, og dette DD5.1-mix præsenterer det udmærket.

[b]Ekstramateriale[/b]

Når discen er lagt i afspilleren, begynder et trailershow med klip fra “Run Fatboy Run”, “27 bryllupper” og “Sex and the City: The Movie”. Instruktør Peter Hedges har indtalt et fint kommentarspor, og han har masser af anekdoter i ærmerne. Der bliver især talt om samarbejdet med skuespillerne, udviklingen af historien og brugen af især kamera og musik. Hvis man er interesseret i at høre en gennemgang af, hvordan det føles at skrue en film sammen som nybagt filmmager, bør man lytte til Hedges’ kommentarer. 20 minutters slettede scener er inkluderet, og Hedges har også indtalt kommentarer til disse. De præsenteres i god kvalitet, og flere af dem er faktisk ganske udmærkede og tilføjer ekstra lag til flere af karaktererne.

4 minutters delvist sjove fraklip medfølger også, og der er yderligere 2 minutter af slagsen gemt på dvd’en. Hvis man trykker ned på fjernebetjeningen, når man har markeret menupunktet “Audio Commentary”, får man adgang til disse. “Just Like Family: The Making of Dan in Real Life” (15 min.) giver et godt indtryk af, hvor meget skuespillerne og filmmagerne hyggede sig, mens de lavede filmen. Desværre er dokumentaren meget kort og gentager et par ting, som Hegdes konstaterer på sit kommentarspor. En interessant, 10 minutter lang dokumentar om norske Sondre Lerches dejlige og stemningsfulde musik til filmen befinder sig også på skiven.