[b]På lossepladsen[/b]

Hovmod står for fald i den danske komedie “Blå mænd”, hvor den succesfulde sælger Jesper Jensen, spillet af Thure Lindhardt, må betale regningen for sin dårlige opførsel. Han har ellers alt, hvad man kunne ønske sig: Et pænt hus, en smuk kæreste samt et godt job, hvor han er den evigt førende sælger, selvom det vist mest skyldes hans kreative tilgang til jobetik.

Rigtig lykkelig er han dog ikke, og efter en halvmislykket fest kommer han ud for en bilulykke i en brandert. Han vågner op med nogle gevaldige tømmermænd i form af en dom for spirituskørsel, en påtvunget orlov fra jobbet, en kæreste, der skrider, samt hvad der næsten er det værste af alt: Han idømmes samfundstjeneste hos den lokale genbrugsstation. Jesper er dog fast besluttet på at få ydmygelsen overstået så hurtigt og ubemærket som muligt, så han tager fortsat sit jakkesæt på hver morgen i håb om, at naboen og andre ikke bemærker, at det ikke ligefrem er sit sædvanlige arbejde, han kører til.

På genbrugsstationen møder han sine nye kollegaer: Den ligefremme og lesbiske Lotte, der konstant befinder sig i sin egen drømmeverden, hvor hun redder villige ungmøer på stribe, den tumpede Dion, som bruger det meste af tiden på at læse jumbobøger, samt ikke mindst den iltre chef Theodor, der slås med et kraftigt temperament samt truslen om, at genbrugsstationen muligvis skal lukkes. Jesper møder kollegaerne med slet skjult foragt og nedladenhed, men bliver hurtigt sat på plads af den håndfaste Theodor, og langsomt begynder Jesper at få øjnene op for kollegaernes sympatiske sider.

“Blå mænd” er en komedie af en slags, som vi ikke ser så mange eksemplarer af herhjemme. Det har været manuskriptforfatterparret Rasmus Heide og Mick Øgendahls erklærede hensigt at lave en type komediefilm, der er mere amerikansk i formen, og som til tider næsten nærmer sig det tegneserieagtige. Hovedrollerne har konstant det samme tøj på, og rollerne er ekstremt karikerede. Realisme har ikke været et mål, og selve historien er holdt på et minimum for i stedet at give plads til de sjove optrin og absurde hændelser. Humoren baserer sig ofte på typerne, og vi nikker lidt for genkendende til både den selvfede sælger samt den lumre kørelærer.

Alligevel virker store dele af filmen som noget, man har set før på de danske breddegrader – måske fordi Anders Thomas Jensen i tiltagende grad allerede har nærmet sig formen og bragte den til fald i den helt igennem rædselsfulde “Til døden os skiller”. I den film blev der udvekslet så mange slag personerne imellem, at den hurtigt blev ubehagelig at overvære. Det gør der også her, men i “Blå mænd” er vi så løsrevet fra virkeligheden, at effekten bliver komisk snarere end frastødende. Samtidig leges der med formen bl.a. i nogle sekvenser, hvor vi langsomt ser Jesper få styr på genbrugsstationen samt i Lottes fantasier, der bryder med fortællingen og leverer satiriske parodier på krigs- og superheltefilm. Det er ganske opfindsomt, men scenerne er i sig selv ikke særligt morsomme, og de bliver i stedet efterhånden et lidt trættende element i historien.