Det tålmodige vestenFor en genre, der efter sigende kradsede af for mange år siden, må westerngenren siges at leve i bedste velgående. Sidste år bød på alt fra James Mangolds populære “3:10 til Yuma” og P.T. Andersons overvældende “There Will Be Blood”, til Coen-brødrenes ufejlbarlige neo-western “No Country for Old Men” og newzealandske Andrew Dominiks “Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford”. Sidstnævnte var uden tvivl firkløverets mindst beskuede blad, men filmen fortjener trods alt mindst lige så megen omtale som sine jævnaldrende artsfæller.
[image=23187]
Denne lange, men aldrig langsommelige western er en aldeles tryllebindende affære spækket med majestætiske billeder og storladent drama af en lige så episk natur som produktionens uovertrufne billeder. Fotografen Roger Deakins er simpelthen en troldmand, og det er et mysterium, at manden endnu ikke har høstet en eneste Oscar for sit fantastiske arbejde. Kulisserne ligner derudover aldrig kulisser, men derimod reelle lokaler, bygninger og stræder, som rent faktisk føles befærdede og beboede. Og den udførlige lydside og Warren Ellis og Nick Caves sjælfulde musik gør blot en allerede afsindig stemningsfuld film endnu mere fortryllende.
Filmen har mere tilfælles med David Finchers “Zodiac” end de førnævnte westerns. Ligesom Finchers fremragende, begavede thriller omhandler “Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford” mænd, der er så besatte af dem selv, hinanden, berømmelse og frygt, at deres respektive besættelser langsomt fortærer dem. Fortællingens karakterer er blandt de mest troværdige og nuancerede, genren nogensinde har mønstret. Der er adskillige årsager til, at filmen vinder på gensyn, og blot to af disse er figurerne og skuespillerne, som portrætterer dem.
[image=23189]
Brad Pitt er superb som den lovstridige, paranoide Jesse James – en yderst kompleks herre, der føler sig tiltrukket af livet som højtelsket landeplage, men som samtidig er begyndt at hade den brutale lømmel, hans omgangskreds og levestil har forvandlet ham til. Pitts øjne udstråler en undertrykt vrede, der immervæk truer med at bryde ud i lys lue. Når den endelig gør det, overrumples man totalt. Lige så brillant er Casey Affleck som unge Robert Ford, der har set op til James hele sit liv, men som langsomt indser, at myterne om hans elskede idol tegner et naivt billede af den voldelige tyv. En tyv, som ikke havde noget imod at aflive ubevæbnede landsmænd. Afflecks følelsesladede og mangfoldige toppræstation skænkede ham en velfortjent Oscar-nominering.
Titlen lægger ikke just skjul på, hvordan filmen ender. Men titlen er også en lille genistreg i sig selv, da det blot gør én endnu mere opmærksom på sammenspillet og forholdet mellem det umage par, som i sidste ende bevirkede flere tragiske begivenheder. Men selvom slutningen er kendt, er vejen dertil proppet med uforudsigelige twists, der holder én limet til skærmen. Og når det berømte drab endelig indtræffer, er det svært ikke at blive chokeret. Det er en af de bedste scener i en af de bedste film i årevis.
[image=23186]
Video”Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford” så langtfra godt ud på dvd. Transferet var plaget af komprimeringsfejl og edge-enhancement. Heldigvis ser filmen langt bedre ud i high-definition, men end ikke Blu-ray’ens transfer yder filmens underskønne billedside retfærdighed. Der er ganske få nævneværdige tilfælde af edge-enhancement, og hverken komprimeringsfejl eller snavs optræder. Billedet er som regel også skarpt, og de generelt kølige farver gengives godt. Visse skud er dog en anelse slørede, og her menes naturligvis ikke de billeder, der med fuldt overlæg gør brug af vignetter. Detaljerigdommen er ofte enorm, men i visse dunkle scener synes detaljerne at drukne i mørket. Visse billeder byder også på utilsigtet gryn – tjek eksempelvis nattehimlen i filmens åbningsmontage.
AudioLigesom dvd-udgivelsen indeholder BD-udgivelsen blot et ordinært Dolby Digital 5.1-lydspor, der dog har en næsten dobbelt så høj bitrate som dvd-skivens DD5.1-mix. Filmen er lige så rig på spidsfindige, visuelle detaljer som auditive, og det er især filmens stilfærdige scener, der imponerer lydmæssigt. Der sker altid et eller andet i baggrunden, om det så er en sprød knirken eller et koldt vindpust, hvorfor filmens omgivelser virkelig virker levende. Panoreringerne fungerer efter hensigten, replikkerne lyder aldrig dubbede, og dialogen er tydelig hele vejen igennem. Det smukke score hverken overdøver eller overdøves. Ligesom dvd-udgivelsens spor udnytter dette mix ikke LFE-kanalen så godt som håbet, men især replikkerne og de subtile lydeffekter gengives klarere på Blu-ray end på dvd.
[image=23192]
EkstramaterialeDvd-udgivelsen husede intet ekstramateriale udover et par trailers til andre spillefilm. Denne Blu-ray er endnu fattigere på ekstramateriale, den indeholder nemlig nul og niks af slagsen. Udenlandske udgaver af BD-udgivelsen indeholder dog en enkelt fascinerende dokumentar om Jesse James.