Langt fra et pletskudHvad pokker sker der dog for actionfilm i øjeblikket? I gamle dage skulle der ikke meget til at tvinge kritikerne eller biografpublikummet op af sæderne med klappende hænder. En enkelt forvildet politibetjent i et kapret højhus… En ustoppelig bus i fuld fart med en håndfuld passagerer og en enkelt bombe ombord… Et eksplosivt opgør mellem et uhyre grimt uhyre og en forhenværende, østrigsk bodybuilder i Sydamerikas jungler… Men nu til dags er det blevet sædvane i Hollywood at proppe actionfilm med mindst lige så mange snørklede sidehistorier, stupide twists og farveløse karakterer som dødsensfarlige projektiler og betagende eksplosioner.

Den succesrige “Pirates of the Caribbean”-trilogi blev til sidst umulig at finde hoved og hale i. Michael Bays “Transformers” bestod af omtrent lige så mange separate fortællinger som “Magnolia”. Franske Xavier Gens “Hitman” er ligeledes en actionfilm, som bruger så lang tid på at spinde et labyrintisk net sammen af forviklede, røde tråde, at hverken historien eller karaktererne får lejlighed til at ånde, hvorfor publikum ikke får tid eller anledning til at engagere sig. Filmen beretter om lejemorderen Agent 47 (kendt fra “Hitman”-spillene), som må døje med alt fra forræderi og politiske sammensværgelser til uventet forelskelse og adskillige internationale ordensmagter.

Måske troede manuskriptforfatteren Skip Woods, som også forfattede den ujævne “Swordfish”, at et kringlet plot ville få filmen til at virke mere begavet. Men Woods har tydeligvis ikke et særlig godt greb om genren, der sædvanligvis fungerer bedst, når de forførende actionsekvenser kombineres med god humor, sympatiske figurer og fængslende dilemmaer. “Hitman” er simpelthen for ujævn og rodet til at fornøje. Ydermere hjælper det ikke, at filmen ikke besidder én eneste original knogle i sin spinkle krop. Især fra “Bourne”-trilogien, som det nærmest er blasfemisk at nævne i samme åndedrag som “Hitman”, bliver der plyndret.

Komponisten John Powell, der skrev en masse fremragende musik til netop “Bourne”-filmene, ville også have en virkelig god sag, hvis han valgte at sagsøge kollegaen Geoff Zanelli for tyveri. Men heldigvis har flere af de andre, der arbejdede bag kameraet på “Hitman”, ydet en ganske hæderlig indsats. Actionsekvenserne er forfriskende nådesløse og æstetisk set ganske ambitiøse. Den fornemme brug af bombastiske lydeffekter, slowmotion og veltimede klip efterlader heller ingen tvivl om, at Gens trods alt har en vis idé om, hvordan filmmediets virkemidler fungerer. Men når actionscenerne aldrig føles ordentligt integreret i forløbet, og når man ikke føler en døjt for de involverede parter, svækkes intensiteten.

Den manglende interesse for figurerne skyldes til dels også det ujævne skuespil. Enhver, der har set westernserien “Deadwood”, vil vide, at Timothy Olyphant er en habil skuespiller. Men ligesom i “Die Hard 4.0” virker han ofte malplaceret her i “Hitman”. Olyphant spiller en mere menneskelig og ungdommelig udgave af den hærdede, kyniske lejemorder, som optræder i computerspillene. En lejemorder, som er trænet i at virke usynlig, men som ikke desto mindre er skaldet, iført flot jakkesæt og udstyret med en enorm stregkode tatoveret i nakken.

Men Olyphant har svært ved at få manuskriptets pompøse replikker til at klinge troværdigt, og hverken Olyphant eller ukrainske Olga Kurylenko er talentfulde nok til at få deres respektive figurers spirende romance til at virke tilnærmelsesvis plausibel. Springet fra gensidigt had til gensidig tiltrækning sker simpelthen for hurtigt. Og Dougray Scott, Robert Knepper og Ulrich Thomsen får ikke meget at tage sig til udover at råbe og surmule som Hitmans fantasiløse fjender.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. En nyproduceret actionfilm som “Hitman” burde se eksemplarisk ud på dvd, men det gør den uheldigvis ikke. Farvegengivelsen er glimrende, temperaturen er stabil, kontrasten er solid, og hverken udtværing eller komprimeringsfejl optræder. Edge-enhancement hænder yderst sjældent, men transferets største problem er en til tider enerverende, manglende skarphed. Få af filmens utallige skud står for alvor skarpt, og selvom nærbillederne sjældent irriterer (men dog heller aldrig fryder), er det anderledes med totalbillederne, som til tider virker lettere slørede.

AudioSkivens Dolby Digital 5.1-lydspor bør fornøje alle, der sætter pris på højlydte, fremfusende actionfilm. Filmens få stilfærdige scener benytter ikke kanalnetværket synderlig godt. Man savner flere sofistikerede og uforudsigelige auditive indfald. Men filmens utallige bragende actionsekvenser sætter anlægget på en heftig prøve. Subwooferen buldrer mere eller mindre konstant, men alligevel virker brugen af LFE-kanalen aldrig uovervejet. Det er i øvrigt forbavsende, hvordan både musikken og dialogen konstant formår at være tydelig på trods af den endeløse, gennemtrængende kugleregn. Der er talrige effektive panoreringer, og der optræder ingen støj.

Ekstramateriale”In the Crosshairs” (24 min.) er en ganske hæderlig dokumentar, der ganske vist ikke byder på mange kritiske observationer fra de mange interviewede filmmagere eller skuespillere, men som heldigvis ikke drukner i smagløs forfængelighed. Der bliver bl.a. talt om forsøget på at tilfredsstille computerspillenes fans og skuespillernes incitament for at hoppe med på vognen. Ulrich Thomsen diskuteres også en del. Man kunne dog godt have ønsket sig en længere spilletid, mindre sniksnak og færre forklarende klip fra filmen. “Digital Hits” (11 min.) tilbyder et interessant, men kort kig på computerspillene. Forskellige spilanmeldere og nogle enkelte af det oprindelige spils danske bagmænd interviewes.

“Settling the Score” (5 min.) handler om filmens musik. Komponisten Geoff Zanelli interviewes, og han virker mildest talt selvhøjtidelig. En stak halvkedelige featuretter om de forskellige våben i filmen er også inkluderet. Ydermere er der fem minutters delvist morsomme fraklip og fem generelt uinteressante slettede/alternative scener inkl. en mere dyster slutning.