Filmz
Elizabeth: The Golden Age

Elizabeth: The Golden Age

Medvirkende:

Jordi Mollà, Aimee King, Cate Blanchett, Laurence Fox, John Shrapnel, Geoffrey Rush, Susan Lynch, Elise McCave, Samantha Morton, Abbie Cornish, Penelope McGhie, Rhys Ifans, Eddie Redmayne, Stuart McLoughlin, Clive Owen

Instruktør:

Shekhar Kapur

Genre:

Drama

Elizabeth: The Golden Age

Ikke helt guld værdForinden udgivelsen af “Elizabeth: The Golden Age” havde mange journalister spået, at filmen ville blive et sensationelt hit, der ville afføde et hav af Oscar-nomineringer. Der var jo heller ikke grund til at tro andet… Filmen blev lavet af nøjagtig de samme folk som forgængeren “Elizabeth” fra 1998, der fornøjede millioner af kritikere og biografgængere, og som blev nomineret til hele syv Oscars. Men i denne omgang blev kun Cate Blanchetts præstation i titelrollen samt produktionens imponerende makeup påskønnet af det amerikanske filmakademi. Kun få gad se filmen i biffen, og mange vendte tommelfingeren nedad, da de forlod biografen. Hvad katten gik der dog galt?

[image=22830]

Den første “Elizabeth” fungerede både som et storladent, historisk drama om en verden i forandring og som et intimt karakterportræt af en unik, kompromisløs kvinde forud for sin tid. Og æstetisk er “Elizabeth: The Golden Age” mindst lige så overvældene som sin forgænger. Kulisserne, kostumerne og rekvisitterne er rige på spidsfindige, visuelle detaljer, og de underskønne billedkompositioner giver virkelig seeren mulighed for at nyde hver eneste facet af filmens facade. Men desværre har Kapur og Co. ikke brugt lige så megen tid på at raffinere historien eller dens karakterer som filmens udseende.

Blanchett er som ventet fantastisk (endnu en gang) som den legendariske, kontroversielle monark. Det ene øjeblik er hun frygtindgydende, når hun højlydt inviterer Spanien til at angribe sin nation. Det næste øjeblik er hun forbavsende sårbar, når hun i enrum begræder synet af de simple glæder, hendes medmennesker oplever, men som hun aldrig selv kan opleve igen. Men i modsætning til den mere helstøbte “Elizabeth” kommer man sjældent helt under huden på dronningen her i “Elizabeth: The Golden Age” – bl.a. fordi den modsat forgængeren har svært ved at beslutte sig for, hvilke dele af dronningens regeringstid, den virkelig vil fokusere på. De hyppige og til tider kaotiske spring mellem forskellige tidsperioder og aspekter af henholdsvis Elizabeths privatliv og liv som monark forstyrrer af og til.

[image=22827]

Samantha Mortons skiftevis kyniske og følelsesladede portræt af Elizabeths kusine Mary Stuart, Skotlands dronning, er derudover fantastisk. I scenerne omhandlende den skotske frues turbulente, komplekse forhold til den engelske regent opnår filmen en emotionel slagkraft, som ellers savnes i en stor del af forløbet. Den sektion af filmen, som beskæftiger sig med Elizabeths flirt med den opdagelsesrejsende Walter Raleigh (spillet af en veloplagt Clive Owen), som er forelsket i en af dronningens tjenerinder, er ydermere for kedelig og banal, og trekantsdramaet sluger for megen spilletid i filmens midterdel.

Men der er heldigvis rigeligt med begivenhedsrige scener med fokus på tidens mange djævelske, fascinerende sammensværgelser, Elizabeths voksende selvtillid og Englands nervepirrende opgør med Spaniens enorme armada. Og selvom flowet er ujævnt, er tempoet forbavsende højt for en film om politiske intriger i 1500-tallets Europa. Kedelig bliver “Elizabeth: The Golden Age” gudskelov aldrig, og den fortjener vitterligt et bedre ry.

[image=22825]

VideoNår Universal-logoet dukker op i begyndelsen, er det utydeligt og sløret. Gudskelov kan det samme ikke siges om resten af filmens billeder. Blot få sekunder inde i forløbet befinder vi os i en kirke, hvor alle mønstrene på væggene og loftet er umådelig tydelige. Detaljerigdommen er gennemgående skyhøj, så man får virkelig lejlighed til at værdsætte de flotte kulisser og kostumer. Farverne er enormt appetitlige – skovenes tillokkende limegrønne nuancer er næsten hypnotiske. Der optræder ingen edge-enhancement, komprimeringsfejl eller støj. Desværre er billedet dog en anelse fladt i nogle af de allermørkeste scener, hvor skyggeområderne til tider virker for ensfarvede.
AudioDet er en skam, at denne danske HD-DVD ikke indeholder det TrueHD-lydspor, som følger med flere internationale udgaver af udgivelsen. I stedet indeholder skiven et Dolby Digital Plus 5.1-mix, og ofte mærker man, at komprimeringen har dulmet lydsidens højeste og dybeste toner. Lydene, som baghøjtalerne mønstrer, er tit flade og lave. Replikkerne savner til tider mere rumklang, men de er trods alt tydelige, og Craig Armstrong og A.R. Rahmans fornemme musik er uhyre distinkt. Visse scener er auditivt virkelig imponerende såsom et storladent søslag og et fængslende opgør i en kirke. Panoreringer er der ikke mange af, men de er til gengæld dejlig usynlige, hvorfor man ikke umiddelbart bemærker, at lyden rejser mellem to specifikke højtalere. Subwooferen udnyttes også godt.

[image=22829]

EkstramaterialeInstruktør Shekhar Kapur har indtalt et godt kommentarspor, der byder på et hav af anekdoter. Den indiske filmmager holder kun få pauser, og han taler især om filmens tematik, skuespil og brugen af æstetik til at afspejle karakterernes følelser. Kapur har heller ikke noget imod at pointere de steder i filmen, hvor han har fiflet med historiske facts.

Derudover medfølger der en lille håndfuld dokumentarer, som desværre ikke præsenteres i HD. “The Reign Continues: Making Elizabeth: The Golden Age” (11 min.) er et nogenlunde, men meget kort kig på filmens tilblivelse. Heldigvis spildes der ikke megen tid på diskussioner om filmens plot, men ikke overraskende får de interviewede ikke rigtig tid til at diskutere filmen eller karaktererne ordentligt. “Commanding the Winds: Creating the Armada” (11 min.) omhandler udelukkende filmens flotte effekter. “Inside Elizabeth’s World” (7 min.) drejer sig om filmens udseende, men ligesom de førnævnte featuretter er denne også alt for kort. I samme dur er “Towers, Courts and Cathedrals” (10 min.), der omhandler flere af de virkelige locations, som filmmagerne brugte.

Knap 9 minutters slettede scener medfølger også, og de er egentlig ganske hæderlige. Der er tale om ganske korte, saksede øjeblikke, der ville have skænket visse karakterer flere lag. Hvis ens afspiller er tilkoblet internettet, får man derudover adgang til alskens trailers. Ligesom Universals andre HD-DVD’er giver skiven brugeren mulighed for at bogmærke ens yndlingsscener.

[image=22826]

Kort om filmen

Dronning Elizabeth I har regeret England i næsten tre årtier. Hun er stadig ‘jomfrudronningen’, objekt for fyrstelige bejlere fra hele Europa. Men hun er samtidig i en udsat position; truet først og fremmest af det katolske Spanien, men også af en skjult opposition og engelske katolikker, der gerne så den gamle orden genindført – måske under den skotske Mary Stuart, der er katolik. Men som også er Elizabeths fange.
Elizabeth spiller sin rolle som dronning, ophøjet, forgudet, utilnærmelig. Men samtidig med et stort savn i sit liv. Da eventyreren Walter Raleigh gør sin entré ved hoffet, bliver hun fascineret. Denne mand, der kan fortælle om nye verdner på den anden side af oceanerne, må ikke forlade hoffet. Med sin hofdame, Bess, som stedfortræder indleder hun er flirt med den flotte Raleigh, der godt kan bruge den royale opmærksomhed, men som også er undersåt og mand. Men det er en stilhed før stormen; inden længe oplever Elizabeth både snigmord, forræderi og den største trussel af dem alle: Den Spanske Armada!

Ads by MGDK