En moders bekendelserDet kan give anledning til undren, at Simon Staho i hårde vendinger fra tid til anden fornægter sin åbenlyse inspiration fra svensk film og teaters mest velansete personinstruktør, Ingmar Bergman. Det står ikke mindst klart set i lyset af “Daisy Diamond”, hvor den danske opkomling refererer lystigt til svenskerens udødeliggjorte klassiker “Persona”.

Ligesom tilfældet var det for Bergman, er Staho også voldsomt interesseret i en åbenlys dissekering af menneskets psyke, når han sætter smerten ved at eksistere på spidsen. Denne gang går det hårdt ud over den unge og håbefulde svenske skuespillerinde Anna Nordberg, der med bare toogtyve år og den fire måneder gamle datter Daisy på bagen forsøger at gøre karriere som skuespillerinde i Danmark. Men branchen er nådesløs og levner ikke plads til både børn og skuespil. Derfor vrages hun altid ved de castings, hvorigennem historien om en moder, som ellers er parat til at gå hele vejen for at høste anerkendelsens søde druer, fortælles.

“Daisy Diamond” er først og fremmest en selvreflekterende metafilm, hvor den hjemlige filmbranche udstilles som bundrådden og fyldt med brodne kar og uundgåelige faldgruber. Hvis du virkelig mener noget med det, må du gå hele vejen og gerne lidt til, synes at være den besked, Staho her udbasunerer. Selv indgår han indirekte i filmens handling igennem sit alter ego, når Christian Tafdrups dumme svin par excellence, instruktøren Thomas, for alvor folder sig ud og stiller ublu krav til Annas drømme og håb, ligesom filmen i sig selv også har krævet af den kvindelige hovedrolleindehaver Noomi Norén, at hun giver alt, hvad hun har, fra sig. Det har hun beredvilligt gjort.

Hendes medvirken er en så væsentlig del af filmens succes, at det er svært at forestille sig samme foruden. Skuespillet er troværdigt og desuden helt i særklasse, når der sublimt veksles mellem at udstille den deprimerede privatperson Anna og de roller, hun således agerer, hver gang hun er til en ny casting. Ofte udstilles hun nøgen og sårbar, mens hendes karakter langsomt graver sig ned i et emotionelt virvar af følelser på vejen mod en endelig deroute. Således bliver hun udnyttet seksuelt, lader lokkerne falde og prostituerer endda også sig selv, i hvilken forbindelse hun blandt andet også bliver smittet med en dødsensfarlig kønssygdom.

Og det gør ufatteligt ondt at overvære. “Daisy Diamond” er nemlig en af den slags film, det tager meget lang tid at ryste af sig, hvis det overhovedet er muligt. Da det hele bliver en tand for meget, og barnegråd i for lang tid har fyldt den spartanske ghettolejlighed, synes udvejen for Anna i ren og skær desperation at være at skille sig af med den fire måneder gamle baby, fordi hun er en klods om benet på vejen mod succes. Det er, hvad hun forestiller sig. Men desperation erstattes af anger og dårlig samvittighed. Staho leger for alvor med det menneskelige sind og de følelsesudbrud, som eksekveres, når mennesket må konfronteres med sine handlinger. Livet er i sandhed fyldt med valg, der har konsekvenser.

Herfra går det kun ned ad bakke og en endelig kulmination synes helt uundgåelig. I branchen er der stadig ikke skuespiljobs at hente. Hvis ikke accenten er forkert, er det brysterne, som er for små, eller frisuren, som er ude af trit med tidsånden. Filmen er underlagt et kritisk syn på en branche, som i Stahos øjne stiller for høje krav og er farlig for den menneskelige psyke. Det handler om at prostituere sig selv, alt imens Anna sælger sin krop, medvirker i pornofilm og, da hun overvejer at lade sit eget liv filmatisere for blot at opnå den mindste tilfredsstillelse, endda antyder en slet skjult lighed med Lukas Moodyssons tragiske “Et hul i mit hjerte”.

Rammerne i “Daisy Diamond” klinger måske en kende hult, men beskeden er reel nok. Der er traditionelt ikke mange lyspunkter at hente hos den tidligere postarbejder fra Ringsted-egnen, Simon Staho, og slet ikke her. Det skulle da lige være det smukt opsatte kammerspil, der mest af alt minder om et teaterstykke og formentligt ville have gjort selv Ingmar Bergman misundelig. I periferien svæver cremen af de danske skuespillere, som grundlæggende leverer glimrende præstationer med enkelte svipsere. Men at instruktøren foretrækker at arbejde med de svenske ditto, det kan man ikke fortænke ham i. Bare se på resultatet her.

Video”Daisy Diamond” fremstår i det skarpe anamorphic widescreen 1.85:1-format, som gør godt væsen af sig. Således hører edge-enhancement til sjældenhederne, mens digitale forstyrrelser og udtværinger slet ikke forekommer. I tilgift tager et stærkt farvevalg sig godt ud, ligesom kontrasten også er solid. Et glimrende transfer.

AudioAt Simon Staho også er glad for klassisk taffelmusik som stemningsbærende element er efterhånden ikke en hemmelighed, heller ikke i nærværende og svensksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, som også rummer store kvaliteter trods det minimalistiske udtryk. Indledningsvis er dialogen en smule utydelig, men det ændrer sig til det bedre, og i øvrigt overdøves den aldrig af netop musikken. Overstyringer er der ingen af, og så er også atmosfæren gennemgående godt artikuleret.

EkstramaterialeDer er ikke skyggen af ekstramateriale på denne udgivelse.