Stil over substans55-årige Julie Taymor iscenesatte den populære, betagende Broadway-udgave af Disneys “Løvernes konge”. Derfor kommer det ikke som den største overraskelse, at både de storladne musicalindslag og fåtallige dialogscener i hendes musical “Across the Universe” er en fornøjelse at beskue. Dansekoreografien er umulig at sætte en finger på, de mangfoldige locations er smukke, og der er formentlig ikke én eneste nuance af farvespektrumets endeløse register, der ikke udnyttes fornemt af de detaljerede kulisser og Oscar-nominerede kostumer. Havde filmen haft lige så meget held med at fornøje sindet og hjertet som sanserne, havde ingen anden film overgået Taymors tredje spillefilm sidste år.

I 1960’erne drager den engelske dreng Jude til USA for at finde sin fraværende far. Han møder og forelsker sig i pigen Lucy, og udover kærligheden konfronteres den britiske ungkarl også med den betydningsfulde borgerrettighedsbevægelse, sine nye kammeraters frygt for at blive sendt til Vietnam og både den smitsomme livsglæde og destruktive kynisme, der gennemsyrer musikbranchen.

Sangspillets koncept var lovende. Ja, næsten genialt. Historien om ungdommelig kærlighed, accept og musik i de turbulente sene 60’ere og tidlige 70’ere understøttes af flere af The Beatles’ klassikere, som skuespillerne skiftes til at synge. Her opføres alt fra de søde, letfordøjelige popsange, som dominerede Liverpool-drengenes tidlige karriere (“I Want To Hold Your Hand”, “All My Loving”), over firkløverets underfundige, musikalske milepæle (“I Am The Walrus”, “Being For The Benefit Of Mr. Kite”), til bandets episke ballader (“All You Need is Love”, “Let it Be”).

Skuespillerne gør det hæderligt, men de har svært ved at få karaktererne og især forholdene imellem dem til at virke troværdige. Det centrale kærlighedsforhold mellem Jude og Lucy er eksempelvis aldrig bevægende eller engagerende, hovedsageligt fordi fortællingen er forhastet og banal. Som man kan høre, er personerne også navngivet efter Beatles-sange. Men dét føles som et søgt forsøg på at skabe en spinkel og næsten desperat forbindelse mellem musikken og dem, der opfører den. Da kvinden Prudence endelig introduceres for “Dear Prudence”, er det svært at holde et højlydt suk tilbage. Og hvad er dog pointen med Judes evindelige ophængning af jordbær?

Beatles’ sange udnyttes ikke godt nok. Oftest føles det, som om numrene bliver smidt mere eller mindre tilfældigt ind – så tilfældigt, at det standser den tyndbenede, forudsigelige fortællings flow. Kun sjældent har sangene emotionel slagkraft. En nøgtern udgave af George Harrisons brillante “While My Guitar Gently Weeps”, der bruges til at fremhæve et nedbrudt parforhold, er en af undtagelserne. Og brugen af “I Want To Hold Your Hand” som en sørgmodig kærlighedserklæring fra en homoseksuel kvinde til en heteroseksuel klassekammerat er simpelthen genial.