Burde være forblevet hemmeligEr der nogen, der kan huske, dengang ordet [i]fortsættelse[/i] var et fyord? Dengang alene ytringen af ordet [i]toer[/i] fik øjnene til at rulle og hænderne til at ryste? Indtil for nylig var det kutyme at tilsvine fortsættelser, selv før de var udkommet, fordi de stort set aldrig kunne måle sig med forgængerne og oftest var noget rædsomt juks. Men nu, hvor det efterhånden er blevet normalt, at fortsættelser enten overgår eller matcher originalerne, bliver nyheder om kommende, nye kapitler i tilbedte filmserier som regel mødt af varmhjertet applaus og høje forventninger. Den positive udvikling skyldes formentlig, at man endelig har indset, at en ideel fortsættelse ikke blot gentager forgængeren, men i stedet udforsker nye sider af karaktererne, historierne og universet, man har skabt.

Desværre er “National Treasure: Book of Secrets” en toer af den gamle skole. Seancen kan bedst beskrives som en uinspireret rekonstruktion af den første film drænet for humor, spænding og overraskelser, men dog med større filmstjerner og kulisser, der aldrig afleder opmærksomheden fra filmens indlysende defekter. Og hvis man følte, at den overlegne forgænger brugte for megen spilletid på gåder og ekspeditioner, så gør man klogt i at sætte en kande kaffe over, inden man giver sig i kast med “National Treasure: Book of Secrets”. Det ulidelige snegletempo egner sig bedre til en film om skatteopkrævere end skattejægere.

Det overrasker ikke, at manuskriptforfatterne bag “Pirates of the Caribbean”-trilogien også forfattede dette makværk, der ligeledes bruger hovedparten af sin spilletid på snørklet dialog og utallige sideløbende fortællinger, der løber ud i sandet. I “National Treasure” virkede skuespillerne vitterligt begejstrede og imponerede over deres fiktive alter egoers utrolige opdagelser. Deres oprigtige glød skinnede igennem og gjorde figurernes eskapader en fornøjelse at overvære.

Men bortset fra en veloplagt Helen Mirren, der desværre blot medvirker i få minutter, virker skuespillerne i denne omgang ligeglade og til tider rastløse. Borte er gejsten i deres stemmer og øjne, og ofte ser de lige så forvirrede ud som os seere, der forgæves forsøger at finde hoved og hale i den rodede fortælling om gemte skatte, snigmord, sammensværgelser, kidnapning og kryptogrammer. Selv Ed Harris virker utilpas som filmens fuldstændig anonyme skurk. I stedet for at vække vores empati, går skuespillerne os på nerverne. Værst af alt er filmens mangel på humor. Synet af Nicolas Cage, der udgiver sig for at være fuld og brite, er det absolutte lavpunkt i Cages karriere – hvilket siger en del, eftersom manden har medvirket i film som “The Wicker Man” og “Next”.

En af de forfriskende ting ved “National Treasure” var, at det var en blockbuster med større fokus på karaktererne end deres strabadser og omgivelser. Desværre er det lige omvendt i toeren. Men hverken filmens forholdsvis pæne kulisser eller kortlivede (såkaldte) actionscener får nogensinde pulsen til at stige. Uanset hvor meget komponisten Trevor Rabin går amok bag sit keyboard, bliver det altså aldrig ophidsende at se folk trække skuffer ud af skriveborde eller løse indviklede rebuser.

VideoLigesom transferet på BD-udgivelsen af den første “National Treasure” er denne skives transfer flot, men dog også plaget af ganske få problemer, der forhindrer topkarakter. Først og fremmest er billedet knivskarpt hele vejen igennem. Men parallelle linier har det til tider med at blinke – et fænomen kendt som [i]ringing[/i]. Glorier optræder yderst sjældent rundt om sorte jakkesæt foran lyse baggrunde, men hovedparten af filmen er fuldstændig blottet for smuds, snavs og gryn. Farvetemperaturen er urokkelig ligesom kontrasten.

AudioSkivens engelske Dolby TrueHD 5.1-lydspor er udgivelsens helt store skuffelse. Seriens første kapitel lød fortrinligt på Blu-ray, men der er kun få sekvenser i “National Treasure: Book of Secrets”, som virkelig sætter kanalnetværket på en betragtelig prøve. Dialogen lyder forunderlig flad og savner rumklang, selvom den ganske vist er tydelig. Trevor Rabins elendige musik gør sig undertiden lidt for bemærket i baghøjtalerne, og atmosfæren er ofte lidt kedelig. Gudskelov sker der ting og sager under filmens actionsekvenser. En enkelt biljagt fostrer en række blændende panoreringer, og især filmens sidste akt gør god brug af subwooferen.

EkstramaterialeFør man når frem til skivens hovedmenu, præsenteres man for et par reklamer for Blu-ray-formatet og trailere til “Narnia: Prins Caspian” samt “The Nightmare Before Christmas” og “Tornerose”, der begge snart udkommer på Blu-ray. 21 minutters slettede scener medfølger, der alle introduceres af instruktør Jon Turteltaub. Scenerne er uinteressante, men en lynhurtig ordveksling mellem Jon Voight og Helen Mirren er dog morsom. Ligesom resten af ekstramaterialet præsenteres sekvenserne i 1080i. Fem minutters kedelige fraklip befinder sig også på skiven.

Jon Turteltaub og Jon Voight har ydermere indtalt et kommentarspor til filmen, der er mere informativt og sagligt end det, der blev indspillet til BD-udgivelsen af den første film. De to mænd er dejlig selvironiske og taler igennem størstedelen af filmen. Både filmens tilblivelse og alskens historiske facts diskuteres. Hvis man aktiverer den såkaldte “Book of History: The Fact or Fiction of NT2”-funktion, bliver man mindet om endnu flere historiske fakta, og man bliver løbende stillet spørgsmål om begivenhederne i filmen. Der er tale om en ganske fornøjelig quiz, som gør filmen meget lettere at se færdig.

Så medfølger der også i alt otte dokumentarer, der tilsammen varer 60 minutter. Selvom dokumentarerne ganske vist er spækkede med knap så saglige, superpositive udtalelser, så er featuretterne enormt underholdende, og mængden af interviews, optagelser og anekdoter er imponerende. Især filmens historiske locations, stunts og skuespillere debatteres. Det er morsomt at se Turteltaub snuble over ordene, da han prøver at recitere filmens kringlede plot.