[i]”Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild… den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”[/i] Således skriver Paulus i Det Nye Testamente, og således hører man det ofte gentaget som en almen sandhed. Man skal dog ikke bevæge sig særlig meget i den virkelige verden for at konstatere, at det ofte ikke er tilfældet, og at det måske heller ikke altid er til alles fordel de gange, hvor det er. Skal man altid tilgive og vende den anden kind til, eller findes der ting, der ikke kan og ikke bør tilgives?

Disse relativt abstrakte spørgsmål bliver pludselig meget nærværende for Annika i skikkelse af Trine Dyrholm. Sammen med sin mor driver Annika en populær danseskole, hvor hun også bor, men hendes faste rammer kommer under pres, da hun bliver forgabt til op over begge ører i den fåmælte og indadvendte elektriker Lasse, spillet af Anders W. Berthelsen. Han bærer tydeligvis på en eller anden form for byrde og er sandt at sige ikke særlig imødekommende, men alligevel – eller måske netop derfor – fortsætter romancen.

Han har siddet inde for et eller andet fusk, fortæller han, men Annika fornemmer hurtigt, at der ligger mere bag, og det viser sig da også, at han har mere og langt alvorligere ting at skjule. Ting, han helst vil glemme, men som ikke desto mindre bliver ved med at dukke op.

Instruktøren Pernille Fischer Christensen debuterede med den forfriskende og meget velspillede “En soap”, og ligesom den er “Dansen” en neddæmpet og meget lidt hollywoodsk hverdagsfortælling. Det er i de små virkemidler, at historien udspilles, og ofte er det mimikken og pauserne, der formidler beretningen, mere end det er den direkte dialog. Filmen vækker minder om Ken Loachs hverdagsdramaer i dens uhøjtidelige og usminkede tilgang til emnet samt i dens meget overbevisende miljøbeskrivelse.

At nogle kvinder tiltrækkes af de forkerte mænd, er en velkendt sag. Herhjemme kender vi naturligvis rædselshistorier som Peter Lundin, men mere almindelige er de utallige historier om kvinder, der bliver ved med at vende tilbage til deres voldelige mænd i fast overbevisning om, at det denne gang bliver anderledes. I “Dansen” er det på mange måder en lignende historie, der bliver fortalt, efterhånden som Lasses historie både dukker op som en fortidig misgerning samt som en fortsat potentiel trussel. Spørgsmålet bliver ikke blot, om Annika kan tilgive ham, men også om hun kan leve med den trussel, han fortsat udgør.