40 år og ikke en dag klogereNår man som hankønsvæsen ser en film som “Sex and the City: The Movie”, bliver det hurtigt tydeligt, at man har den forkerte kromosomsammensætning til for alvor at lade sig rive med. Undertegnedes interessere for diverse bryllupskjoler og skomærker kan ligge på et meget lille sted, men ikke desto mindre ville det være tåbeligt blot at afvise filmen og serien som en overfladisk omgang tøseævl, for den byder alligevel på mange gode indsigter.

Historien handler som bekendt om fire veninder i New York, der alle er optaget af mode, kærlighed, sex og først og fremmest sko. Da serien startede, var de singler, men nu er årene gået, og de har tilsyneladende alle fundet lykken i form af et stabilt parforhold. Charlotte har sammen med sin mand adopteret et barn, Miranda lever ligeledes med mand og barn, og selv den sexhungrende Samantha er flyttet med kæresten til Los Angeles, hvor hun arbejder med at promovere hans karriere.

Imens har Carrie omsider fundet lykken sammen med sin eftertragtede Mr. Big, og de to synes endeligt at have accepteret hinanden. Da de beslutter sig for at flytte sammen i en drømmelejlighed, bliver de enige om at gifte sig, og Carrie går målrettet i gang med at planlægge et bryllup, der skal være svaret på alle hendes inderste Askepotdrømme. Så nemt går det naturligvis ikke. Samtidigt har Samantha sine kvaler med at leve op til tosomhedens krav og må sande, at det måske ikke er alle, der er lige egnede til et monogamt forhold.

Hver gang, en tv-serie skal omsættes til det store lærred, giver det altid nogle bestemte udfordringer. På den ene side bør filmen bevare den appel, som gjorde tv-serien til en succes, men samtidig skal den også fungere som individuel historie og kunne stå på egne ben. I “Sex and the City”‘s tilfælde falder balancegangen ikke helt heldigt ud, og det er i det store og hele ret svært at betragte den som meget andet end en halv tv-sæsons begivenheder, der er skåret ned til to timer. Hvorvidt det er et problem for tv-seriens fans – som formentlig netop gerne vil have en sæson mere – er måske mere tvivlsomt, men som delvist udenforstående betyder det, at man introduceres for en del bifigurer, som filmen ikke rigtig vil noget med.

I et vist omfang er filmen et udstillingsvindue for alverdens designernavne, skomærker og modeshows, og enkelte gange standes handlingen fuldstændig, mens vi gennemgår diverse bryllupskjolemontager og catwalks. Filmen kan på mange måder godt ses som et slags kvindeligt modstykke til f.eks. “James Bond”-film, hvor fremvisning af produkter, biler og babes ofte overtager pladsen fra handlingen. I dette tilfælde er det så bare sko, mode og veludrustede mænd i stedet.

Ellers handler filmen om de forventninger og drømme, som vi fra første skridt er blevet imprægneret med, og hvordan de til tider kan være en hæmsko. Det er forestillingerne om lykke, som typisk er noget med et stort bryllup, et rummeligt hus, et velbetalt arbejde samt et par børn. Mere tvivlsomt er det, om vi rent faktisk altid ønsker det, eller om de lyster mere kommer fra omgivelsernes forventninger. Temaet kommer bl.a. til udtryk gennem hovedhistorien, som er Carrie og Mr. Bigs forstående bryllup. Den fortælling bliver imidlertid aldrig særlig vedkommende. En del af problemet er, at Mr. Big-figuren simpelthen er for overfladisk til at agere førsteelsker i en spillefilm. Han virker mest af alt lidt fraværende og tungnem. Så er sidehistorierne mere velfungerende, ikke mindst Samanthas eskapader. Hun er muligvis en ret karikeret person i filmen, men hendes politisk ukorrekte handlemåde og udfordring af det klassiske kvindebillede er ikke desto mindre temmelig underholdende.