Det lange skudFilmteknik handler som regel om at lave så imponerende ting som muligt så let som muligt. At fjerne så mange sten på vejen, som det kan lade sig gøre i den evige søgen efter det perfekte udtryk. Det er måske bl.a. derfor, der er noget både vanvittigt og samtidig besnærende over at gå den modsatte vej. At sætte sig begrænsninger og vanskeligheder i håb om at finde frem til en helt anderledes form end den sædvanlige.
[image=24079]
Den slags er naturligvis ikke ukendte metoder herhjemme. Dogmefilmene var på mange måder ude i et lignende ærinde, og ligeså var “De fem benspænd”, hvori Jørgen Leth på bedste vis forsøgte at overkomme Lars von Triers obstruktioner. En anden særdeles vanskelig udfordring sætter instruktøren Linda Wendel sig med “ONE SHOT”, som i alt enkelhed er udført i ét langt 74 minutter skud, dvs. uden klip af nogen slags.
Det er ganske vist ikke første gang, nogen har forsøgt sig med den slags. For eksempel bestod den russiske film “Russian Ark” af ét langt klip på 90 minutter, og Hitchcock har tidligere eksperimenteret med forsøget i “Rebet”, hvor han dog blev nødt til at stille sig tilfreds med at opdele den i optagelser af otte-ni minutters varighed, eftersom der ikke kunne være mere film i kameraet. Formålet er som regel at give en mere direkte oplevelse og at beholde den fornemmelse af tid, som en hastigt klippet film fjerner.
[image=24081]
“ONE SHOT” fortæller historien om den frustrerede datter Sally, der vender hjem til et opgør med sin fraværende og efterhånden aldrende hippiemor Janne. Sally, der ikke rigtig har haft succes med noget her i livet, er endt som webcam-luder og er ved at briste af skuffelse og raseri over sin mislykkede tilværelse. Hun beslutter sig derfor for at konfrontere moderen, men afbrydes da Jannes deltidselsker Lennart er på besøg. Snart er en veritabel ordkrig på kryds og tværs i gang, mens fortrængte begivenheder og minder hales frem i dagslyset.
Filmens historie i sig selv er ærlig talt ikke det mest sindsoprivende. Det handler atter om generationsopgøret mellem de selviske 68’ere, der realiserede sig selv, mens deres børn led under egoismen. Kritikken er ganske vist berettiget, og der er ingen tvivl om, at den tanketomme begejstring for den selvforgabte generation bør og skal angribes, men ikke desto mindre er emnet blevet lidt af en gammel traver efterhånden. Ofrene for de brudte familier repræsenteres i dette tilfælde af Sally, der i ludertøj og med en pistol i håndtasken vækker minder om det gamle Jean-Luc Godard motto, at [i]”Det eneste, man har brug for til en film, er en pige og en skyder”[/i].
[image=24080]