Flugtaktion SkotlandI Neil Marshalls nyeste film “Doomsday” kommer der rigeligt med lig på bordet i en postapokalyptisk omgang miskmask, der både underholder uden at lægge fingrene imellem, hvad angår afrevne lemmer og eksploderende kranier, men som også er alt for rodet og plotmæssig for ordinær for sit eget bedste.

Vi befinder os i Storbritannien i 2038, 30 år efter at en dødelig virus har hærget Skotland. Af frygt for at den skulle sprede sig til resten af verden, valgte man at isolere hele landet med en kæmpemæssig mur hele vejen rundt. Ingen kom ud og ingen kom ind, var filosofien. Da virussen pludselig manifesterer sig i London, sendes et hold toptrænede soldater ledet af den hårdføre major Eden Sinclair ind i det aflukkede Skotland i håb om at finde en kur. Hvad, de finder, er derimod overlevende, men ikke af den venlige slags, for Skotland har i mellemtiden forvandlet sig til et øde landskab, hvor kun hævngerrige og sindssyge bander hærger og regerer. Der er ikke lagt op til et forsoningsmøde…

Præmissen i Marshalls skotske postapokalypse er svidende simpel, men herligt eksekveret som udgangspunkt. Efter varulvefilmen “Dog Soldiers” og den ferme gyser “The Descent” holder instruktøren sig stadig i horror-genren, men denne gang er det tarvelige b-film og sci-fi, der er blevet smidt ind i maskineriet. Man mærker tydeligt arven fra John Carpenter og George A. Romero, ikke mindst i den tætte lighed med Carpenters “Flugtaktion New York”, helt ned i filmens musik. Men også “Mad Max”-filmene er en klar forgænger for “Doomsday”, tydeligst set i de brutale bander, som vores hovedpersoner møder og bl.a. må bekæmpe i en hæsblæsende biljagt på de skotske landeveje, hvor flyvende kroppe og eksplosioner er det overhængende tema.

Der er altså ingen tvivl om, hvor inspirationerne ligger hos denne film, og der lægges da heller ikke skjul på det. Men der, hvor “Doomsday” har størst problemer, er i filmens forsøg på at komme ud over ren imitation. Et godt eksempel er holdet af toptrænede soldater, som løber ind i samme fundamentale problem, som mange actionfilm har kæmpet med siden “Aliens”. Alle elitesoldat-grupper blegner bare i forhold til Hicks, Vasquez og co. Og “Doomsday” er ingen undtagelse. Selvom Rhoda Mitra er udmærket som den hårdkogte Eden, så har hun hverken Ripleys menneskelige kompleksitet eller endda Snake Plisskens cool [i]bad-ass[/i]-attitude. Og hendes våbenbrødre er alle mere eller mindre forglemmelige ansigter.

“Doomsday” leverer en del fede gags, særligt i de mange voldsscener, hvor hovederne ruller i hobetal, ofte på finurlig vis og med en visuel appetit for kropsdestruktionens uendelige muligheder. Her tør man eksempelvis vise en kanin, der skydes i smadder eller en mand, der ristes over et bål, hvorefter han fortæres af de sultne masser som en sprødstegt grillkylling! Det er barske løjer, med mindre man lader latteren blive forsvarsværn.