Indadvendt navlepilleriBehovet for en mere indgående viden omkring dansk films enfant terrible Lars von Triers spæde filmskoleår kan ganske vist diskuteres, men ikke desto mindre har Jacob Thuesens “De unge år” skrevet om og af netop benævnte instruktør trods alt visse værdier og underholder i glimt. Grundlæggende er filmen dog et introvert og navlebeskuende projekt, som formentligt først og fremmest lefler for fans af den danske filminstruktør og i mindre grad dansk film.

I hovedrollen ses den evigt filosoferende Erik Nietzsche spillet af unge Jonathan Spang, og det er ham, vi følger fra indlemmelsen på Den Danske Filmskole og frem til produktionen af afgangsfilmen flere år senere. Det kan næppe anfægtes, at Nietzsche er Triers alter ego, og mange af oplevelserne under opholdet på skolen har også tunge fællesnævnere med den fobiramte instruktørs ditto undervisningsår. Dog stiller denne anmelder spørgsmålstegn ved fremstillingen af Trier som førsteelsker. Men tvivlen bør som bekendt komme den anklagede til gode.

Der er tydelige referencer og kærlige kindheste til en lang række af filmbranchens store og mindre store starutter, fagfolk og notabiliteter, og for eksempel er det svært ikke at trække på smilebåndet af Thuesens fremstilling af Nils Malmros’ berømmede papegøje-teknik, hvor instruktøren gentager en replik og får skuespilleren til at efterligne den. Et væld af de filminstruktører, manuskriptforfattere og klippere samt undervisere, som har haft daglig gang på skolen, står for skud. Og af samme grund bliver det et underholdende, men også lige lovligt internt sammensurium af kommentarer til en i forvejen rygklappende og indspist filmbranche. Heldigvis er distancen formedelst ironisk, og det redder “De unge år” på stregen, at der er plads til latterliggørelse.

Humoren er ofte velsleben og bibeholder et galgenhumoristisk og selvudslettende niveau, hvor de fleste anekdoter skal tages med et gran salt. Der er som bekendt ikke røg uden ild, og det gælder Dejan Cukic i rollen som manuskriptforfatter og underviser Mogens Rukov, som i filmen – ligesom mundtlige overleveringer kan berette det i virkelighedens verden – får antændt sin forholdsvist velplejede hårmanke under en undervisningsgang. Den henvisning hører til de mere kærlige, mens skolens daværende rektor Henning Camre derimod fremstilles som seksuelt hungrende, og angiveligt skulle det være eneste årsag til, at unge Nietzsche ved et tilfælde blev optaget på skolen, da ansøgningerne på rektors bord bliver blandet sammen under en hyrdetime med en studerende.

Trods modstand fortsætter den unge og vordende filmspire sin gang på skolen, indgår i forskellige kollaborationer med skolens øvrige elever, om end organisation og struktur i skikkelse af ledende figurer ikke er blege for at revse og spænde ben for eventuelle projekter fra Nietzsches hånd. “De unge år”, hvor Lars von Trier ikke overraskende har skrevet manuskriptet under pseudonymet Erik Nietzsche, er tilsyneladende instruktørens modspil over for det fordømmende jantelovs-Danmark, som ikke har holdt sig tilbage med at kritisere den danske instruktørs meritter igennem årene. Du skal som bekendt helst ikke tro, du er noget og i hvert fald ikke skilte dermed.

“De unge år” er et tohovedet monster, hvor fascinationen af og væmmelsen ved filmbranchen går hånd i hånd. Tydelig er foragten for modgangen og glæden ved medgangen under årene på filmskolen, som vist var en blandet landhandel. For hvad stiller en skole op med en elev, som konstant vil gå sine egne veje og hele tiden lægger sig ud med systemet, underforstået den virile rektor? Svaret blæser i vinden sammen med de blade, som Nietzsche langt hellere vil lave film om. Og spørgsmålet, der med rette stilles, er også, om filmskolen overhovedet er det rette sted.

Jacob Thuesen har skabt en humoristisk komedie, som læner sig op af tyndbenet, men underholdende falden på halen komik. Thuesen kender sine lus på klippegangene på Holmen og har klippet film for både Jørgen Leth og Lars von Trier. Dog er det ikke til at komme uden om, at skuespillet – borset fra Spang – ikke imponerer. Handlingen er ufokuseret og savner en klarere defineret rød tråd. Filmen har tilsyneladende været sjov at lave for de involverede parter. For os andre tilbyder den imidlertid et kig inden for murene, og deri ligger en lille attraktion.

VideoSelv om coveret her lover et anamorphic widescreen 2.35:1-format, er der imidlertid “kun” tale om et 1.85:1-format, som ikke desto mindre er skarpt og gør sig ganske godt. Enkelte tilfælde af edge-enhancement fornægter sig dog ikke, selv om det er i begrænset omfang, men digitale forstyrrelser samt udtværinger er der til gengæld ingen af. Endeligt er både kontrast og farvetemperatur indbydende og stabile, og alt i alt er det her et ganske glimrende transfer, vi præsenteres for.

Audio”De unge år” leveres auditivt i de to dansksprogede Dolby Digital 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor, som fungerer efter udmærkede forskrifter. Således er dialogen grundlæggende tydelig og overdøves aldrig af filmens underlægningsmusik. Endvidere er atmosfæren detaljerig, ligesom effektlyde er distinkte og gør godt brug af højtalersystemets muligheder. Eneste anke er en forholdsvis lang scene, hvor lyden ganske enkelt er ude af sync.

EkstramaterialeDet ekstra tilbehør til “De unge år” er relativt unikt og byder ud over en trailer for filmen på tre af Lars von Triers allertidligste kortfilmsproduktioner, “Turen til Squachland – En superpølsefilm”, “Hvorfor flygte fra det du ved du ikke kan flygte fra” og “En blomst”. I en mere traditionel forlængelse ligger “Lars von Trier – De unge år”, hvor instruktør Jacob Thuesen sammen med Trier diskuterer filmskoleårene samt filmens tilblivelse og “Bag om De unge år”, hvor samme Thuesen denne gang i selskab med hovedrolleindehaver Jonathan Spang diskuterer produktionen af filmen.