[b]Enestående[/b]

Mens millioner af filmentusiaster verden over spændt ventede på at se, om “There Will Be Blood” eller “No Country For Old Men” ville vinde den eftertragtede Oscar for bedste film tidligere i år, indtraf et mindre mirakel. En lille bitte film, der blev skudt på godt og vel to uger med billige videokameraer, og som næsten udelukkende var blevet produceret med amatører foran og bag kameraet, vandt Oscar for bedste sang. “Once” (filmens titel) mødte ellers seriøs modstand i form af Disneys “Fortryllet”, der havde fået hele tre af sine storladne sange nomineret. Det var David mod Goliath, og Goliath havde kostet knap 600 gange så meget at finansiere. Sejren var en lunende solskinshistorie på niveau med selve filmens opkvikkende fortælling om kærlighed og musik.

Omsider har denne irske perle fået biografpremiere herhjemme, og ingen tilbedere af musikkens mangfoldige væsen må gå glip af den. Ligesom dens titel, “Once”, er filmen aldeles simpel. Nogle vil måske endda sige banal. Det er trods alt en forholdsvis traditionel fortælling om venskabet mellem en mand og en kvinde (deres respektive navne nævnes aldrig), der begge har døjet med slidsomme kærlighedskvaler, og som sammen via musikken, de dyrker, forsøger at opnå sindsro og trøst.

Her er ingen overrumplende twists. Ingen uforudsete dilemmaer. Ingen dramatiske temposkift. Og allerede et godt stykke tid før slutningen har man en forholdsvis klar idé om, hvordan hele seancen ender. Men man sidder sjældent og efterlyser monumentale overraskelser. Der er ingen grund til, at manuskriptforfatteren og instruktøren John Carney pludselig hiver en kanin op af sin hat, for hans fantastiske musical er så hjertevarm, ubeskriveligt charmerende og forfriskende oprigtig, at man opsluges totalt af filmens festlige, smittende stemning. Og hvis man tror, at turtelduerne øjeblikkeligt falder pladask for hinanden, har man overraskelser i vente. Carney dingler ofte drilsk med klicheer for næsen af publikum, før han kasserer dem og dermed håner vores forventninger.

Modsat mange andre musicals bærer “Once” aldrig præg af griske pengemænds indblanding. Musicalen, der næsten udelukkende gør brug af håndholdt kamera, føles undertiden som en dokumentar. Og den dokumenterer (og hylder) da også fornemt musikkens enestående evne til at skabe glæde, sorg, kærlighed og forsoning. Teksterne handler ikke om berømmelse, penge eller promiskuøs sex, men om langt mere ømtålelige emner som ensomhed og sjælefred. “Once” er derudover ikke en traditionel musical. Folk bryder ikke spontant ud i sang. I stedet er sangene fornemt integreret i historien, således at hver eneste velkomponerede nummer ikke blot fornøjer sjælen og øregangene, men også fører historien videre.

Historien drives ligeså meget af sangene som af karaktererne, og kun to af disse er virkelig betydningsfulde: de to førnævnte musikere. [i]Han[/i] spilles af Glen Hansard, der er en forholdsvis kendt musiker i Irland, hvor han er frontmand i bandet The Frames. [i]Hun[/i] spilles af tjekkiske Markéta Irglová, som blot var 17 år gammel under optagelserne. Ingen af de to havde spillet skuespil tidligere, hvilket til tider kan mærkes. Men parrets manglende erfaring gør dem også ofte mere overbevisende som almindelige mennesker i filmens realistiske univers. Og Hansard og Irglová, der selv forfattede sangenes tekster, har en fantastisk kemi, hvorfor det ikke overrasker, at duoen siden hen har indspillet og sunget musik i talløse lande. De kommer i øvrigt til Danmark i midten af november.