Første danske film på Blu-ray imponerer”De fortabte sjæles ø” er, nøjagtig ligesom instruktør Nikolaj Arcels forrige film, “Kongekabale”, spækket med tyvstjålne ideer fra alskens film og tv-serier, men er (set med danske øjne) ikke desto mindre en hæderfuld bedrift. “Kongekabale” var en forudsigelig politisk thriller, der savnede bid og originalitet. Men selv garvede filmeksperter kan næppe nævne et tilsvarende dansk politisk drama, og den var flot at se på. “De fortabte sjæles ø” er snarere en kavalkade af højdepunkter fra blockbustere som “Star Wars”, “Harry Potter” og “Indiana Jones” end en regulær film, men filmmagernes høje ambitionsniveau har givet pote. På trods af filmens skavanker er den medrivende og utvivlsomt blandt de mest visuelt overdådige danske spillefilm til dato.
[image=22918]
Det er heller ikke fordi, at den flittige brug af genkendelige elementer gør [i]så[/i] forfærdelig meget, men til tider bliver man hevet lidt ud af filmen af de åbenlyse ligheder mellem “De fortabte sjæles ø” og diverse internationale hits. Arcel og især effektmagernes iver efter at hylde deres idoler formindsker mængden af overraskelser. Men på den anden side er det også en smule forfriskende at se en dansk genrefilm, som ikke lægger skjul på dens konventionelle idiom, og som tydeligvis ikke har nogen prætentiøs vrangforestilling om, at den er mere betydningsfuld, end den vitterligt er.
“De fortabte sjæles ø” blev angiveligt produceret for næsten 40 millioner kroner, hvilket måske ikke er meget i forhold til sommerens amerikanske blockbustere, som gennemsnitligt kostede mere end 10 gange så meget at lave. Men ikke én krone er gået til spilde. Effektselskabet Ghost har produceret de mest iøjefaldende effekter, der nogensinde er set i en dansk spillefilm. Alskens energistråler, særprægede kreaturer (blandt andet et uforglemmeligt, grusomt fugleskræmsel) og kunstige baggrunde optræder, og den storladne musik og et generelt veloplagt skuespillerhold sørger også for, at man bliver revet med.
[image=22915]
Lige fra det imponerende åbningsskud til det hæsblæsende klimaks er man oppe på dupperne, og som regel gyser og ler man på de rigtige tidspunkter. Derudover er filmen dyster og uforudsigelig nok til at appellere til voksne og samtidig varm og humoristisk nok til at være overkommelig for børn. Vitserne er sjældent platte, og spændingsmomenterne er heldigvis effektive.
Ensemblet er dog en blandet godtepose. Lukas Munk Billing kan meget vel gå hen og blive Danmarks svar på Haley Joel Osment. I rollen som en dreng, der overtages af en gammel ånd ved navn Hermann, formår knægten både at være troværdig og hylende skæg. Lars Mikkelsen, som ligner en mellemting mellem kejser Palpatine og T-1000, er herlig som den afskyelige necromancer, der selvsagt er ude efter verdensherredømmet, og som historiens børnehelte må besejre. Det er de uerfarne børneskuespillere Sarah Langebæk Gaarmann og Lasse Borg, som er produktionens svageste led. De er utroværdige og så overordentlig firkantede i deres mimik, at man sjældent fatter sympati for dem, men derimod ofte irriteres.
[image=22917]
Video”De fortabte sjæles ø” er den første danske film, der udkommer i 1080p herhjemme. Eftersom de fleste HD-skiver herhjemme bliver produceret i udlandet, kunne man let have frygtet, at danskere med ringe erfaring ville producere et middelmådigt transfer. Men Blu-ray’ens transfer er et fantastisk et af slagsen, som overgår dvd-udgivelsens transfer med adskillige banelængder.
Billedet er uhyre skarpt, og detaljerigdommen er enorm. Hvert eneste blad og hver eneste kvist i børnenes have er tydelig, og i byens havn kan man spotte hver eneste båds mast i horisonten. Undertegnede spottede kun edge-enhancement en håndfuld gange, og komprimeringsfejl optræder aldrig. Den beskedne mængde gryn er også med til at give billedsiden et celluloidagtigt look. Farverne er smukke – især de grønlige og blålige farvenuancer er attraktive. Kontrasten gør det dog til tider svært for detaljerne i billedets mørkeste afkroge at ånde, hvilket giver billedet et lidt fladt udseende, som frarøver transferet topkarakter. Men alt i alt er transferet en yderst positiv overraskelse. Forhåbentlig udkommer andre danske film også snart i HD.
[image=22919]
AudioDiscen indeholder et fornemt DTS 5.1-lydspor med en bitrate på 1.5 mbps, hvilket er dobbelt så højt som dvd-udgivelsens DTS-spors bitrate. Lydsidens dybeste og højeste toner er tydeligere på Blu-ray end på dvd, og lyden har en bedre resonans. Subwooferen er uhyre aggressiv på alle de rigtige tidspunkter. Dialogen lyder distinkt, der er ingen støj eller overstyring, og panoreringerne virker fuldstændig efter hensigten. Der er masser af subtile lyde, som er med til at skabe en opslugende atmosfære, og ofte kommer lydene så pludseligt, at man næsten blæses omkuld – på den fede måde. Derudover folder Jane Antonia Cornish’ storslåede musik sig godt ud. Musikken og effekterne komplimenterer hinanden vældig godt og overdøver aldrig hinanden.
EkstramaterialeDer er inkluderet et kommentarspor med instruktør Nikolaj Arcel, skuespillerinden Sara Langebæk Gaarmann og filmens visual effects supervisor, Jeppe N. Christensen. De tre deltagere kommer godt rundt om bl.a. historien, optagelserne, skuespillet og effekterne. De er meget ærlige og selvkritiske – Arcel fremhæver en del fejl i filmen, som man ellers formentlig aldrig havde spottet. Alt i alt et fint kommentarspor.
[image=22913]
Alt ekstramaterialet præsenteres i 576p. Der medfølger en halvlang dokumentar, “Filmens verden” (25 min.), og en håndfuld såkaldte webisodes, som går tæt på forskellige aspekter af filmen. De varer tilsammen ca. 27 min. Alle featuretterne indeholder et væld af fine interviews, interessante optagelser og adskillige tegninger og billeder. Filmens tilblivelse dokumenteres vældig godt – alt fra hyringen af skuespillerne og historiens fødsel, til designet af figurerne og effekterne gennemgås, og både filmens prominente bagmænd og menige medvirkende kommer til orde. Fans har intet at beklage sig over.
Der er i alt 11 minutters slettede scener, og Arcel har indtalt kommentarer til dem alle. Man kan kun give instruktøren ret i, at scenerne var unødvendige, men der er trods alt flere fine momenter. Fem minutters muntre fraklip samt både filmens teaser og trailer runder en særdeles nydelig portion ekstramateriale af.
[image=22912]