Når grønt ser rødtFantasibarnet The Hulk født i starten af 60’erne af Marvel Comics-legenden Sten Lee trådte først ud af tegneseriehæfterne og ind på tv-skærmen i 70’erne. Efter en populær tv-serie skulle det grønne monster først vise sig igen over 10 år senere, men denne gang på biograflærredet og præsenteret af den prisbelønnede taiwaneser Ang Lee. I dag, 5 år efter Ang Lees økonomiske dødssejler, er Hulk tilbage og parat til at spille med musklerne nok engang.

Bruce Banner, alias Hulk (med en puls over 200 vel og mærke), er denne gang flygtet til Brasilien for at meditere og få kontrol over sin vejrtrækning og dermed også sit aggressive alter ego. Banners kursus i selvbeherskelse bliver dog hurtigt afbrudt, da han viser for stor uforsigtighed på tapperiet, hvor han arbejder, og snart indhenter fortiden samt et dusin soldater ham, hvorfor han er nødsaget til at rejse hjem til USA, hvor det hele startede. Efter at have mødt sin gamle kæreste Betty Ross står Banner og Hulk nu over for svigerfar Thaddeus Ross alias general Thunderbolt samt hans nyeste diabolske kreation.

Edward Norton, der vist ikke behøver nogen nærmere introduktion, spiller i “The Incredible Hulk” den frustrerede forsker, der tilfældigvis er blevet sprøjtet med en masse gamma-stråler og nå ja… bliver grøn, når han bliver for rasende. I det tegneserieinspirerede miljø, som instruktør Louis Leterrier har skabt, er spørgsmålet selvfølgelig, hvor nuanceret en sådan person kan spilles, men Norton gør i hvert fald, hvad gøres kan inden for rammerne. På samme måde spiller Liv Tyler den smukke, men også evigt lidende kæreste med en konstant tåre hængende i øjenkrogen parat til at trille, når den onde far, general Thunderbolt, behandler Banner uden for normal kutyme for en svigersøn – jævnfør soldater, maskingevær, tanks, missiler og den slags. Det hele er med andre ord noget sort og hvidt, men hvad gør det, når man nu engang er vidne til en superheltefilm?

Historien starter sådan set fint ud i Brasilien, og man følger flygtningen Bruces rejse fra by til by i håb om et slagsmål rundt om næste hjørne. Og slagsmål er der rigeligt af i denne film. Af en eller anden grund er det bare fascinerende at se Hulk skrælle biler for at bruge dem som skjold eller kasteskyts for derefter at smække til soldater, der flyver hurtigere væk end øjet kan følge. Her skal dem, der gav Ang Lees “The Hulk” fra 2003 en blandet modtagelse, nok finde sikkert fodfæste og opleve ting, de savnede fra tegneserierne.

Men i mellem smadrede bygninger og vertikalt flammehav kan filmen også godt være usammenhængende. F.eks. har Betty faktisk en ny kæreste, når Bruce dukker op, men han driver blot let og uforklarligt ud af historien, og hvorfor er det egentlig, den krigsliderlige general er så ligeglad med sin egen datter? Og hvorfor arbejder Bruce på et tapperi, når hans eneste frygt og mulighed for at blive fanget er hans blod i andres hænder… eller mund?