Et mere dystert NarniaOpfølgeren til den første film om eventyrlandet Narnia er på stort set alle punkter sin forgænger overlegen. Der synes mere på spil i eventyret, action-sekvenserne er mere opfindsomme, humoren og alvoren træder klarere frem, og så er børneskuespillerne kun blevet bedre, som de er blevet ældre. Filmen henvender sig stadig til børn, men der slås en mørkere tone an, der formodentlig vil tiltale den del af publikum, der fandt den første film for blødsøden.

Der bruges ikke lang tid på at få transporteret søskendekvartetten Peter, Susan, Edmund og Lucy tilbage til Narnia, men glæden over at være tilbage fordufter snart, som det bliver klart, at ikke alt er ved det gamle i Narnia. Det store slot Cair Paravel ligger i ruiner og en ny race har gjort sit indtog i landet. Det er mennesker, der kalder sig for Telmarinere, og de har så godt som fordrevet Narnias magiske væsner fra landet. I Telmarinernes egne rækker er der dog også problemer, som den regerende fyrste Miraz forsøger at gøre det af med den retmæssige arving Prins Caspian. Den unge prins vælger at danne fælles front med Pevensie-børnene og de mange magiske racer og sammen forsøge at vælte den onde Miraz af tronen.

Selvom Prins Caspians historie indleder filmen, er det endnu engang de fire britiske børn, der er centrum for handlingen. Derfor er det også glædeligt at kunne konstatere, at de fire unge skuespillere kun er blevet bedre med tiden, særligt timingen i deres replikker virker mere naturlig, hvilket gør især filmens humor mindre forceret. Som det var tilfældet i “Løven, heksen og garderobeskabet” er Georgie Henley igen den bedste af firkløveret som lillesøsteren Lucy, måske fordi det er den rolle, der lettest forvalter glæden ved at være i et land som Narnia. Kun William Moseley synes ikke helt at magte rollen som Peter, hvis alvorstunge replikker falder til jorden i konfrontationerne med Prins Caspian om, hvem der skal bestemme over Narnias tropper.

Ben Barnes derimod er fortræffelig i titelrollen, og resten af persongalleriet er ligeså farverigt som sidst. Selvom en karakter som faunen Mr. Tumnus savnes, opvejes dette af nye bekendtskaber og følgesvende som gnavpotten Trumpkin, spillet af en surmulende og herligt sarkastisk Peter Dinklage. Universets nye stjerne er dog uden tvivl riddermusen Reepicheep med stemme af Eddie Izzard. Inspirationen fra den bestøvlede kat er til at tage og føle på, men på ægte “Shrek”-maner anerkendes slægtskabet også på morsom vis.

Universets overordnede udseende er også blevet forbedret. De storslåede landskabsbilleder føles mere ægte, og den kunstighed, som nogle af lokationerne led af i den første film, er forsvundet. Harry Gregson-Williams’ musik fungerer endnu engang formidabelt særligt i opbygningen af et natligt snigangreb. En sang i slutningen af filmen føles dog temmelig malplaceret, selvom den nok skal sikre filmen en nominering for bedste sang, når det engang bliver Oscar-tid. Som humoren er blevet mere fremtrædende, er alvoren det også. Den store tilstedeværelse af de militaristiske Telmarinere giver universet et positivt skud realisme, og det føles som om, der er langt mere på spil for landet Narnia og dets indbyggere end tidligere. Fyrsten Miraz kan til at begynde med ikke helt måle sig med den hvide heks i ondskab, men som det også var tilfældet med Tilda Swintons flotte præstation, formår Sergio Castellitto at fremstille filmens skurk, så man både frygter ham, men også overraskes over karakterens menneskelige svagheder.