De skulle være blevet i VegasHar du nogensinde spekuleret på, hvordan det ville føles at være tvunget til at leve sammen med en, man ikke kunne døje, igennem seks måneder, for at kunne score en andel af tre millioner dollars? Nej? Det har jeg heller aldrig, men en eller anden har øjensynligt ment, at det var en interessant nok ide til at bruge halvanden time på. Det kan man godt undre sig lidt over, når man ser resultatet.

Jack og Joy står begge i en overgangsperiode i deres liv. Hun er netop blevet fyret af kæresten, og han er netop blevet fyret fra jobbet. For at komme lidt til kræfter igen tager de hver især på en uforpligtende tur til Vegas, hvor de naturligvis møder hinanden. Efter en aften med fest, dans, sex og druk vågner de op til nogle gevaldige tømmermænd i form af en vielsesattest. Efter et hurtigt skænderi bliver de enige om så hurtigt som muligt at få ægteskabet annulleret.

Der sker imidlertid det, at de vinder tre millioner på en enarmet tyveknægt, og så ender den hurtige annullering i stedet i retten, hvor de begge kræver pengene. De får imidlertid en vrissen dommer, der er utilfreds med nutidens hurtige ægteskaber og skilsmisser. Han beslutter sig for at statuere et eksempel: Jack og Joy skal leve sammen som ægtefolk i seks måneder, hvis de ønsker at se skyggen af pengene, og de får tildelt en samlivsrådgiver, der skal kontrollere, at de nu også gør deres bedste for at få ægteskabet til at fungere. I stedet beslutter Jack og Joy sig imidlertid for at gøre alt, hvad de kan, for at drive modparten til vanvid og derved score alle pengene selv.

“Til Jackpot os skiller” er et lidt sørgeligt tilfælde. Den vil gerne være en crazy komedie, en satire om kønsrollerne og en romantisk komedie i en letfordøjelig pakke. Den fejler dog på samtlige punkter og er i stedet endt som en halvslap komedie med en komplet ordinær romantisk handling udført med omtrent den samme opfindsomhed som en reklame for rengøringsmidler. Filmen er drevet af sit plot – ikke sine hovedpersoner – og personudviklingen sker udelukkende for at fremme handlingen. Man fornemmer ingen form for nødvendighed eller logik i de involveredes følelser. De bliver vrede, fordi plottet kræver det, og gode venner igen, når plottet så kræver det.

Castingen af det romantiske par er endnu et problem. Ashton Kutcher er ikke synderligt overbevisende som rodehoved, og Cameron Diaz er en meget lidt troværdig sippe. I stedet bliver man mere interesseret i det had/kærlighedsforhold, som deres to venner har kørende som et side-plot, snarere end de to hovedpersoners ekstremt forudsigelige romance. Særligt Jacks ven – den efter eget udsagn forfærdelige advokat i skikkelse af Rob Corddry – leverer nogle af filmens få sjove momenter.