I sorgens dalDet siger noget om hans alsidighed, at Tommy Lee Jones, der modtog sin hidtil eneste Oscar-statuette for rollen som den hurtigtsnakkende politimand i “Flygtningen”, nu igen blev nomineret for en rolle, hvor han sjældent taler. Sidst vi så ham var i Coen-brødrenes sublime “No Country for Old Men”, hvor han formidlede Cormac McCarthys tekster på en fuldstændig fantastisk vis, men hans præstation står på ingen måde tilbage for den, han leverer i Paul Haggis’ “In the Vally of Elah”. Tværtimod.
[image=23656]
I denne film spiller han Hank, som er far til en ung soldat, der har været udstationeret i Irak. Han modtager et opkald fra hæren, der oplyser ham om, at hans søn Mike er udeblevet fra tjeneste. Hank, der ikke engang var klar over, at Mike var vendt hjem til USA, beslutter sig for at tage til sønnens base for at undersøge sagen nærmere. Hank, der selv har en fortid i militærpolitiet, møder dog ikke megen samarbejdsvilje fra hærens side. Han finder dog sønnens mobiltelefon. Telefonen er beskadiget, men man kan dog se brudstykker af sønnens optagelser i Irak.
Hank opsøger det lokale politi, hvor betjenten Emily Sanders, spillet af Charlize Theron, umiddelbart afviser ham. Da Hank kan fremvise beviser, der synes at pege imod hærens forklaring, indvilger hun dog i at hjælpe ham. Sammen begynder de at efterforske sagen, og efterhånden synes alt at tyde på, at en forbrydelse ligger til grund for soldatens forsvinden. Hank bliver snart konfronteret med sider af sønnens personlighed, som han ikke kendte.
[image=23657]
“In the Valley of Elah” er instrueret og har manuskript af Paul Haggis, som stod bag Oscar-vinderen “Crash” samt forskellige manuskripter til bl.a. Clint Eastwoods to Iwo Jima-film. Haggis er ofte de store budskabers mand, hvilket både kan være en positiv, men også til tider en lidt irriterende oplevelse. “In the Valley of Elah” har også sin del af vægtige budskaber, men er dog mindre tynget af det end nogle af Haggis’ tidligere film. “In the Vally of Elah” er grundlæggende et krimidrama, men vægten er så absolut på dramaet frem for spænding. Filmen er ikke egentligt optaget af, hvem der har gjort hvad, men snarere i hvorfor det gik galt til at begynde med.
Der er en stille sørgmodig stemning over landskabet fra første billede, og vi kommer hurtigt til at vente det værste. En af filmens største styrker ligger i dens neddæmpede natur og autentiske præg. Ingen af personentegningerne er karikeret, men er passende formidlet. Filmens primære force er og bliver dog Tommy Lee Jones, som er overvældende god i rollen som den bekymrede far. Man tager hurtigt sig selv i at sidde fascineret tilbage, mens man betragter den naturlighed, hvormed han formidler stoffet. I en af filmens hovedscener fortæller han Emilys søn den bibelhistorie om David og Goliat, som titlen refererer til. Historien er ærlig talt lige på grænsen til at blive en overpædagogisk belæring, men takket være hans formidable præstation bliver den i stedet en af filmens bedste scener.
[image=23658]