Rutinepræget metervareDa Sylvester Stallone for få år siden bekendtgjorde, at han agtede at portrættere den fiktive nævnefægter Rocky Balboa igen, var der mange, der forventede et desperat og udueligt forsøg på at genoplive en falmende karriere. Men den sjette spillefilm om den aldrende bokser viste sig at være et sobert drama om ærbødighed og alderdom, og Stallones præstation i hovedrollen var forbavsende nuanceret. Så da manden, fans ynder at kalde Sly, offentliggjorde, at han atter ville spille sit andet kendte alter ego fra Reagan-æraen, krigsveteranen John Rambo, var der formentlig færre, der rullede med øjnene. Men det værste, man kan sige om den jævne “Rambo”, er desværre, at den aldrig retfærdiggør sin eksistens.

Hvor “Rocky Balboa” var drevet af Stallones admirable iver efter at bevise, at man på trods af høj alder og skeletter i skabet sagtens kan konfrontere fremtiden med værdighed og mod, føles “Rambo” besynderligt intetsigende. Stallones åbenlyse evolution som historiefortæller gør John Rambos ikke-eksisterende motivation i “Rambo” ubegribelig. Soldaten er blot det, han har været siden sagaens første fortsættelse: En endimensional superhelt, der koldt konstaterer [i]”Fuck verdenen”[/i], før han pludselig indser, at det er hans skæbne at være koldblodig dræber, hvorefter han drager af sted for at redde en gruppe redningsarbejdere, han knap nok kender eller kan lide.

Hverken Rambos fortid eller alder bliver nogensinde en vigtig faktor i en film, der synes at være tilfreds med at være et sammenkog af “Rambo: First Blood Part II” og “Rambo III” – selvom sidstnævnte i det mindste havde en reflekterende Rambo i førersædet, der grublede over, hvorvidt han stadigvæk burde myrde. Den slags overvejelser finder man ikke i “Rambo”. Stallones primære (og dubiøse) motivation til at forfatte og instruere “Rambo” synes at have været at bevise, at han stadigvæk ene og alene kan nedlægge en hel armé.

Men den aldrende herres intimiderende fysik er efterhånden svær at tage alvorlig. Det samme kan siges om filmen, der er så overgearet, at Rambos permanente surmule ender med at stå i skærende kontrast til de gevaldige smil, de vanvittige actionsekvenser immervæk fremkalder blandt publikum. Utallige antal anonyme slyngler og uskyldige civile rives fra hinanden som vådt papir. Ben, arme og hoveder flyver vildt omkring, og alt fra dolke, sten og pile, til bomber, miner og rifler tages i brug under de jævnlige, altoverdøvende voldsorgier. Mådeholdenhed eksisterer åbenbart ikke i Stallones ordforråd, og lidt selvironi efterlyses.

Men samtidig er filmen også forfriskende brutal i modsætning til de fleste nyere, mere strømlinede actionfilm. For mange vil “Rambo” nok være et nostalgisk minde om dengang, genren var mere opsat på at underholde end at sælge merchandise. Og underholdende er “Rambo” også. Stallone er trods alt veloplagt og karismatisk som altid, og filmen er enormt flot. Alt fra de mange imponerende skud af de frodige, asiatiske jungler til de hidsige skudopgør er veliscenesatte. Brian Tylers score er ikke særlig originalt, men han benytter sig af Jerry Goldsmiths musik fra de gamle film på de rette tidspunkter, hvorfor fans sandsynligvis ofte vil mærke nakkehårene vibrere. Og den detaljerede, slagkraftige lydside giver mellemgulvet en herlig rystetur.

Ensemblet er heller ikke værst. Matthew Marsden er udmærket som en ideologisk lejesoldat, der assisterer Rambo, mens resten af krigerne ligeledes portrætteres af hæderlige aktører. Julie Benz giver derudover Stallone tiltrængt, robust modspil som en determineret redningsarbejder, der prøver at appellere til Rambos menneskelige side. Men først og fremmest må man beundre Stallones beslutning om at bruge konfliktplagede Burma som filmens centrale location. Den frygtelige borgerkrig i landet har indtil nu ikke fanget mange filmmageres interesse, men den måde, “Rambo” portrætterer volden i regionen på, tydeliggør virkelig krisens omfang.

Men det er vitterligt en skam, at Stallone ikke har lavet en mere nøgtern og følelsesladet seance i stil med “Rocky Balboa” eller “Rambo”-seriens første og uomtvisteligt bedste del. På de blot 77 minutter, der går fra filmens introsekvens til rulleteksternes begyndelse, skænkes vi tilstrækkelig incitament i form af hæderlig action, flot æstetik og sympatiske (om end overfladiske) figurer til at forblive engagerede. Men det er svært ikke at føle, at “Rambo” kunne have været meget, meget bedre. Forhåbentlig ser Stallone lyset, inden optagelserne til den kommende femte film går i gang.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. Kun yderst få slørede skud og få tilfælde af udtværing på mørke, ensartede baggrunde plager dvd’ens transfer. Hverken snavs eller glorier optræder, og billedet er sædvanligvis knivskarpt. Kontrasten er også solid, og alt fra nattescenernes blålige skær til junglernes grønne nuancer gengives fornemt. Det bør i øvrigt pointeres, at skiftet mellem skivens to lag indtræffer på et mærkværdigt tidspunkt hen mod slutningen, og at det fik et par af undertegnedes afspillere til at springe nogle sekunder frem.

AudioBåde et DTS 5.1-lydspor og et Dolby Digital 5.1-mix medfølger, og førstnævnte er marginalt bedre grundet et bredere dynamikområde. Lydsiden er (ikke overraskende) enormt aggressiv. Samtlige højtalere disker op med lyde af flyvende projektiler, junglelyde og andre både subtile og markante lydeffekter. Panoreringerne fungerer efter hensigten, og LFE-kanalen giver skud og eksplosioner ekstra auditiv punch. Hver eneste replik, lydeffekt og musikindslag leveres med en exceptionel klarhed.

EkstramaterialeDiscen indeholder et trailershow med klip fra “Death Sentence”, “Dragon Squad”, “Resurrecting the Champ” og “Trade”. Derudover er der intet ekstramateriale, hvilket er højst mærkværdigt, når nu udenlandske udgivelser af filmen er proppet med kommentarspor, dokumentarer og slettede scener.