De fortabte sjæles bydelSelv om den ufravigelige “Ghosts of Cité Soleil”, der omhandler den rå bandekriminalitet i de gudsforladte slumkvarterer i hovedstaden Port au Prince på Haiti, er dokumentaristen Asger Leths allerførste film ud i genren, er der ikke tvivl om, at der her er at gøre med en instruktør, som kan sit kram. Til fingerspidserne. Leth har da også en anden kendt Leth – nemlig den livslange filminstruktør Jørgen – som det fædrende ophav, og for sønnike falder æblet tydeligvis ikke langt fra stammen.

For de to brødre Bily og 2pac handler det om regulær overlevelse i helvedes forgård. De er bandeledere for de berygtede chimerer, men for hver deres fraktion, som rivaliserer indbyrdes, og hvor vold og drab hører til dagens orden. Livet leves her og nu, for der er ingen sikkerhed for, at livet fortsætter i morgen. “Ghosts of Cité Soleil” er ud over at være en nuanceret skildring af livet i en af verdens hårdeste ghettoer – FN har således kaldt området det farligste sted på kloden – en konfliktfyldt film om to familiemedlemmers had og kærlighed til hinanden, som blandt andet opildnes af holdninger til kærlighed og politik.

Hos den yngre Leth ligger styrkerne i sansen for detaljen og for dramaets uforudsigelige udvikling. De mange optagelser skaber i sig selv historien, flowet og dynamikken, men er – det er ikke til at komme uden om – forbilledligt sat sammen af klipperen Adam Nielsen, som har fået det bedste ud af sit råstof. Leth har imidlertid også haft heldet med sig. Flere af de sideforgreninger, som holder dampen kørende og niveauet oppe, lykkes, fordi historierne udvikler sig, som de nu engang gør og skal. Havde det gået anderledes for bare en af dem, kunne “Ghosts of Cité Soleil” være endt som en helt anden film uden samme slagkraft.

Det er heldigvis ikke tilfældet. Asger Leths debut som dokumentarist har placeret ham – på rekordtid – blandt de førende artsfæller. Solid er også den faste forankring i rap-musikken, som er en vigtig del af det audiovisuelle udtryk, men i lige så høj grad præger historien. 2pac lever og ånder for musikstilen og synger og rapper om livet som bandeleder med alt, hvad det indebærer. Han fører flere samtaler med musikproduceren Wycleff Jean – han medvirker også på soundtracket – og den erfarne musiker ser også et stort potentiale i den uslebne diamant. Men det er ikke nemt at slippe ud af de fortabte sjæles bydel, i hvert fald ikke med livet i behold.

Det må derfor siges at være lidt af et under, at Asger Leth er sluppet levende igennem optagelserne, som flere gange præsenterer skuddueller og voldsomme skærmydsler mellem de rivaliserende bander – dem er der fire af – for et rullende kamera. Indholdet er forrygende godt skruet sammen, og vægtningen administreres fortræffeligt. Der veksles kronologisk – med start i februar 2004 – mellem den politiske scene, præsident Aristides fald som diktator, bandemedlemmernes voldelige opgør og mere intime optagelser med henholdsvis Bily og 2pac. Haitis kultur og konfliktfyldte historie ruller hele tiden over skærmen som et lærerigt bagtæppe, for det er ikke småting, landet har været igennem.

Undervejs udvikler sig et trekantsdrama mellem 2pac, Bily og den kvindelige franske nødhjælpsarbejder Lele, som bistår brødrene, når de har brug for hendes assistance. Det har de tit, særligt med medicin og behandling af skudsår. Det giver filmen en ekstra dimension og brødrene endnu en tvist imellem sig, da hun nærer følelser for den ene, men pludseligt afslører, at hun danner par med den anden.

Området og folket er glemt i et politisk kaos, hvor magtbegærlige og griske politikere slås om tronen og lukrerer på de fattigstes velvillighed og samarbejdsvilje. Filmen skaber nuancerede portrætter af to livsskæbner, som er fanget midt i dette spil på hver sin side. Paradoksalt nok vender billedet, da en nyindsat amerikanskstøttet regering slår hårdt ned på banderne, arresterer Bily, mens 2pac forfølger drømmen om rapmusikken og tager til USA. Et paradoks er det også, at netop øgenavnet 2pac er lånt fra en berømt, amerikansk rapmusiker, som døde i et bandeopgør. En blandt mange af Asger Leths pointer er, at der er en vej ud af håbløsheden. Måske.

Video”Ghosts of Cité Soleil” præsenteres i et jævnt anamorhic widescreen 1.85:1-format, som domineres af genrens typiske billedæstetik. Således er billederne ikke altid lige skarpe, kontrasten har en del udsving, ligesom blødhed også kan ses. Der er eksempler på edge-enhancement og digitale forstyrrelser, men derudover er udtrykket trods alt på det jævne.

AudioMere fylde har de engelsk- og fransksprogede DTS- og Dolby Digital 5.1-lydspor, hvor det dog er underlægningsmusikken – præget af rapperen og produceren Wycleff Jean – som tager styringen. De fængslende numre giver filmen en fornøden dynamik, men overdøver alligevel aldrig den tydelige dialog og etablerende atmosfære. Musik og beats flyder desuden godt ud i alle kanaler, og overstyringer er der ingen af.

EkstramaterialeSelv om ekstramaterialet begrænser sig i omfang, er det mere interessant, end det umiddelbart ser ud. En enkelt “Behind the Scenes”-dokumentar af over en halv times varighed er i virkeligheden en uafbrudt fortsættelse af selve filmen, hvor de to bandeledere, Bily og 2pac, skildres mere indgående i et stemningsfuldt og depraverende, men også kreativt klippet og dynamisk billedsprog.