Det søde familielivPå film kan en familiesammenkomst sjældent løbe af stabelen uden en eller anden form for konflikt, hvor skeletter i skabet eller søskende med diametralt modsatte personligheder bliver katalysatorer for utallige skænderier, før festen er forbi. “Min brors kæreste” er ingen undtagelse, men paradoksalt nok er familien en så pæn og sød en af slagsen, at hverken dramaet eller komikken på noget tidspunkt fænger for alvor.

Dan, spillet af Steve Carell, er enlig familiefar til tre piger, hvoraf to er i den turbulente teenagealder. Med de tre pigers travle liv, de mange avisklummer han skal skrive hver uge, og mindet om hans afdøde kone, har Dan ikke skænket den romantiske kærlighed en tanke i flere år. På vej til den årlige familieweekend i bedsteforældrenes sommerhus støder han dog på egen hånd ind i den smukke og lattermilde kvinde Marie, spillet af Juliette Binoche. Hun formår straks at vække troen på kærligheden i Dan igen. Desværre viser det sig, at selvsamme kvinde er kæreste med Dans bror, og så er der ellers lagt i den hyggelige kakkelovn for intriger og forviklinger, som weekenden forløber.

Men så alligevel ikke helt. For på trods af størrelsen af hele den pukkelryggede familieflok og problemet med de konkurrerende brødre forløber weekenden sig i et adstadigt tempo. En lettere søvnig atmosfære indfinder sig lidt for hurtigt, som den ene montage efter den anden skildrer familiens mange sociale aktiviteter sammen, og den nok så søde stemning understreges med dertilhørende underlægningsmusik.

Værst er det, at med alle disse pæne mennesker omkring sig så fremstår Dan hverken som den selvopofrende familiefar eller sympatiske rådgiver, som alle påstår, han er. I stedet opfører han sig som en forårsforelsket teenager det meste af filmen igennem, der det ene øjeblik surmuler over ikke at kunne få den pige, han gerne vil have, og det næste ikke kan holde fingrene fra hende af bar iver.

Hvis to voksne menneskers konstante fnisen er kendetegnende for, hvor mange følelser de må have for hinanden, kan man godt tale om en kemi imellem Steve Carell og Juliette Binoche som hans drømmekvinde. Den franske skuespillerinde har dog både været mere charmerende og rørende tidligere, end hun er her, og også Steve Carell har været heldigere i forsøget på at ramme sin vinende kombination af komiske fortalelser og romantiske klodsmajorsmanøvrer, som det f.eks. lykkedes ham i “The 40-Year-Old Virgin”.