Girl-powerKan du forestille dig Bridget Jones’ søde kæreste, voldtægtsmanden fra “Dogville”, James Bond, Karen Blixen, og den gode heks fra Harry Potter synge sammen for fulde lungers kraft midt i det græske øhav? Nej vel, men det er altså, hvad deres mere virkelighedsnære skikkelser Pierce Brosnan, Meryl Streep, Colin Firth, Stellan Skarsgård og Julie Walters foretager sig i sommerens filmatiserede scene-musical “Mamma Mia!”

Den unge, lyshårede Sophie, der er bosat på den græske ø Kalokairi, skal giftes med den solbrune surferdreng Sky, men inden da vil hun da gerne også finde ud af, hvem hendes far er, så der er nogen til at give hende væk ved alteret. Sophies mor Donna ejer et faldefærdigt, men dog charmerende hotel på øen og har så travlt med arbejdet som hotelbestyrer, at hun ikke opdager, at Sophie har taget hendes ungdomsdagbog og inviteret samtlige gamle flammer, der kronologisk set kunne være hendes far, med til brylluppet.

Det er over 20 år siden, Björn Ulvaeus, Benny Andersson, Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstad sidst musikalsk ytrede sig som pop-gruppen ABBA. Med enorme salgstal kun overgået af prominente navne som The Beatles, Sinatra, Elvis og Michael Jackson og med broadway-succes-musicalen “Mamma Mia!” i baghånden er spillefilmen vel uundgåelig. Naturligt nok er det Phyllida Lloyd – den samme kvindelige teaterinstruktør bag hit-musicalen – der får lov at følge historien om Sophie og Donna ned ad film-altergangen med tidløs svensk pop-genialitet i orgelpiberne.

“Mamma Mia!” er en selvudråbt såkaldt [i]feel-good[/i]-film og ja, med en banal og ukompliceret historie, farverige billeder med græsk ø-paradis som kulisse krydret med fjerlet drama, så er det naturligvis svært at føle sig dårligt tilpas og dvæle ved den kosmiske meningsløshed. Når skuespilkunstens gudinde Meryl Streep synger disco evergreens som “Mamma Mia”, “Super Trouper” og “Money, Money, Money”, vil biografsæderne med sikkerhed rokke frem og tilbage, selv om enkelte sange opstår forholdsvis umotiverede. Det bliver straks værre, når hit-materialet ophører, og den overdrevne humor tager over.

Selv om musical-genren automatisk får sit publikum til at strække sig en hel del, hvad gælder realisme og fremdrift, er det bare for meget at se henholdsvis Sophies og Donnas venindetrioer fnise, grine og fyre indforståede hilse-remser af i et sådan niveau, at man begynder at mærke de usynlige udslæt pigelus, man ellers troede forsvandt i 7. klasse. Man kunne måske tro, at en kvindelig instruktør ville undgå at portrættere sit eget køn så østrogenfyldt, men sjovt nok opstår den mere underspillede og velfungerende humor mellem mændene Brosnan, Firth og Skarsgård. Girl-poweren bliver dog brugt positivt, når hele øens kvindebestanddel valfarter til en lang badebro for at bevæge sig til “Dancing Queen” med hurtig og sjov koreografi.