Hvis livet var en filmDanske Ole Bornedal kræver næppe nærmere introduktion, og instruktøren præsenterer da også udelukkende sig selv ved efternavn i forbindelse med sin seneste film, “Kærlighed på film”. Prætentiøst og højtravende vil nogle måske mene, men stilsikkert er universet stadigvæk, præcist som det er blevet demonstreret i den epokegørende “Nattevagten” samt den ligeledes ganske velsmurte ungdomskomedie “Vikaren”.

I nærværende opus udarter Bornedal sig til stilmæssig legeonkel, og det lægger beslag på fortællingen. Den effige jongleren med genrebegreber og klicheer bliver for stor en mundfuld for den ellers så kvalitetsbevidste instruktør, og mest af alt fremstår “Kærlighed på film” også som en række udvalgte uddrag fra en sæbeopera brygget over de senere års typiske danske parforholdsdramaer ala “Elsker dig for evigt”. [i]Scenen er falsk, men følelsen er ægte[/i] understreges det flere gange undervejs. Måske mangler Bornedal i virkeligheden føling med sit værk? I hvert fald er det svært at se filmens forlorne kærlighedsscener som andet end ufrivilligt komiske. Og det har vel næppe været intentionen?

“Kærlighed på film” er opstillet som et trekantsdrama med Anders W. Berthelsens drømmende kriminalfotograf Jonas som den ubetingede (anti)filmhelt. Han har sine eksotiske drømme om en fjern og fantasifuld verden langt fra sit konforme familieliv, som i bund og grund matcher tilbudskataloget fra Bilka. Her er sex en sjælden gestus, når børnene er lagt i seng, og livets højdepunkter parmiddage med kollegerne. Det scenarie får Jonas dog mulighed for at gøre op med, da han sammen med familien involveres i en bilulykke med svenske Julia, der lander i et koma. Jonas fascineres af den mystiske kvinde og havner i et rent og skært forvekslingsdrama, da han udgiver sig for at være Julias kæreste Sebastian, forelsker sig i hende og tilmed forlader hustru og børn. Scenen er måske falsk, men følelsen er skam ægte nok.

Julia er som følge af ulykken både blind og i koma. Ingen af delene varer ved, og da den rigtige kæreste – naturligvis – melder sin ankomst, bliver det for alvor svært at tage det konstruerede drama for gode varer. Jonas fortsætter med at foregive, og “Kærlighed på film” gør sit til at ramme en slags realismepræg. Det lykkes dog ingenlunde, al den stund at det oprindelige [i]set-up[/i] bevæger sig længere og længere bort fra den mindste snert af et virkelighedstro islæt. Uvedkommende bliver det tilmed, da filmens tre vigtigste karakterer er usympatiske og på flugt fra respektive ugerninger eller forliste forhold. Formentligt er karaktererne blot lige så forlorne som den film, de selv er en aktiv del af.

Måske skal scenen i virkeligheden opfattes som ægte, mens følelsen er falsk? Flot er i hvert fald indpakningen, den indtagende æstetik, den sublime klipning og de glimrende skuespilpræstationer. Nikolaj Lie Kaas brænder som altid igennem lærredet, mens også Anders W. Berthelsen imponerer. Mere problematisk er resten af castet, der antyder, at Bornedal netop har været en tur i Bilkas tilbudskatalog. Det har givet plads til perifere og mildest talt malplacerede notabiliteter som tryllekunstner Rune Klan og komiker Timm Vladimir. Alligevel virker grundlaget ægte nok, mens intentionerne til gengæld drukner i den højtravende og prætentiøse rodekasse, som “Kærlighed på film” også er.

Replikkerne præges i udtalt grad af velkendte filmklicheer og tilsvarende floskler, som formentligt er tilrettelagt for, at filmhelten eller skurken kan få en kærkommen mulighed for at udbasunere uforglemmelige [i]one-liners[/i] i passende omgivelser. Scenerne er tilrettelagt for replikkernes skyld og ikke omvendt. Bornedals mening med “Kærlighed på film” er vel, at vi som tilskuere skal reflektere over selve konstruktionen. Men når konstruktionen overhovedet ikke hænger sammen, og løsdelene i øvrigt også hænger og flagrer, hvad er der så tilbage at reflektere over?

Med “Kærlighed på film” leger den danske genreinstruktør med virkelighedsopfattelsen. Er livet som en film? Hvor går grænsen mellem fantasi og virkelighed? Det er en grænse, som er hårfin at skildre, og uden gedigen holdbarhed eller troværdighed, er det svært for alvor at lade sig rive med. Ingen tvivl om, at Bornedal til stadighed har kærligheden til filmen, men instruktørens ægte følelser for mediet drukner nu en gang i denne konstruerede iscenesættelse, der flyder over med stilmæssige tiltag. Hvis livet var en film, ville det med al sandsynlighed ikke svare til “Kærlighed på film”.

Video”Kærlighed på film” fremstår i det prangende anamorphic widescreen 2.35:1 format, hvor en stor del af filmens udtryk ligger i den effektfulde klipning. Billedet er skarpt og uden den mindste snert af digitale forstyrrelser eller udtværinger, mens grums forekommer – fortrinsvis i optagelserne fra Cambodja – og edge-enhancement også indfinder sig flere steder. Det hører dog stadig til bagatellerne og piller ikke ved et solidt helhedsindtryk, hvor også det kolde farvevalg og den dunkle kontrast trods enkelte udsving tager sig ud på bedste vis.

AudioLyden leveres i de dansksprogede Dolby Digital 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor, der også gør en god figur. Således er Ole Bornedals fortid med radiomediet og i særdeleshed montageformen hele tiden nærværende og bruges aktivt i filmens formsprog. Derudover flyder den stemningsfulde og til tider også spændingsopbyggende underlægningsmusik solidt ud i alle kanaler, men overdøver aldrig den altid skarpe dialog, som er helt uden overstyringer. Hertil kan lægges en detaljerig atmosfære, hvor der forekommer enkelte veludførte lydpanoreringer, mens også de mange effektlyde er distinkte.

EkstramaterialeUd over en række stills fra optagelserne til “Kærlighed på film” rummer udgivelsen ikke ekstramateriale.