Hva’ så, Roskilde!?Roskilde Festival er en verdenskendt sensation, der nu har eksisteret i små 38 år siden sin spæde start på en pløjemark udenfor den sjællandske provinsby i 1971. Med dokumentarfilmen “Roskilde” forsøger instruktøren Ulrik Wivel og hans kollaboratører at indfange festivalens særlige stemning og natur igennem øjebliksbilleder og små, personlige historier. Et nostalgisk festskrift, der nok slår Roskildes tone an, men som også synes at mangle noget perspektiv.

Positiv, kollektiv psykose. Karnevalismens musiske nyfortolkning. Euforisk legeplads. Flippernes sidste bastion. Kært barn har mange navne, og Smatten kan karakteriseres som alle de ovenstående mærkater samt en hel del andet. Det særlige ved Roskilde Festival er netop, at det ikke bare er en koncertforanstaltning, hvor folk kommer for at høre deres yndlingsband, men i lige så høj grad er en social smeltedigel, hvor høj som lav kommer hinanden ved i skønsang, druk, hor og mudder. Her lever hippiernes mantra om fri kærlighed og blomster i bedste velgående, selv blandt hip-hoppere og sorte dødsmetallister, revisorer på ferie eller småbørnsforældre på afbræk fra hverdagen.

Denne særlige institution har instruktøren Ulrik Wivel sammen med 25 co-instruktører og fotografer nu forsøgt at sætte billeder og lyd på. Gennem otte år har de fulgt Roskilde Festivalen fra sidelinien og inde midt i det spraglede, frodige mylder. Således præsenteres vi for både festivalgængere fra nær og fjern, den frivillige arbejdskraft, der er med til at stable det enorme arrangement på benene, samt de musikere, der lægger lyd til forehavendet.

Filmen er ikke en historisk gennemgang af festivalen fra uskyldigt [i]open air[/i]-arrangement til veletableret millionprojekt. Af de udvalgte handlingsforløb, hvor vi bl.a. følger en gruppe hashrygende ungersvende og to svenske jenter, synes meget lidt af det at brede sig ud over nuet. Måske er det også netop filmens pointe, at festivalens deltagere og deres aktiviteter i bund og grund er universelle og frasiger sig tid og sted. Men er man som undertegnede en erfaren Roskilde-gænger (og roskildegenser), så savnes der noget perspektiv i de sammenklaskede øjebliksbilleder. Ud over ulykken under den skæbnesvangre Pearl Jam-koncert i 2000, hvor ni publikummer mistede livet, er der ikke som sådan nogen historiske nedslag i Roskildes bagkatalog. I stedet går man efter et tidløst look, der skal vise festivalens grundtilstand af eskapistisk drømmerus, som for mange er det tætteste, man kommer magi som egentlig realisérbar størrelse.

Man må dog respektere den vinkel, folkene bag filmen har valgt at lægge på begivenhederne, og som nostalgisk stemningsbillede af Roskilde som helhedsfænomen fungerer filmen faktisk rigtig godt. Brugen af udvalgte kunstneres koncerter som lyd-akkompagnement til visuelle montager, der dels viser festivalens brogede stammesamfund, dels peger tilbage på musikkens stemning og budskab, er i glimt fremragende. Især filmens første halvdel, hvor f.eks. Franz Ferdinand blænder op for Orange Scene til et dansende menneskehav giver en sjælden grad af live-oplevelse. Det er i sådanne øjeblikke, som var man der selv med genkendelsens glæde lysende ud af øjnene og suget i maven stadig intakt. Denne emotionelle collage fortager sig dog en anelse, som filmen driver videre gennem menneskemængden af stangstive muddermænd og elskovshungrende humørbomber. Musik og socialt samvær går hånd i hånd her på Smatten, ja vist, men et kig ned under den krusede overflade hos både publikum, festivalarrangører og artister havde været en kærkommen tilføjelse. I stedet må vi nøjes med det billede, vi kender så godt fra Roskilde, nemlig af næstekærligheden og det kreative overskud, der opstår, når 100.000 mennesker samles for at drikke, feste og høre musik på en pløjemark udenfor tid og rum.