Den satans familie”Det er svært at finde nogle, som man elsker lige så højt som sin familie,” lyder det omtrent midtvejs i Noah Baumbachs “Margot at the Wedding”, selvom filmen indtil da tilsyneladende har gjort en del for at overbevise os om, at familier har fanden skabt. At de i sagens natur ofte vækker stærkt modsatrettede følelser, er vist ingen hemmelighed, og det er netop nogle af de oplevelser, der tages under kærlig behandling i filmen.

I historiens første minutter præsenteres vi for Margot og hendes søn Claude, der via tog er på vej til Margots søsters bryllup. Søstrene har ikke været på talefod i årevis, og gensynet imødekommes derfor med en vis anspændthed. Margot er mindre end begejstret, da hun bliver hentet af søsterens kommende mand, den excentriske Malcom, der har et overskæg for at være morsom, og som af årsager, der hurtigt bliver åbenlyse, hader spørgsmålet [i]”Hvad laver du?”[/i].

De to søstre Margot og Pauline viser sig på mange måder at være hinandens modsætninger. Hvor Margot er blevet en evigt kritiserende og udfarende succesfuld forfatter, er Pauline blevet boende i det nedslidte barndomshjem og har umiddelbart en mere rund, eftergivende personlighed, som dog viser sig også at have sine giftige sider. Snart lurer gamle konflikter, mens spydighederne tager til, og stemningen i huset bliver tiltagende anstrengt. Samtidig viser det sig, at Margot muligvis har haft et helt andet motiv til at foretage rejsen end først antaget.

“Margot at the Wedding” er Noah Baumbachs femte film efter bl.a. “Kicking and Screaming”, der handlede om en gruppe unges problemer med at tilpasse sig det voksne liv, samt “The Squid and the Whale”, der beskrev en kaotisk skilsmisse. Begge film har haft betydelige selvbiografiske elementer, og det er en temmelig nærliggende tanke, at det samme gør sig gældende for denne. Ikke mindst eftersom det viser sig, at Margot ligeledes genbruger familiens kriser i sine historier, hvilket de dog ikke er voldsomt begejstrede for. Uanset om den er selvbiografisk eller ej, så er filmen fyldt til randen med overbevisende detaljer og præcise persontegninger, hvis mindre charmende træk det ikke er svært at nikke genkendende til.

Filmen handler om mennesker – ikke plotkonventioner, og i lighed med Baumbachs tidligere film er det blot en papirtynd handlingstråd, der holder filmen sammen. Dialogen er til gengæld proppet til randen med udsædvanligt velskrevne replikker, der skiftevis er rammende, bevægende og morsomme – ofte i en og samme sætning. Der synes ikke at være en henkastet bemærkning, der ikke er ladet med betydning. Skuespilmæssigt er filmen holdt op af en duperende gruppe. Som de to stridende søstre er Nicole Kidman og Jennifer Jason Leigh fabelagtige, og Jack Blach er ligeså ubetalelig som den lidet imponerende Malcom.