En selvhøjtidelig dræbermaskineSly har atter iført sig det velkendte pandebånd i rollen som den levende dræbermaskine John Rambo, og der er tale om et berusende voldsorgie, som indfanger sine mere blodtørstige tilskueres fascination. Desværre fortæller filmen sin historie om den aldrende actionhelt i en alt for alvorlig tone, og den leverer klicheerne uden så meget som med et glimt øjet.

Rambo har slået sig ned et sted i Thailand, ikke langt fra grænsen til Burma, hvor en blodig borgerkrig hærger. Han har lagt sin fortid bag sig og våbnene på hylden. Og som en anden fredfuld eksistens lever han nu af at fiske og fange giftige slanger, som han sælger videre. Selvfølgelig kan freden ikke vare ved, og en dag ankommer en gruppe amerikanske læger og missionærer anført af den idealistiske Michael. Deriblandt finder vi også Sarah, for hvem det lykkes at overtale en modvillig Rambo til at sejle dem ind i det krigshærgede Burma, hvor de agter at hjælpe med bl.a. medicin og åndelig støtte. Men i dette univers er skurkene nederdrægtige, og bønner er kun for svæklinge og idealister. Så kort efter Rambo har sat den lille gruppe af i Burma, bliver de selvfølgelig fanget af en gruppe blodtørstige regeringssoldater, som forlystelsesfuldt er i gang med at slagte sig igennem Burmas minoritetsgrupper.

Selvom årene har ældet den gode John Rambos stoiske ansigtstræk og et par ekstra kilo er kommet til siden de gode gamle dage, så ulmer der tilsyneladende stadig en dræbermaskine et eller andet sted bag dette midaldrende ydre. Så da Rambo får nys om hvad, der er sket, tager han tilbage til Burma for at redde Sarah og de andre missionærer. Med sig får han en gruppe hårdkogte lejesoldater, som er hyret af den kirke, missionærerne tilhører. Herfra går handlingen nærmest fuldstændig i opløsning til fordel for et blodrødt voldsorgie, som næppe nogensinde har set sin lige. Bortsprængte legemsdele flyver i takt med buldrende geværløb, der gjalder i et væk så godt som resten af filmen igennem. Og i filmens lettere fascistiske ånd accepterer vi midt i dette voldsorgie, at selv de fredselskende missionærer også ender med at ty til vold.

Nu kunne man måske foranlediges til at tro, at Rambo har politisk slagside. Dette er i sidste ende dog ikke tilfældet. Filmens fascistiske temaer fungerer mere som katalysator for volden, som sidder i højsædet her. Actionscenerne er nemlig så voldelige og brutale, at de i den grad dominerer filmoplevelsen. Når Rambo i en eksplosion af hurtige klip og dramatisk musik gennemborer en række misdæder med sin velkendte bue og pil, er det på en gang øredøvende og uhyggelig fængende. Det vækker en besynderlig tilskuerbegejstring, som man måske ikke burde udforske videre. Desto mere ærgerligt er det derfor også, når filmen samtidig er udstyret med en række papirtynde bifigurer, som blot forstyrrer handlingens egentlige hovedkraft, nemlig Rambo selv.

Rambo er en naturkraft, en dræbermaskine. Han træder først i karakter, når han har et våben ved hånden. Han er med andre ord lidt af en karikatur og har meget lidt med virkeligheden at gøre. Med sådan en figur er det nærmest umuligt ikke at have en dialog, som leverer klichefyldte one-liners. Dem er der da også en god portion af, men samtidig er dialogen desværre håbløst skrevet. Filmen har svært ved at bære dens selvhøjtidelighed, og det ville egentlig have klædt den med en smule humor.