Fantasiløs fantasyMan skulle umiddelbart ikke tro, at en film, hvis titel indbefatter ordet [i]kompas[/i], ville være svær at finde hoved og hale på. Men “Det gyldne kompas”, hvis lave indtjening praktisk talt ruinerede filmselskabet New Line, er en af de mest forvirrende og ujævne film i nyere tid. Det er en film, hvori hver eneste figur snarere end at være et levende væsen er et omvandrende plotelement, der primært er designet til at levere endeløse, snørklede redegørelser om spøjse fantasilande og kreaturer med vanvittige navne. Og mens man spekulerer over, hvad katten der vitterligt foregår, indser man, at man faktisk er bedøvende ligeglad, fordi det aldrig lykkes filmmagerne at motivere seeren til at engagere sig.

Pigen Lyra befinder sig i et alternativt univers, hvor alle mennesker eskorteres af deres såkaldte daimon. En daimon er et dyr, der repræsenterer dens menneskelige ledsagers sjæl. Lyras onkel, Asriel, har en formodning om, at der findes alternative universer, der forbindes af støv med særlige egenskaber. Asriels teori er åbenbart blasfemisk, hvorfor professoren afskys af den diktatoriske magistrat. Pludselig foræres Lyra et gyldent kompas, der angiveligt fortæller sandheden om alt. Men det kan naturligvis ikke passe, da kompasset aldrig konstaterer fortællingens mest åbenlyse sandhed: At alle personerne er fanget i en gumpetung, ineffektiv film, der forgæves forsøger at berette mere på 110 minutter, end hvad “Ringenes herre”-trilogien præsterede på over 10 timer.

“Det gyldne kompas” prøver tydeligvis at slå plat på populariteten af fantasyfilm som “Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet” og “Ringenes herre”. Men i stedet for at være den nye “Ringenes herre”, må filmen tage til takke med at være [i]herre ringe[/i]. Philip Pullmans romaner, som filmen tager udgangspunkt i, skulle efter sigende være fremragende litteratur rig på spændende eventyr og interessante overvejelser om religion og magi. Men filmatiseringen fostrer ingen interessant debat og føles aldrig særlig eventyrlig, især fordi Lyras rejse er så forhastet, at hver eneste begivenhed undervejs kun når at fremstå som det næste logiske skridt på vejen mod forløbets uundgåelige antiklimaks.

“Det gyldne kompas” er drænet for spontanitet og gejst, men er til gengæld spækket med så mange protagonister, antagonister og sideløbende historier, at man hyppigt forvirres. Al den storladne snak om gådefulde verdener, krige, hekse osv. lyder som regel som prætentiøst volapyk og skaber aldrig den særegne ærefrygt eller nysgerrighed, som “Ringenes herre”-trilogien eller endda den første “Narnia”-film fremtvang. Sammen med brormand Paul har instruktøren Chris Weitz lavet fornøjelige romantiske komedier som “In Good Company”, “About a Boy” og “American Pie”. Men der er hverken megen romantik eller komik i “Det gyldne kompas”, og det kommer ikke som den store overraskelse, at Weitz aldrig formår at få filmen til at virke tilstrækkelig episk.

Og hvordan, filmens tudegrimme, computerskabte dyr formåede at nappe Oscaren for bedste effekter for snuden af de fotorealistiske robotter i “Transformers”, er et enestående mysterium. Selv filmens krigsgale isbjørne, der er noget af det flotteste i filmen, ligner dem fra Coca-Colas tv-reklamer fra 1990’erne. Filmens fåtallige lyspunkter befinder sig foran kameraet. Stjerner som Nicole Kidman og Daniel Craig virker ganske vist uengagerede, men Dakota Blue Richards er sensationel som Lyra. Den dengang 12-årige piges entusiasme skinner virkelig igennem, og hun leverer sine komplekse replikker med en så bomstærk overbevisning, at man undertiden glemmer, hvor usammenhængende hele seancen er.

VideoTransferet er acceptabelt, men alligevel skuffende. Billedet er skarpt, og kontrasten er solid. Farverne virker undertiden computermanipulerede og matte – hudfarverne har det eksempelvis med at fremstå lidt gullige, og især de grønne farvenuancer savner bid. Men der er ingen seriøse tilfælde af edge-enhancement, digital støj, komprimeringsfejl eller snavs. Udtværing optræder kun i få scener, der byder på megen tåge og røg, og ingen af transferets skavanker distraherer for alvor.

AudioDvd’ens DTS-ES 6.1-lydspor er til tider markant bedre end det medfølgende Dolby Digital 5.1 EX-mix. DTS-sporet lyder simpelthen mere sprødt, og lydsidens højeste og især dybeste toner lyder klarere. Men begge spor er imponerende. Alle replikkerne er tydelige, og der opnås en god balance mellem lydsidens mange elementer. Panoreringerne er effektive og sædvanligvis usynlige, og størstedelen af scenerne byder på masser af prisværdig auditiv aktivitet.

Ekstramateriale2-disc-udgivelsens første skive indeholder naturligvis filmen, som instruktøren Chris Weitz har indtalt et ganske godt kommentarspor til. Weitz diskuterer åbenhjertigt de ting, han enten synes fungerer eller ikke fungerer. Pudsigt nok taler han også om, hvor lidt han bryder sig om CGI, selvom hans film er spækket med uoverbevisende, computergenererede billeder. Der tales også en del om forskellen mellem filmen og bøgerne. Der figurerer næsten ingen pauser, og kun sjældent beskriver Weitz blot, hvad der sker i filmen. Trailere til “Arn – Tempelridderen”, “Remix”, “27 bryllupper”, “Disco ormene” og “Journey to the Center of the Earth 3D” befinder sig også på disc 1.

Disc 2 indeholder adskillige dokumentarer, der tilsammen varer cirka 167 minutter. Dokumentarerne dækker alt fra romanforlægget og hyringen af skuespillerne, til produktionens musik og udgivelsen af filmen. Størstedelen af filmens prominente ophavsmænd og skuespillere interviewes, og alle dokumentarerne er velproducerede og gudskelov ikke fyldt til randen med verbalt rygklapperi eller retorisk vås. Især forfatteren, den tydeligvis intelligente og morsomme Philip Pullman, er en interessant fortæller. En af producerne fortæller også, at han mødtes med Ridley Scott for at overtale ham til at instruere filmen. Ærgerligt, Scott ikke takkede ja.

Derudover indeholder skiven tre trailers og en masse store billedgallerier, der indeholder portrætter af alskens kostumer, rekvisitter, plakater mm.