Højtflyvende poesiDa den afghanske romanforfatter Khaled Hosseni for få år siden lancerede bestselleren “Drageløberen”, var han samtidig med til at lukke op for sit ellers lukkede hjemland. I hvert fald fik verdenssamfundet øjnene op for bogen, heriblandt den amerikanske filminstruktør Marc Forster, og han så hurtigt et gangbart grundlag for den i øvrigt vellykkede filmatisering, der nu foreligger.

Som rammefortælling er “Drageløberen” en almengyldig, men umiddelbart også traditionel historie, som for hovedkarakteren Amir Jan har sit udspring i Californien anno 2000. Amir er forfatter og særdeles tæt på at udgive sin debutroman. Et telefonopkald sender dog hurtigt den vordende kunstner tilbage til barndommens land i Afghanistan, lang tid før Taleban var internationalt berygtet, og lang tid før sovjetrusserne invaderede landet med vidtrækkende konsekvenser. Trods et umiddelbart sprog og vanlige rammer har “Drageløberen” imidlertid mere at byde på, og undervejs lægger et par eklatante overraskelser og drejninger i fortællingen kimen til et flerdimensionalt og fængslende drama.

I baggrunden huserer et historisk perspektiv, som beretter og indkapsler landets brutale historie, hvor besidderiske nationer på skift har invaderet og regeret et land plaget af fattigdom samt religiøse og politiske uoverensstemmelser. Forsters sjette spillefilm har derfor også sine barske og nådesløse passager, hvor der gives – fornemmes det – et sjældent indblik i en kultur, der for de fleste vesterlændinge måtte synes både usympatisk og barbarisk. Men det er samtidig billedet af en kultur, hvor de faktiske forhold har tegnet en anden livscyklus, hvor højdepunkterne for eksempel nydes i den lokale biograf i selskab med Charlton Hestons seneste bedrifter, mens racisme blandt befolkningen derimod udfylder et styrtdykkende lavpunkt.

Alligevel er “Drageløberen” en poetisk og smuk film, fyldt med frihed og håb. Dog allermest det sidste. De lokale børn i barndommens Kabul anno 1978 finder fælles fodslag i de fascinerende dragekonkurrencer, hvor det gælder om at “skære” hinandens drager ned og derefter løbe dem op – deraf filmens titel. I familiens tjenersøn Hassan finder Amir et værdifuldt venskab, og der er ikke det mindste i verden, Hassan ikke vil gøre for sin arbejdsgivers søn. En overbevisende sejr på dragernes gebet afsluttes imidlertid på grummeste vis og får på sigt så katastrofale følger, at Amir og Hassan sidenhen mister kontakten. Men over tyve år senere og på et helt andet kontinent tyder noget på, at de to knægtes livshistorier atter kan genoptages.

Nøglekarakteren Amir Jan profilerer sig som forfatter og erhverver sig som brugtforhandler, og en del antyder, at det er forfatteren Khaled Hosseinis alter ego, vi her har med at gøre. Det giver filmen et herligt realismepræg og en sjældent set følelse af ægthed. “Drageløberen” er en film med noget på hjerte, og om end enkelte strejf måske virker lige lovligt propagandistiske, så er fortællingen i store dele så tilpas underspillet, at det er svært ikke at lade sig medrive, ryste, men også fascinere.

“Drageløberen” er nemlig en gribende film om venskaber, brudte løfter og sammenhold. Det er en film om, at blod er stærkere end vand, og så er det historien om at vende tilbage til udgangspunktet så mange år senere, at alt er forandret. Amir Jan må også se bristede illusioner i øjnene, da han nødtvungent tager rejsen tilbage til Afghanistan og til de bekendtskaber, han har ladt bag sig mange år forinden. Sin udvendige ramme til trods har Forsters seneste film et islæt af dannelsesrejse, selv om det her ikke handler så meget om rejsen fra barn til voksen, som det handler om rejsen mellem to væsensforskellige kulturer.

Og nu vi er ved instruktøren, så formår forholdsvist unge Marc Forster igen at imponere. Trods flere bemærkelsesværdige meritter, fornyer instruktøren igen sig selv og har her været hjernen bag en film, der qua sit univers let kunnet have landet mellem to stole. Men Forster er ikke til falds for den amerikanske mainstream som sådan og har her kreeret en tiltrækkende og anderledes fortælling med store vingesus. Der er højt at flyve for de drager, drengene undervejs sætter op, og der er lige så dybt at falde. Sidstnævnte gælder imidlertid ikke nærværende film, som har meget på spil, men rammer lige præcis dér, hvor det gør allermest ondt.

Video”Drageløberen” præsenteres i et veloplagt og skarpt udseende anamorphic widescreen 2.35:1-format, som er næste uden skrammer. Billedet tager sig generelt rigtig flot ud og skæmmes kun i meget lille grad af edge-enhancement. Der er desuden ikke eksempler på udtværinger eller digitale forstyrrelser, mens også kontrast og farvetemperatur forholder sig stabile og indbydende.

AudioDet første, der bemærkes ved de to fortrinsvist engelsk- og afghansksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS 5.1-lydspor, er det stemningsfulde score, som flyder godt ud og gør fin brug af højtaleranlæggets muligheder. Det overdøver aldrig en tydelig dialog og den detaljerede atmosfære. Der er flere distinkte lydeffekter, og så er der sågar blevet plads til enkelte, velartikulerede effekter.

EkstramaterialeUdgivelsen rummer ud over trailere for “Flammen & Citronen”, “In the Valley of Eilah”, “Lust, Caution” og “My Blueberry Nights” to mindre dokumentarer, som hver især tegner deres billeder af filmens tilblivelse. “Images from The Kite Runner” definerer forholdene omkring selve produktionen af filmen, mens “Words from The Kite Runner” derimod stikker snuden i Khaled Hosseinis mageløse bogforlæg. Derudover udgør et udmærket kommentarspor med Khaled Hosseini, instruktøren Marc Forster og manuskriptforfatteren David Benioff samt et politisk statement fra netop forfatteren Hosseini det ud for de sølle rester. Det er som om, noget mangler.