Følsomt men ikke fuldendtInstruktør Christian E. Christiansen har fat i den mørke ende af livets spektrum i sin seneste film “Dig og mig”, der handler om tre piger, hvis vidt forskellige liv bliver knyttet sammen af en kræftsygdom. Den slags store emner kræver meget af både instruktøren, manuskriptforfatteren og skuespillerne, men selv om alle parter gør et hæderligt og til tider vellykket forsøg, så skranter “Dig og mig” desværre et langt stykke hen ad vejen.
[image=24800]
I stil med Stephen Daldrys “The Hours” følger vi tre kvinder i hver deres liv via flashbacks. Men det, der virkede sublimt for “The Hours”, falder igennem og bliver forvirrende og usammenhængende i “Dig og mig”. Med de mange flashbacks er det meningen, man skal lære pigerne at kende, men på de små 85 minutter, filmen varer, er der slet ikke tid til at fornemme individernes dybde og forskellige facetter. Det hele bliver en meget ensporet og klichéagtig fortælling om elitesvømmeren Sara, der bliver presset af sin lidt for ambitiøse far, den sortklædte outsider Stephanie, som hverken kan finde ud af det med kæresten eller livet, samt den religiøse Mette, der føler sig isoleret fra sin familie og kærligheden.
Der er uden tvivl rigeligt stof at gå i dybden med – det sker bare ikke. Man sympatiserer med de tre piger, fordi de har problemer, som bliver forstærket af kræftsygdommen, men behandlingen af problemerne bliver en overfladisk skildring om, hvor svært livet er. Gennem hele filmen er der en tung sky af vemod og depression, der aldrig synes at forløses. Realistisk? Måske, men uden et eneste lyspunkt bliver det 85 lange og modløse minutter, hvor man kun i få minutter når helt under overfladen, hvor det gør ondt.
[image=24801]
De unge skuespillerinder Laura Christensen, Julie R. Ølgaard og Neel Rønholt er skam dygtige og giver bestemt ikke nogen dårlig præstation i “Dig og mig”. De skal nok blive til noget, og vi har set, at de kan i andre produktioner, men de virker for unge og uerfarne til netop disse roller – eller også har de ikke haft tid nok til at arbejde med rollerne. Manuskriptet er i hvert fald for tungt til, at de formår at bære vægten på deres spinkle skuldre. Desperationen er tydeligvis skuespil og kombineret med en sjusket sminke, hvor hvid mascara skal simulere effekten af kemoterapi, bliver man aldrig overbevist om, at det her er den rå, barske virkelighed – og i en film, hvor selve livet er på spil, skal publikum være 100 procent overbevist. Det er ikke nok at lade som om.
Værd at bemærke er brugen af den afdøde rapper Natasjas coverversion af 80’er-hittet “Dig og mig”, som hænger fast i øregangene længe efter både traileren og selve filmen. Hvorfor netop den sang er valgt til filmen ud over det bogstavelige sammenfald af titler, kan man studse lidt over, men den skal nok sørge for at hype filmen i sig selv.
[image=24802]
abzinthia 