[b]På jagt efter sandheden[/b]

Sandheden er relativ, synes hovedbudskabet at være i den nye danske spændingsfilm “Kandidaten”, som har en veloplagt Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen som den unge forsvarsadvokat Jonas Bechmann, der vover sig ufrivilligt ud på dybt vand.

Kaas leverer en stærk og helstøbt præstation som ambitiøs advokat, der, plaget af sin fars mystiske død et år tidligere, ender på et hotelværelse sammen med en pige, han lige har mødt. Da han vågner nøgen i en hotelseng næste morgen, husker han intet fra aftenen i forvejen, og ude på badeværelset ligger den unge kvinde død med kvælningsmærker om halsen. Panikken sætter ind, og Jonas forsøger at slette sine spor, inden han flygter – på jagt efter sandheden, der tydeligvis er en flygtig størrelse, selv inden for retsvæsenet. Intet er, hvad det synes at være.

I åbningsscenen ser vi Kaas løbe en tur i skoven og tankerne ledes straks hen på åbningscenen fra “Ondskabens øjne”. Den dystre stemning og den umættede farvepalet lader os ikke i tvivl om, at vi er i spændingsgenren, og det tydelige nik til den amerikanske tradition inden for genren går heller ikke tabt senere i filmen. Barfoed er klart inspireret af Hollywood-thrilleren, og det lader til, at en af hans absolutte favoritter er “The Bourne Identity”.

Billedmæssigt, plotmæssigt og karaktermæssigt har Barfoed uden tvivl lært noget af at studere mestertrilogien, for han har forstået at instruere Nikolaj Lie Kaas, så han næsten bliver en dansk udgave af Matt Damon. Men man kan også finde subtile henvisninger til Tom Tykwers indiebrag “Lola rennt”, som holder filmen inden for den europæiske filmtradition.

I rollen som Jonas’ kæreste Camilla ser vi den smukke men forholdsvis anonyme Tuva Novotny. Det er tydeligt, at parforholdet knager, men man når aldrig at engagere sig helhjertet i krisen, for der sker for meget andet i filmen, som tager opmærksomheden fra de personlige relationer. I de øvrige roller ses David Dencik som den usympatiske ven, der opfordrer til utroskab, mens Laura Christensen gør sig bemærket som sød og fristende femme fatale. Sværvægterne Ulf Pilgaard, Henning Jensen og Kim Bodnia leverer som sædvanligt en flot præstation, men det er Kaas, der bærer filmen.

Barfoed har også ramt plet med sit valg af filmfotograf. Manuel Alberto Claro, der tidligere har stået bag kameraet på visuelle perler som “Allegro”, “Reconstruction” og “Silkevejen”, leger med spejlinger og skygger, altsammen i en grovkornet og rå stil, som understøtter den dystre og til tider desperate stemning, der er fremherskende i filmen. Især de mange skud gennem regnvåde bilruder og scenerne i granskoven er værd at holde øje med.