Den ukendte trusselM. Night Shyamalan har aldrig været en mand med små ambitioner. Han har fra starten af forsøgt på både at blæse og have mel i munden. Sådanne urealistiske ambitioner giver dog alligevel til tider pote såsom i “Den sjette sans”, men undertiden går det også helt galt som i Shyamalans forrige film “Lady in the Water”, der ville en frygtelig masse, men som ikke rigtig havde succes med nogen af delene.

I sådanne situationer kan det være en fordel at sætte ambitionerne lidt ned, og det lader det faktisk til, at Shyamalan har gjort i “The Happening”, der på mange måder er en film, som vender tilbage til udgangspunktet. Bredden i fortællingen er mindre, og filmen er i stedet mere fokuseret på at berette en i bund og grund ganske simpel historie. Som så ofte før hos Shyamalan er synsvinklen lagt i kernefamilien. I dette tilfælde den milde fysiklærer Elliot, der befinder sig i en ægteskabelig krise med sin kone Alma. De daglige problemer blegner dog fuldstændig, da noget begynder at gå helt galt.

Overalt i storbyerne forekommer mærkelige angreb, hvor folk lige pludselig mister enhver form for selvopretholdelsesdrift og begynder at begå bestialske selvmord på stribe. Ingen ved, hvad årsagen er: Kan det være terroristangreb, kemiske stoffer i luften, forurening eller den globale opvarmning? Teorierne er mange, men svarene udebliver. I panik flygter masserne væk fra byerne, og med dem er Elliot og Alma, der søger ud blandt de mere tyndt befolkede egne i håb om, at angrebene ikke forekommer der. Et håb, der dog virker mere og mere udsigtsløst efterhånden, som fænomenet spreder sig.

“The Happening” er en meget specifik film med et meget specifikt formål. Den er primært en katastrofefilm, men vækker også minder om zombiefilm som “Dawn of the Dead”, hvor vore helte er på flugt fra en dommedagstrussel, og filmen er helt og aldeles fokuseret på at underholde på de præmisser. At kritisere filmen for at være banal er at misforstå den. Ja, plottet er åbenlyst forvrøvlet, men det foregiver heller ikke at være andet. Ligesom i Hitchcocks “Fuglene” – som filmen tydeligvis står i gæld til – står forklaringen umiddelbart hen i det uvisse. Ligeledes som i Hitchcocks film transformeres noget fuldstændig hverdagsagtigt – i dette tilfælde vinden – pludselig til noget faretruende. Frygten har ingen egentlig skikkelse, og derved bliver filmens oplevelser langt mere foruroligende, end hvis vores hovedpersoner blev forfulgt af diverse gummimonstre og CGI-spøgelser.

Som i “Signs” følger vi primært familien, og omverdens begivenheder bliver hovedsageligt formidlet gennem nyheder, radio og mobiltelefoner, som Shyamalan benytter på særdeles effektiv vis. I det hele taget synes det at være en bevidst og ganske effektiv strategi for det meste ikke at filme selve begivenheden, men snarere følgerne af den. Ligesom i tidligere film har Shyamalan en forbløffende evne til at opbygge stemning. Her ses det bl.a. i en blændende sekvens, hvor vi følger en pistols vej, som den passerer fra offer til offer med grumme og uundgåelige følger.