Hjerteskærende mesterstykkeUmiddelbart ligner “Soning” en af den slags pæne, episke dramaer, der hovedsageligt er designet til at indkassere priser og få kritikere til at juble – storladne film, der sædvanligvis foregår før efterkrigstiden og er fyldt til randen med betagende panoramabilleder, flotte kostumer og kulisser, smukt klaverspil og velrenommerede, britiske skuespillere, der kan græde på kommando. Men der er intet i Joe Wrights “Soning”, der kan afskrives som pynt. Stort set hver eneste nuance i samtlige billeder, gestikulationer og udtalelser har betydning i dette moderne mesterværk, der når vidt omkring på blot 118 minutter – lige fra Frankrigs sønderskudte slagmarker anno 1940 til de dybeste afkroge af den menneskelige sjæl.

“Soning” er ikke blot en enestående fortælling, men en enestående fortælling om det at fortælle. Om fiktionens både lindrende og destruktive magt. Om krig, kærlighed, sex, grådighed, frygt og absolution. Hvad der i første omgang ser ud til at være en lettere traditionel historie om to elskende, der skilles af tragiske omstændigheder, udarter sig hurtigt til et forbløffende komplekst studium i syndsforladelse. Og på en måde, som næsten er umulig at forklare med ord, fletter Dario Marianellis musik sig ind i selve historien via fornem brug af både brillant orkestermusik og lyden af skrivemaskiner. Marianellis musik er grandios, men sober og hjerteskærende, og det var fortjent, at han fik filmens eneste Oscar for et af filmhistoriens mest opfindsomme scores til dato.

Det er en ung pige ved navn Briony, der søger tilgivelse. Som 13-årig anklager hun sit hjems unge gartner, Robbie, for at begå voldtægt mod en besøgende pige i nattemørket. Briony spottede blot en vag silhuet, men hendes spirende seksualitet har gjort hende forvirret og jaloux på storesøster Cecilia, der elsker Robbie lige så meget, som han elsker hende. Blandt andet derfor holder Briony stædigt fast i anklagerne. Robbie bliver sendt i krig, Cecilia afbryder al kontakt med sin familie, og da Briony endelig indser sin løgns konsekvenser, drager hun til London for at arbejde som sygeplejerske for at sone sin ugerning og opbygge nok mod til at trygle sin søster om forladelse.

Kiera Knightley og James McAvoy, der portrætterer Cecilia og Robbie, har forbavsende få scener sammen. Men de to unge skuespillere er så overbevisende, at man øjeblikkeligt godtager, at de simpelthen ikke kan leve uden hinanden. De behøver ikke engang at konstatere det. Man kan mærke kærligheden koge og syde bag parternes stoiske facader… desperat efter at bryde ud i lys lue, hvilket den gør i filmhistoriens formentlig mest intime og følelsesladede sexscene. Og lille, irske Saoirse Ronan, der netop var fyldt 12, da optagelserne gik i gang, er formidabel som Briony. Intet under, at pigebarnets overvældende indsats blev Oscar-nomineret. Og lige så megen ros fortjener fotografen Seamus McGarvey, der har præsteret mirakler med forholdsvis få penge til rådighed.

Intet superlativ synes tilstrækkeligt, når man skal beskrive filmens legendariske, fem minutter lange sekvens på stranden ved Dunkirk i Nordfrankrig, hvor Robbie oplever krigens vanvid på tæt hold. Tusindvis af statister deltager i scenen, som kun nåede at blive skudt tre gange, før kameramanden besvimede. Den måde, den allerhelvedes flotte sekvens sammenstiller krigens ubærlige vanvid med Robbies ligeså ubærlige længsel, er genial og blot en af filmmagernes mange uovertrufne ideer. Uovertruffen er også den sidste akts endegyldige twist, der kaster nyt lys på alt forinden, men på ingen måde fremstår som en gimmick. Det er en perfekt afslutning på en noget nær perfekt film – en hyldest til kunsten og et kunstværk, der fortjener at blive hyldet.

VideoHD-DVD’ens mageløse transfer giver for alvor seeren mulighed for at nyde den detaljerede billedside. Farverne (især græsmarkernes grønne nuancer) er yderst tillokkende. Edge-enhancement har plaget en del af Universals HD-DVD-udgivelser, men hverken glorier, støvkorn eller komprimeringsfejl optræder på noget tidspunkt i denne ombæring. Billedet er derudover knivskarpt. I ekstremt få tilfælde er kontrastgengivelsen ikke helt i top, hvorfor visse skygger smelter sammen. Men dette problem er både sjældent og overkommeligt, og hovedparten af filmen ser næsten ubeskriveligt godt ud, hvorfor en topkarakter er en kendsgerning.

AudioDiskens engelske Dolby Digital Plus 5.1-lydspor imponerer også, dog ikke i nær så høj grad som transferet. Til tider virker baghøjtalerne for tavse, og visse scener benytter i korte perioder næsten udelukkende centerhøjtaleren. Men især krigsscenerne og flere af udendørsscenerne lyder fænomenalt. LFE-kanalen springer i aktion på de helt rigtige tidspunkter, og baghøjtalerne bombarderer aldrig seeren med påtagede lydeffekter. Panoreringerne er subtile, og musikken får virkelig lov til at udfolde sig. Dialogen er også tydelig, og replikkerne har en god rumklang.

EkstramaterialeJoe Wright har indtalt et glimrende kommentarspor til “Soning”. Instruktøren diskuterer stort set alle facetter af filmens tilblivelse, og han er velformuleret, velargumenterende og holder kun få pauser. Desværre medfølger der derudover kun otte minutters forholdsvis uinteressante slettede scener og blot to dokumentarer.

“Bringing the Past to Life: The Making of Atonement” (28 min.) når trods alt at fortælle en del om produktionen af filmen på trods af den korte spilletid, men den er ikke nær så interessant som Wrights kommentarspor. Hovedsageligt filmens historie og skuespil diskuteres, og der optræder desværre også en del klip fra filmen. Sørg i øvrigt for ikke at se dokumentaren, før du har set filmen, da slutningen også debatteres. “From Novel to Screen: Adopting a Classic” (6 min.) handler selvsagt om filmens forhold til dens romanforlæg, og den indeholder flere interviews med Wright, manuskriptforfatteren Christopher Hampton og romanforfatteren Ian McEwan, som desværre ikke når at sige meget.