Smil til kameraetI David Lynchs “Lost Highway” bliver hovedpersonen spurgt, hvorfor han ikke har et kamera. Til det svarer han, at han [i]”foretrækker at huske begivenhederne, som han husker dem. Ikke nødvendigvis som de skete”[/i]. Det modsatte gør sig gældende for den 16-årige Molly i filmen “MollyCam”. Hun vil helst have alt optaget, eftersom hun mener, at det ellers lige så godt ikke kunne være sket.

Det bliver et meget nærværende problem i filmen, da hun – måske – udsættes for voldtægt, men på trods af sine enorme mængder af videooptagelser har hun lige netop ikke en optagelse af den hændelse. Hidtil har hun ellers filmet på livet løs bl.a. samtalerne med kæresten Sako og deres fælles sexliv. Da hun har lyst til at være sammen med flere mænd, arrangerer de to sammen med vennen Pæl en iscenesat seance, hvori de lader som om, det er en tilfældig casting til en pornofilm.

Noget går dog øjensynligt galt, for kort efter kontakter Molly politiet og anmelder en voldtægt. Den midaldrende politibetjent Jens finder dog snart ud af, at hun selv er i tvivl om, hvorvidt det egentlig er en voldtægt, der er foregået, eller ej. Bekymret for de konsekvenser oplevelsen kan have for hende, hvis gerningsmændene ikke bliver fældet, begynder han minutiøst at se hendes optagelser igennem. Snart bliver han mere og mere trukket ind i en ond cirkel, hvori han splittes mellem sit ønske om at hjælpe Molly og sit tiltagende begær efter hende.

Filmen er baseret på teaterstykket “Dom over skrig” af Christian Lollike, som kom i medierne, da det daværende medlem fra Dansk Folkeparti Louise Frevert ville have standset forestillingen og frataget det eksperimentale Teater Katapult dets økonomiske støtte, eftersom hun mente, at stykket anlagde en humoristisk tolkning af voldtægtsemnet. I stedet blev forestillingen teatrets hidtil største tilløbsstykke, og nu har succesen altså også ført til en filmatisering. Filmens behandling af den mulige voldtægt er der da heller ikke just megen morskab over.

Fortællingen i “MollyCam” skifter mellem Mollys egne optagelser og politimandens efterforskning og afhøring. Filmen ligner derved ofte en hjemmevideo til forveksling og har et bevidst amatøragtigt udseende. Derved skabes også en intimitet, der piller det potentielt højspændte drama ned i den visuelle rendestensverden, hvor den passende hører hjemme. Filmen ser præcis så beskidt ud, som den burde. “MollyCam” er instrueret af Aage Rais-Nordentoft, der tidligere bl.a. har stået bag “På fremmed mark”, “2 ryk og en aflevering” og den fremragende børnefilm “Anton”. Hans sans for billeder er ofte betagende, og på trods af formatet indeholder “MollyCam” også adskillige opfindsomme sekvenser.