Når børn får børnDe fleste har efterhånden stiftet bekendtskab med docu-soaps som “De unge mødre” og “Når børn får børn”. I en mere romantiseret version har den debuterende manuskriptforfatter Diablo Cody med den amerikanske filmindustri i ryggen og i samarbejde med instruktøren Jason Reitman skabt en veloplagt og behagesyg komedie med den veloplagte “Juno”.

Og selv om samme Cody ganske vist nappede en Oscar for årets bedste manuskript ved Hollywoods årlige lovprisning af sig selv, var det imidlertid filmens altoverskyggende og uovertrufne hovedrolleindehaver, Ellen Page, der løb med opmærksomheden i den forbindelse. Hun var selv nomineret for sin imponerende indsats i samme film, men måtte dog forlade festen tomhændet. En del tyder dog på, at vi nok skal få den unge skuespillerspire at se i selskab med en af de gyldne statuetter før eller siden, og hun har da også skiltet med sin ekvilibristiske kunnen i andre bemærkelsesværdige satsninger. Tag for eksempel bare den grumme “Hard Candy” eller den uforsonlige “Tracy Fragments”.

I “Juno” spiller hun den rapkæftede teenager Juno MacGuff, som af vanvare og ganske uplanlagt bliver gravid efter at have taget den ivrigt motionerende Paulie Bleekers mødom i en faldefærdig lænestol. En familieforøgelse synes ikke at være det oplagte valg for hverken hende eller ham, og i øvrigt er de hverken etablerede eller i forhold. Skræmt af abortklinikkens procedurer vælger den vordende mor dog at gennemføre den uventede graviditet og sætter sig i samråd med sin skøre familie og den opmærksomhedshungrende veninde Leah for at finde frem til de helt rigtige adoptivforældre til barnet.

Ud over skuespillet er særligt humoren et bærende element i “Juno”, og de mange velsmurte replikker falder som perler på en snor. Karakterernes samspil og de gældende omstændigheder er med til at skabe en række situationer, hvor det er svært ikke at trække på smilebåndet. Desværre bliver den opskrift også filmens største modstander, og midtvejs i akten – ikke den seksuelle – går gassen af ballonen. De rappe replikker er brugt op og historien fortalt. Resten er fyld og kransekagefigurer, som er taget med, så “Juno” kan udfylde de obligatoriske halvfems minutter. Der er stadig strejf af storhed, men ikke i samme grad, som de første tre kvarter kunne skilte med.

På banen kommer – ud over Junos indskrænkede, men kærlige far – også det barnløse par Mark og Vanessa, hvor særligt hun brændende ønsker sig et barn, og han kæmper med næb og kløer for at holde fast i den sidste bid af ungkarletilværelsen. Ikke overraskende finder Juno og Mark fælles interesser i musikken. Han er tidligere guitarist, mens hun blot drømmer om at spille musik. Men alt er ikke så nemt bag glansbilledefacaden, som det ser ud, og det knager i fugerne. Kan Juno trygt overdrage det kommende barn til de to overklasseløg? Og hvad skal der egentlig blive af hende og unge, usikre Bleeker?

“Juno” er trods udsving en fin fortælling om, hvor vigtige relationer til familie og venner er, især når det brænder allermest på. Nu er den gravide teenager aldrig for alvor presset i bund af sine konflikter, og handlingen skal også bare tages for, hvad den er. Alligevel må der gerne skeles til budskabet, for makkerparret Cody og Reitman har fat i den lange ende med en kompleks historie og mange bæredygtige pointer. Der er tre mænd i Junos liv – hendes far, hendes barns kommende adoptivfar Mark og så naturligvis hendes barns rigtige far Paulie Bleeker. Ingen af dem evner for alvor at bistå Juno med gode råd. Det gør til gengæld de mange hunkønner, som bevæger sig i filmens periferi.

Trods en til tider fræk klipning er “Juno” fortalt efter helt klassiske narrative forskrifter, og som tilskuere sættes vi til at følge Junos graviditet – med voksende mave til følge – hen over de fire årstider efterår, vinter, forår og sommer. Et kalenderår – knap og nap – skal tilbagelægges, og med tiden skal den unge MacGuff blive voksen på rekordtid. Ind i mellem virker det dog som om, det i virkeligheden er hende, der er den (eneste) voksne i nærværende film, hvor de fleste andre har svært ved at finde ud af deres respektive livsførelser. Ikke desto mindre er det Juno, som trækker det tunge læs – i bogstaveligste forstand.

VideoFilmen præsenteres i et skarpt anamorphic widescreen 1.85:1-format. Farverne er således stærke og varme, mens kontrasten holder sig stabil, og der er undervejs ikke nævneværdige eksempler på hverken udtværinger eller digitale forstyrrelser. Eneste anke er de tilfælde af edge-enhancement, som indfinder sig undervejs, men dog fortrinsvis falder i øjnene i filmens lysere scener.

AudioPå lydsiden forekommer det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-format, som ganske enkelt er blændende. Dialogen – som er det bærende element – er tydelig, og der er ikke antydningen af overstyringer. I tilgift bæres fortællingen frem af et lifligt og stemningsfuldt score, præget af akustiske guitarer. Atmosfæren er desuden godt sammentømret, og enkelte lydpanoreringer samt distinkte effektlyde er vellykkede.

Ekstramateriale”Juno” indledes med trailere for “Jumper”, “Be Kind Rewind” og “27 Dresses”, men det viser sig at være pynten på kransekagen, for ekstramaterialet er nemlig en fyldestgørende pakke med alsidige traktementer. Der er et udmærket kommentarspor med instruktør Jason Reitman og manuskriptforfatter Diablo Cody, men også de mange fraklip og gag reels formår at underholde. “Screen Tests” viser de medvirkende skuespillere under prøverne, mens fire forskellige featuretter går i kødet på henholdsvis de tre karakterer Juno, Leah og Bleeker, instruktøren, manuskriptforfatteren og endeligt hovedkarakterens tilblivelse. Alsidigt og godt.