Nostalgi fra grønsværenHvis der er noget, der udover royale fødsler, bryllupper og skilsmisser synes at kunne samle store dele af den danske nation, så er det, når det danske fodboldlandshold løber på banen. Dokumentarfilmen “… Og det var Danmark” tager publikum med på et filmisk dyk ned i mediearkiverne, hvor de fatale afleveringer, de fantastiske mål, de sjove udtalelser, de store triumfer og de mørkere stunder i dansk fodbold i perioden 1979 til 1992 præsenteres. Det er stærkt koncentreret nostalgi for alle pengene, og det kan ikke andet end gribe én, har man har bare det mindste forhold til dansk fodbold.

Filmens hovedformål er at vise, hvordan det danske fodboldlandshold gik fra at være en samling amatører til professionelle boldatleter. Dette forløb fremstilles i høj grad takket være de skiftende trænere, begyndende med den stærkt underholdende Kurt Nielsen, der sammen med en montage af kæmpebrølere i dansk fodbold i 70’erne ikke levner mange forventninger til de danske evner på grønsværen. Men så ankommer “den vrede tysker” i form af Sepp Piontek og sammen med ham fysisk stærke fodboldspillere som Morten Olsen og brillante boldbegavelser som Allan Simonsen og Michael Laudrup. Det er navne, der sammen med fodboldkoryfæet Preben Elkjær har opnået særstatus inden for dansk sport.

Filmens forløb fokuserer primært på periodens slutrunder med EM i ’84, VM i Mexico ’86 og så EM ’92. Som man følger den tyske træners besvær med at banke vindermentalitet ind i de danske spillere, opstår fodboldfeberen også som en ny landeplage i Danmark i takt med den stigende succes. Kildematerialet er imponerede, og der er virkelig mange små godbidder i vente både på og udenfor banen. Filmens stil er dog alt andet end tilbageholdende og til tider for meget, som når den bombastiske, klassiske melodi “Adagio for Strings” lyder, da Spanien nævnes som modstander for første gang. Den til tider hårdtpumpede musik under kampene får filmen til at fremstå mere som en tv-kavalkade fremfor en egentlig dokumentarfilm i visse passager.

Ud over Sepp Piontek har filmfolkene også fået kontakt til Richard Møller Nielsen, og med disse to trænere som vidner til fortiden genoprulles hver deres tid med landsholdet. De to herrers særegne talefacon og betragtninger i bakspejlet fungerer godt med guldkornskommentarer som Møller Nielsens sammenligning mellem assistenttrænerjobbet og så det at kysse ens søster.

Men man kunne godt have ønsket udtalelser fra andre sider af det danske fodboldargentur. Særligt DBU-styrelsens håndtering af trænerskiftet efter Sepp Piontek kunne have brugt en nutidig kommentar fra de involverede, der fremstår som klaphatte i klip fra tv-interviews og pressekonferencer, men ikke rigtig får lov til at forsvare sig. I det hele taget synes der ikke rigtig at være blevet prioriteret iblandt de mange gode indgangsvinkler til stoffet og fremfor at føle, at man ledes mod et egentligt mål med fortællingen, er der adskillige spor og historier, man godt kunne have tænkt sig blev uddybet nærmere.