Latterlig komedieSpoof-genren er en type film, der typisk ved hjælp af komik og satire parodierer over andre genrer, film og/eller virkelige fænomener. Siden 1970’ernes “Monty Python og de skøre riddere”, 80’ernes “Rumnørderne” og 90’ernes “Robin Hood: Helte i underhylere” har genren tilsyneladende kun vokset sig større og større, og med Jason Friedberg og Aaron Seltzers “Meet The Spartans” er turen for mobning altså kommet til Zack Snyders “300” fra 2006.

Kong Leonidas står i front for spartanerne,-da de imperialistiske persere står for døren som et sidste led i det nye storrige. En udsending af perserkongen Xerxes mødes med kong Leonidas for at drøfte spartanernes overgivelse, men efter kong Leonidas har sparket både Xerxes udsending, ‘Britney Spears’ samt hele “American Idols”-dommerkomiteen i den lokale dødskløft er kampen i gang.

Friedberg og Seltzer, der begge har medvirket som forfattere på “Scary Movie”-filmene og instrueret både “Date Movie” og “Epic Movie”, forsøger sig i “Meet the Spartans” med alle de gængse ingredienser for en nutids parodi. For det første er filmen baseret på en stor kommerciel succes. For det andet medvirker den obligatoriske nøgenmodel og sorte rapper legemliggjort af henholdsvis spoof-genganger Carmen Electra og Method Man fra Wu-Tang Clan, og for det tredje bliver stort set alle kropsvæsker som urin, afføring, snot, bræk osv. brugt i enorme mængder gennem filmens 80 minutter. Til trods for at alle regler er overholdt – eller rettere netop på grund af dette – er “Meet the Spartans” et umådeligt kedeligt bekendtskab.

Allerede fem sekunder inde i filmen bliver den platte tone slået an med en baby, der overskider en voksen spartaner til. Vittigheden er håbløst gammeldags og effekterne ligeså. Sjovere bliver det heller ikke af, at joken senere gentages igen og igen blot med andet offer og anden farve væske. Spoof-filmen har som hovedformål at få tilskuerne til at grine, og det er her filmen lever eller dør. I “Meet the Spartans” tilfælde har man set nok efter fem minutter, og de resterende 75 bliver således forudsigelige, platte, vulgære og sørgeligst af alt ikke morsomme.

Enkelte scener, hvor ‘Britney Spears’ synger for sit barn som kun Britney Spears kan, eller hvor King Leonidas banker sin søn rundt i arenaen for at modne ham, får for en kort bemærkning publikum til at trække en anelse på smilebåndet, men desværre bliver alt sketch-materiale med skyggen af potentiale i sidste ende overbrugt og tværet ud med samme kraft som perserne i slaget i den rigtige “300”.